Samarbejde

VKH samarbejder med eksperter, brancheorganisationer og mærkningsordninger og med beslutningstagere og embedsværk.

Miljø- og allergimærker

 

EU-Blomsten og Det nordiske Svanemærke
De to officielt anerkendte miljømærker herhjemme er EU-Blomsten og det nordiske Svanemærke. Mærkerne omfatter miljøforhold i hele produktets livscyklus - til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer.
Miljømærkede produkter inden for kosmetik, vaskemidler og husholdning sikrer mindst mulig miljøbelastning. Mærkerne stiller bl.a. krav om bionedbrydelighed og minimal påvirkning af vandmiljøet, ligesom miljømærkede produkter skal leve op til en række sundhedskrav. Der stilles også krav til emballagerne.
En lang række af vores medlemmers produkter er miljømærkede, og vi samarbejder aktivt med mærkerne.

Asthma Allergy Nordic
Asthma Allergy Nordic handler om at minimere allergiske reaktioner og allergifremkaldende stoffer.
Mærket er, under det gamle navn ”Den Blå Krans” et af de mest kendte i Danmark. Det er gået sammen med lignende mærker i de øvrige nordiske lande og hedder i fremtiden Asthma Allergy Nordic. Mærket findes i dag på over 3.000 produkter i mere end 50 lande og nedsætter risikoen for hudallergi ved at udelukke allergene stoffer, farvestoffer osv.
VKH arbejder målrettet efter at styrke mærkerne og samarbejde med dem for at bidrage til forbrugernes sundhed. Og en lang række af vores medlemmers produkter er mærket med Den blå Krans.

AllergyCertified
AllergyCertified er et internationalt allergimærke, der certificerer plejeprodukter i hele verden.
Kriterierne er udarbejdet af toksikologer, der tjekker alle indholdsstoffer og koncentrationer af hvert enkelt produkt og sikrer, at det er så mildt og skånsomt for huden som overhovedet muligt.
En lang række af vores medlemmers produkter er mærket med AllergyCertified.

Ecocert
Ecocert er en fransk miljømærkning for udvikling og fremstilling af naturlige og økologiske plejeprodukter. En række af vores medlemmers produkter bærer Ecocert mærket og efterlever derfor skrappe strandarder for udvikling og fremstilling af naturlig og økologisk kosmetik.

Samarbejde med myndigheder og organisationer

VKH samarbejder tæt med Miljøstyrelsen og de relevante ministerier. Vi er medlem af Miljøstyrelsens Biocidpanel, Dialogforum for Kosmetikbranchen og Kosmetikrådet samt Allergiforum.

Derudover samarbejder vi også med Forbrugerrådet, Tænk Kemi, Det Økologiske Råd, Plastic Change og de grønne organisationer.

Europæisk samarbejde

På Europæisk niveau samarbejder VKH tæt med DI’s miljøpolitiske afdeling, der sidder med i den europæiske brancheorganisation for kemi-virksomheder. Herigennem arbejder vi på at sikre vores indflydelse i det europæiske arbejde. Vi er ikke størst i EU – men vi er blandt frontløberne.