VSI

SECURITAS BEVOGTER LIVSVÆRK OG SIKRER SAMFUNDETS TRYGHED

Vi møder Akin en kold solskinsmorgen i januar hos Securitas i Glostrup. Securitas er en af de største leverandører af vagt- og sikkerhedsservice i Danmark og har over 1.400 mennesker ansat.

Akin startede hos Securitas tilbage i 2011, efter at være blevet færdig på handelsskolen, hvor han trængte til et sabbatår. Han blev tiltrukket af de fleksible arbejdstider og mulighederne for at tjene gode penge, og siden han begyndte arbejdet som patruljevagt, har han ikke set sig tilbage.

Patruljevagten er noget som passer til hans personlighed, fortæller Akin. Han fremhæver, hvordan der sker noget nyt hver dag, og hvordan udvikling er helt centralt for ham - og så er han glad for det ansvar, der betros vagter, som ofte kører rundt alene.

Akin Turan
Nogle betror dig et kæmpe ansvar. Man passer jo på folks livsværk Akin Turan

Det er tydeligt at mærke på Akin, at han har en faglig stolthed og virkelig er af den opfattelse at han, som en del af vagtbranchen, løser en vigtig samfunds- opgave, hvor der samtidig er et endnu større ansvarspotentiale for branchen.

Blå bog

Akin Turan, 36 år

Startede i Securitas som patruljevagt, 2011

Supervisor for patruljevagter, 2014-2017 Driftsleder, 2017-2024

Siden oktober 2024 områdechef for patruljearbejde øst for Storebælt

Har en HHX-eksamen og en administrationsbachelor.

ÆRLIGHED, VAGTSOMHED OG HJÆLPSOMHED

Securitas’ logo er tre røde prikker, og når Akin fortæller om, hvad de står for, er det tydeligt at mærke, at det er nogle værdier, som virkelige bor i ham, og som han tager med sig i alle sine arbejdsopgaver. De tre prikker repræsenterer de tre grundværdier for Securitas - Ærlighed, Vagtsomhed og Hjælpsomhed.

Når man taler med Akin, mærker man i høj grad, hvordan disse tre værdier er noget iboende og helt centralt for ham. For ham handler hjælpsomhed ikke kun om at hjælpe deres kunder, men også om at have mulighed for at hjælpe befolkningen.

Akin beskriver også, hvordan han fortæller nye vagter og elever på vagtskolen, at hvis de følger disse tre værdier og bruger dem som rettesnor for deres adfærd, så er risikoen for at lave fejl minimale.

Det, der fylder mest i mit hjerte, er at kunne gøre folk trygge. Det kan man ikke gøre, hvis man ikke er til stede. Det er vores omdrejningspunkt, at vi er mennesker og tryghedsskabende. Akin Turan

Akin beskriver det, han kalder kompetence- grænser mellem vagt- og sikkerheds- branchen og Politiet. Han uddyber det med, at Politiet har nogle kompetencer, som vagterne ikke har, og som de heller ikke skal have. Akin gør det klart, at han ikke har noget ønske om at skulle have øgede magtbeføjelser, som man ser i andre lande.

Fakta om magtbeføjelser

Magtmonopolet i Danmark er hos Politiet som udøvende myndighed. Vagt- og sikkerhedsfunktionærer har i Danmark ingen magtbeføjelser, men kigger man fx til Sverige, har vagt- og sikkerhedsfunktionærerne markant flere magtbeføjelser. Det samme er tilfældet i lande som f.eks.

Storbritannien, mens et land som Belgien kun i meget begrænset omfang har givet andre end Politiet magtbeføjelser.

VAGTERS KOMPETENCER OG UDDANNELSE

Der er forskellige uddannelsesmæssige veje ind i vagt- og sikkerhedsbranchen i dag. Efter endt uddannelse har de enkelte virksomheder typisk en intern efteruddannelse. Akin fortæller, at de indretter deres efteruddannelse ud fra de meget alsidige opgaver, Securitas’ vagter løser.

”Vi har selvfølgelig et internt uddannelses- program. I København sender jeg dem mest til konflikthåndteringskurser, og i Syd- og Vestsjælland er de mere alene, så der får de mere teknisk baggrundsviden.”

Et af de steder, hvor Akin ser, at vagterne har nogle kompetencer, som de vil kunne bruge i opgavesamarbejdet med Politiet og Kriminalforsorgen, er i konflikthåndtering.

Akin nævner både situationer, hvor vagterne spiller en aktiv rolle i deeskalering af en konflikt, men beskriver også, hvordan de er trænet til at identificere situationer, hvor er det er nødvendigt at kontakte relevante myndigheder.

”Vi er meget til stede og griber ind. Vi er gode til det, og vi er trygge ved, at vi har redskaberne til ikke at komme til skade. Vi vurderer altid først, og hvis vi vurderer, at vi ikke kan gribe det an, så finder vi nogen med flere stjerner på skulderen.”

Generelt ser Akin en stor del af arbejdet med bevogtning som et spørgsmål om tilstedeværelse.

POTENTIALERNE I BEVOGTNINGSOPGAVEN

Når man spørger Akin om potentialet i et opgavesamarbejde med Politiet, beskriver han, hvordan vagt- og sikkerhedsbranchen kan løse flere opgaver, end de gør i dag.

”Vores kompetencer er tilstrækkelige til at supplere vigtige opgaver, hvor andres kompetencer [Politiets, red.] kan bruges på andre vigtige områder.”

Akin ser primært for at sig, at det kan være opgaver omkring bevogtning, og hvor der ifølge Akin er et uudnyttet potentiale i form af de alarm- og kontrolcentraler som vagt- og sikkerhedsvirksomhederne allerede råder over. Derudover har mange af vagterne i forvejen erfaring med bevogtning, og det er derfor en opgave de nemt kan samarbejde med Politiet om.

Opgaver som ikke kræver yderligere risiko for vagter, kan vi sagtens varetage. Det handler om vagternes sikkerhed, og der er mange opgaver som ikke krydser den grænse. Akin Turan

Det er tydeligt, at det for Akin også i høj grad handler om medarbejdernes sikkerhed og tryghed.

Foto: ISS
POLITIET VERSUS VAGTERNES KOMPETENCER

Akin understreger, at politiet har nogle andre kompetencer end vagt- og sikkerhedsfunktionærer, og at det skal de også have.

”Politiet har nogle helt andre kompetencer end os, men vi kan stadig sagtens supplere der, hvor vores kompetencer er tilstrækkelige. Det kan udover bevogtning også være at sidde i en vogn og stå for automatisk trafikkontrol (ATK) eller afspærre et område.”

Akin er meget tydelig omkring, at det for ham handler om at hjælpe, der hvor han kan, og han tror på, at vagt- og sikkerhedsfunktionærer kan være med til at øge trygheden og sikkerheden, og i sidste ende gøre en forskel for Danmark.

”Følelsen af at bidrage til samfundet gør man ikke for penge. Det er hårdt arbejde, som nogle gange ikke er belønnet. Nogle gange har man afværget kriser og nødsituationer hele natten, uden at nogen har set det. Men man er en del af kæden, som gør, at det hele spiller.”

MERE SIKKERHED OG MERE TEKNOLOGI

Når Akin fortæller om, hvordan vagt- og sikkerhedsbranchen kommer til at udvikle sig i fremtiden er hans første bemærkning, at han er kreativ og ser en masse forskellige potentialer. Det nuværende fokus på sikkerhed er et helt andet, end det var, da han startede i branchen, og han kan ikke se for sig, at det fokus kommer til at ændre sig lige foreløbigt.

Dog er det ikke kun et øget fokus på sikkerhed, som Akin oplever. Der er også et øget fokus på den nære tryghed for borgerne.

Da vi spørger Akin til fremtiden for vagt- og sikkerhedsbranchen, vælger han, for at understrege den kæmpe udvikling, der sker, at fortælle om dengang han startede som patruljevagt, hvor forholdet til teknologi var noget lidt andet.

Da jeg startede, var det Krak-kort, vi havde i bilerne, hvor nu er det helt automatiseret. Man kan lave runderinger med kameraløsninger. Der er fjernrunderinger fra en kontrolcentral, og det kan være en algoritme, som giver en alarm. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvor vi er om fem år. Akin Turan

Han understreger dog, at der stadig er behov for mennesker, og fordi tingene bliver mere og mere komplekse, så bliver værdien af det menneskelige vigtigere.

DE KØRER UD, NÅR DU GÅR HJEM

Der findes en stor stolthed omkring hans fag og hans medarbejdere, og det er tydeligt, at Akin virkelig mener, at vagt- og sikkerhedsbranchen løser nogle ekstremt vigtige opgaver, hvor der også er plads til at løse endnu flere opgaver.

”Det er vigtigt at sikre driften i den kritiske infrastruktur, og derfor er bevogtning vigtigt. Det er fundamentalt, at vi kan bidrage der. Vi er folk, der kører ud, når menige danskere går hjem. Vi træder til for at opretholde driften i samfundet.”

Da interviewet skal til at slutte, spørger vi, om Akin har nogle sidste bemærkninger, og med muligheden for at fortælle os lige det han vil, vælger han at understrege hvor meget vagt- og sikkerhedsbranchen handler om tryghed. For kunder og for alle mennesker som vagterne møder på deres vej. Det bliver en fin afslutning på en samtale, hvor Akins passion for hans fag, for branchen og for at hjælpe og gøre en forskel skinner tydeligt igennem.

Fakta om bevogtning af kritisk infrastruktur

Det er en fundamental del af det danske samfunds sikkerhed, at kritisk infrastruktur og særligt vigtige institutioner er bevogtet og overvåget, og de direktiver der i dag styres efter på området, NIS2 og CER, er begge fra 2022 og implementeret i 2014. Det omfatter beskyttelse af statslige bygninger, energi- og vandforsyning, kommunikationsinfrastruktur, transportnetværk og strategiske geografiske områder som f.eks. landegrænser. Formålet er at forebygge og forhindre angreb og sabotage ved at opdage samt være i stand til at reagere med en hurtig indsats på mistænkelig aktivitet og trusler. Tilstedeværelse har i sig selv en præventiv effekt. I dag varetages bevogt- ningsopgaver af både Politiet, Forsvaret og vagt- og sikkerhedsfirmaer, men der et stort potentiale for, at vagt- og sikkerhedsbranchen kan bidrage til opgaven i yderligere grad.

Relateret indhold