Neurodiversitet som konkurrencekraft er et projekt, der skal styrke danske produktions- og industrivirksomheders evne til at inkludere og fastholde neurodivergente medarbejdere, som f.eks. personer med ADHD eller autisme. I en tid hvor arbejdsstyrken forandres, er det vigtigt at sikre, at virksomheder kan tiltrække og beholde dygtige medarbejdere – også dem med særlige behov og styrker.
Igennem projektet får virksomheder konkrete værktøjer og viden, der gør neurodiversitet til en strategisk ressource. Målet er ikke blot at øge trivsel og arbejdsglæde, men også at skabe en mere bæredygtig og robust forretning. Inklusion af neurodivergente medarbejdere kan nemlig styrke både samarbejde, innovation og konkurrenceevne.
Bag projektet står Industriens Fond sammen med Hans Knudsen Instituttet, Dansk Industri, Forsikring & Pension samt Cabi. Sammen arbejder vi for, at flere virksomheder får gavn af de gevinster, som en mangfoldig arbejdsstyrke kan give – til glæde for både virksomhed og ansatte.