OPS Analyser

Høj tilfredshed med private velfærdstilbud blandt de kommunale topchefer

I en rundspørge fra DI svarer syv ud ti kommunaldirektø-rer, at de er tilfredse med samarbejdet med de private velfærdstilbud i deres kommune. Et klart flertal mener samtidig, at private og selvejende leverandører har en po-sitiv effekt på kvalitetsudviklingen i kommunen.

Det offentlig-private samarbejde på velfærdsområdet forløber gnidningsfrit i de fleste af landets kommuner. Knap syv ud af ti kommunaldirektører svarer i en rundspørge fra DI, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med de private og selvejende tilbud inden for fx ældrepleje og børnepasning

Næsten seks ud af ti kommunaldirektører vurderer tilmed, at tilstedeværelsen af eksempelvis private daginstitutioner og plejehjem enten i nogen eller meget høj grad har en positiv indvirkning på kvalitetsudviklingen i kommunen.

Kommunaldirektørernes positive syn på private aktørers indflydelse på kvalitetsudviklingen vidner om, at de private tilbud ikke alene er til gavn for borgernes selvbestemmelse, men også kan være en gevinst for udviklingen af kommunernes egne velfærdstilbud.

Endelig kan der spores en klar tendens til, at kommunaldirektørerne bliver mere opmærksomme på gevinsterne ved de private velfærdstilbud i takt med at flere af kommunens borgere vælger dem til.

I kommuner hvor mere end 40 pct. af borgerne har valgt en privat leverandør, mener tre ud af fire kommunaldirektører således, at de private velfærdstilbud har en positiv effekt på kvalitetsudviklingen. Omvendt gælder det kun to ud af fem kommunaldirektører i kommuner, hvor mindre end 20 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne har valgt et privat alternativ til den kommunale hjemmepleje.

Metode

DI gennemførte i marts 2022 en spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets kommunaldirektører. 66 kommunaldirektører svarede på hele spørgeskemaet, svarende til en svarprocent på 67 pct, mens  81 svarede på en delmængde af spørgeskemaet – svarende til en svarprocent på 83 pct. Spørgsmålsformuleringer og opsætning kan rekvireres ved at kontakte analysens forfattere.

Data for borgere, der vælger private leverandører af hjemmehjælp (personlig pleje og/eller praktisk hjælp) på kommuneniveau, er hentet hos Danmarks Statistik (AED12). Tabellen er senest opdateret i juni 2022 med data fra 2021.

Analysen er omtalt i OPS Indsigt d. 9. oktober 2022. Læs artiklen her

Relateret indhold