Stor variation i virksomheders syn på kommunale udbudsprocesser
Trods svag fremgang de seneste to år, er virksomhederne fortsat delte i deres opfattelse af de kommunale udbudsprocesser. Vurderingerne afhænger dog både af kommunen, branche og størrelse på virksomheden. Det viser DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024.
I DI’s undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2024 angiver ca. en tredjedel af de adspurgte virksomheder, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med deres egen kommunes udbudsprocesser. Det er udtryk for en svag fremgang sammenlignet med 2023 (31,4 pct). Næsten en lige så stor andel af erhvervslivet har dog fortsat den modsatte opfattelse.
Undersøgelsen viser samtidig, at tilfredsheden varierer på tværs af brancher. Inden for IT og information er det kun ca. hver femte virksomhed, der enten er tilfredse eller meget tilfredse. Bygge- og anlægsbranchen er derimod kendetegnet ved, at virksomhederne er delte i deres vurderinger. Knap 40 pct. af virksomhederne inden for branchen er således tilfredse med udbudsprocesserne, mens en næsten lige så stor andel er utilfredse. Også blandt operationelle servicevirksomheder (fx ejendomsservice) findes en stor andel, der ikke er tilfredse med de lokale udbudsprocesser.
Graden af tilfredshed er desuden stærkt afhængig af størrelsen på virksomhederne, hvor særligt de mindre virksomheder oplever udfordringer i forbindelse med deltagelsen i indkøbs- og udbudsprocesserne. Blandt virksomheder med færre end ti ansatte, angiver 37 pct. at de er utilfredse, mens det kun gælder 22 pct. af virksomhederne med flere end 50 ansatte.
På tværs af landet er der også en stor variation i tilfredsheden med de lokale udbud, hvor særligt de jyske kommuner er gode til at tilrettelægge udbudsprocesser, som de lokale virksomheder er tilfredse med. Kommunerne i Nordjylland, Syd- og Sønderjylland samt Midt- og Vestjylland kan i gennemsnit bryste sig af, at mere end 35 pct. af virksomhederne har et positivt syn på udbuddene – omvendt findes generelt et negativt syn på udbudsprocesserne blandt virksomheder i Hovedstaden og Nordsjælland. I bilagsmaterialet nederst fremgår den gennemsnitlige tilfredshed for hver kommune.
Brug af detaljerede udbudsplaner, fleksible udbudsformer, realistiske tidsfrister og markedsdialog er blandt de tiltag, kommunerne kan tage for at forbedre kvaliteten af udbudsprocessen over for virksomhederne. Find uddybning og flere anbefalinger i DI’s guide til offentlig-privat samarbejde i praksis her.
Sådan har vi gjort
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Det er 15. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
7.512 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet produktion, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har besvaret undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 296.000 arbejdspladser, hvilket svarer til 14 pct. af den private beskæftigelse. Respondenterne består af DI-medlemmer og ikke-medlemmer inden for hver branche.
Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Denne analyse er baseret på virksomhedernes vurdering af kommunernes udbudsproces (udbudsmateriale, tidsfrister og dialog), som indgår i kategorien Brug af private leverandører. 3.022 virksomheder har svaret ”ved ikke" til dette spørgsmål og er derfor frasorteret i analysen. Dette hænger sammen med, at kun en mindre andel af virksomhederne sælger til kommunerne.
Bedømmelse af kommunerne
91 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt i undersøgelsen. Læsø, Fanø, Samsø, Langeland, Ærø, Vallensbæk og Dragør indgår ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar fra virksomheder i disse kommuner. Der indhentes dog svar fra virksomheder på Langeland, Ærø, Vallensbæk og Dragør som led i dialogen med kommunerne, og disse svar indgår også i denne analyse.
Bilag
Kommune |
Gennemsnitlig tilfredshed (1-5) |
Nordfyns |
3,68 |
Ikast-Brande |
3,56 |
Lejre |
3,48 |
Sønderborg |
3,40 |
Brønderslev |
3,39 |
Billund |
3,38 |
Varde |
3,35 |
Vejen |
3,35 |
Odsherred |
3,34 |
Ringsted |
3,32 |
Stevns |
3,32 |
Morsø |
3,30 |
Esbjerg |
3,28 |
Skive |
3,28 |
Guldborgsund |
3,27 |
Struer |
3,26 |
Næstved |
3,26 |
Norddjurs |
3,24 |
Herning |
3,23 |
Helsingør |
3,23 |
Haderslev |
3,23 |
Assens |
3,21 |
Hedensted |
3,20 |
Ballerup |
3,20 |
Frederikssund |
3,20 |
Lemvig |
3,19 |
Faxe |
3,17 |
Ringkøbing-Skjern |
3,15 |
Holstebro |
3,14 |
Tønder |
3,12 |
Furesø |
3,11 |
Faaborg-Midtfyn |
3,10 |
Sorø |
3,10 |
Silkeborg |
3,09 |
Thisted |
3,09 |
Hjørring |
3,07 |
Vejle |
3,06 |
Aabenraa |
3,05 |
Holbæk |
3,04 |
Nyborg |
3,04 |
Herlev |
3,03 |
Hvidovre |
3,03 |
Vesthimmerlands |
3,03 |
Favrskov |
3,00 |
Rebild |
3,00 |
Mariagerfjord |
3,00 |
Jammerbugt |
3,00 |
Skanderborg |
2,98 |
Lyngby-Taarbæk |
2,96 |
Kolding |
2,96 |
Høje-Taastrup |
2,95 |
Køge |
2,95 |
Svendborg |
2,95 |
Viborg |
2,94 |
Middelfart |
2,93 |
Frederikshavn |
2,92 |
Ishøj |
2,92 |
Odder |
2,92 |
Lolland |
2,89 |
Horsens |
2,89 |
Aalborg |
2,89 |
Fredericia |
2,88 |
Halsnæs |
2,87 |
Albertslund |
2,86 |
Randers |
2,85 |
Roskilde |
2,85 |
Aarhus |
2,83 |
Kerteminde |
2,83 |
Frederiksberg |
2,83 |
Odense |
2,81 |
Tårnby |
2,81 |
Allerød |
2,80 |
Kalundborg |
2,79 |
Slagelse |
2,77 |
Gentofte |
2,77 |
Bornholm |
2,74 |
Rudersdal |
2,70 |
Gladsaxe |
2,68 |
Egedal |
2,64 |
Syddjurs |
2,64 |
Rødovre |
2,59 |
København |
2,58 |
Greve |
2,57 |
Glostrup |
2,56 |
Fredensborg |
2,52 |
Gribskov |
2,50 |
Hillerød |
2,48 |
Solrød |
2,47 |
Brøndby |
2,46 |
Hørsholm |
2,43 |
Vordingborg |
2,39 |
Kommunernes gennemsnit |
2,99 |
Kilde: Lokal Erhvervsvenlighed 2024 (DI)
Anm: N = 4.457. Kommuner med for få besvarelser fremgår ikke. Spørgsmålsformulering: "Hvor tilfreds er du med kommunens udbudsproces over for private leverandører (udbudsmateriale, tidsfrister og dialog)?". Gennemsnitlig tilfredshed beregnet som en værdi fra 1-5.