02.10.19 OPS Gode eksempler

Flere kommuner sætter strøm til hjemmeplejen

Flere og flere kommuner er opmærksomme på at bruge udbud til at fremme den grønne omstilling, og leverandørerne er allerede klar med de grønne og konkurrencedygtige løsninger. Ballerup og Odense Kommune er eksempler på, hvordan kommuner kan ændre sin bilflåde til en konkurrencedygtig pris. Det er en langsigtet investering, der betaler sig – og så er det klimavenligt.

Foto: Getty Images

I Ballerup Kommune udskiftede man i 2018 hjemmeplejens 35 biler til nye miljøvenlige biler. Allerede i 2014 blev det besluttet at udskifte de benzindrevne biler i hjemmeplejen med mere miljøvenlige el- og hybridbiler. Ballerup Kommune har nu indgået en ny leasingaftale med Arne Stubbe Automobiler og er således gået forrest, når det kommer til en grøn omstilling af den kommunale bilflåde. 

I udbuddet lagde Ballerup Kommune stor vægt på, at de eksisterende opladningsstandere, der blev købt som en del af udbuddet i 2014, også kunne benyttes til kommunens nye miljøvenlige køretøjer. Dermed blev de økonomiske omkostninger ved det nye udbud holdt nede, men Ballerup Kommunes bilflåde er alligevel blevet meget grønnere. 

Ballerup Kommune er blandt de førende grønne kommuner og er bl.a. certificeret som Grøn Transportkommune. Det betyder f.eks., at de er forpligtet til at følge Trafikstyrelsens anbefalinger for grønne transportmidler og at reducere CO2-udledningen på kommunens egen kørsel. Det lever Ballerup Kommune nu op til ved at lease 35 miljøvenlige biler. Og så har det ovenikøbet vist sig som en god investering. Kommunen har nemlig opnået en besparelse i driftsudgifterne på 3,2 mio. kr. i løbet af den fireårige leasingperiode. 

Et langsigtet fokus betaler sig

En af de vigtigste konklusioner er, at det er afgørende at have de langsigtede og totaløkonomiske perspektiver for øje, når man tilrettelægger udbud på det grønne område. Det er Odense Kommune et andet godt eksempel på. I 2014 besluttede kommunen sig for at lease 100 Renault Zoe elbiler til hjemmeplejen. 

I Odense Kommune har elbilerne også vist sig som en både god og grøn investering. Kommunens egen evaluering viser, at driftsudgifterne ved elbiler ligger lavere sammenlignet med dieselbiler. Det skyldes særligt, at udgiften til brændstof er noget lavere på elbiler. Elbilerne blev dertil købt på et tidspunkt, hvor der var afgiftsfritagelse. Dette betød, at biler ikke blev pålagt registreringsafgift eller grøn ejerafgift. Dertil valgte Energistyrelsen at støtte de enkelte indkøb af biler med 15.000 kr., hvilket samlet medførte, at økonomien gav mening. 

Men med elbiler følger opladningsstandere og dermed en merudgift, som man ikke ville have ved køb eller leasing af benzindrevne biler. Ladestanderne betød en væsentligt merudgift for Odense Kommune, som dog ser en sådan investering som et signal om, at man også i kommunen ønsker at investere i, støtte og skabe egne erfaringer med mere bæredygtig transport. 

Fordi en investering i ladestandere ses som en langsigtet investering, var det et krav i Odense Kommunes udbud, at opladningsstanderne opfyldte en række betingelser. Det handlede f.eks. om, at opladningsstanderne skulle kunne oplade to biler på samme tid, have to forskellige opladningsstyrker og vigtigst af alt være kompatible med alle elbilstyper, så kommunen ikke fremover bør bekymre sig om, hvilke typer af elbiler den vælger. 

Alle de krav kunne virksomheden E.ON netop opfylde. E.ON afgav det vindende tilbud med i alt 58 opladningsstandere, der bl.a. kan trække statistik om, hvem der har ladet og hvornår. Det giver Odense Kommune nogle nye værktøjer i forhold til planlægning af ruter for hjemmeplejen, som har kommunens største kørselsbehov.

 

Faktaboks

 

·        Opladningsstanderne i Odense kan lade to elbiler på samme tid.

·        Blandt hjemmehjælperne er der stor tilfredshed med de nye elbiler. De larmer mindre, har automatgear og opfylder kørselsbehovet uden problemer.

·         I Odense Kommune har elbilerne betydet en CO2-reduktion på 70-75 pct. sammenlignet med dieselbiler. Det svarer til 215 tons CO2 årligt.

·        Ballerup Kommune har sparet 3,2 mio. kr. i driftsudgifter.
I Odense Kommune har elbilerne også vist sig som et billigere alternativ på driftsbudgettet, men pga. engangsomkostningen vedr. opladningsstandere er driftsbudgettet dog en smule højere. Det er dog penge, som vil tjene sig selv hjem på sigt.

 

Relateret indhold