03.04.20 OPS Gode eksempler

Rengøringen fortsætter trods coronanedlukning

Hos Partneren ApS fortsætter rengøringsarbejdet hos offentlige uddannelsesinstitutioner som VUC Lyngby og TEC (Technical Education Copenhagen) trods coronaepidemiens nedlukning af det meste af Danmark. Et tæt og dialogbaseret samarbejde har sikret arbejdspladser og virksomhedsdrift og vidner om, at ikke alt behøver at gå i stå som følge af COVID-19.

Foto: Colourbox

Den 11. marts 2020 kunne Danmarks statsminister Mette Frederiksen bebude, at Danmarks skoler, uddannelsesinstitutioner og størstedelen af det resterende samfund ville lukke ned i 14 dage for at hindre coronasmitten i at brede sig yderligere. Siden hen er nedlukningen blevet forlænget til den 13. april. Det har ramt danske virksomheder og lønmodtagere hårdt. Men det betyder heldigvis ikke, at alt er gået i stå.

Selv om mange virksomheder, der leverer varer eller tjenesteydelser til det offentlige, er blevet ramt, er der heldigvis også eksempler på, at serviceleverandører til det offentlige får lov at fortsætte deres arbejde. Det er Partneren, som yder rengøringsservice på en række uddannelsesinstitutioner i Københavnsområdet, et godt eksempel på.

Fra den dag, danske skoler og uddannelsesinstitutioner lukkede ned, gik Partneren og de to uddannelsesinstitutioner hurtigt i dialog og aftalte en klar plan for, hvordan samarbejdet og rengøringen kunne fortsætte under coronakrisen. Planen var klar og simpel: Partnerens arbejde skulle fortsætte – men rengøringsopgaverne skulle naturligvis ændres.

Kort tid efter nedlukningen af uddannelsesinstitutionerne blev det derfor i fællesskab besluttet, at den daglige rengøring på skolerne blev konverteret til hovedrengøring og ekstrarengøring, så man bedst muligt kunne udnytte, at uddannelsesinstitutionerne nu stod tomme. Det betød, at rengøringspersonalet kunne komme i dybden med rengøringsopgaver, der normalt ikke er tid og kapacitet til.

Men vigtigst af alt betyder det fortsatte samarbejde, at rengøringspersonalet kan fortsætte deres arbejde – og at hverken Partneren eller deres ansatte bliver ramt unødigt hårdt af den igangværende coronakrise, som ellers har sat det meste af Danmark i stå. Rengøringspersonalet får deres faste løn, og de normale ansættelsesvilkår er således uændrede.

Medarbejderne møder dermed stadig op hver dag med en klar plan for, hvad den enkelte dag byder på, og hvilke opgaver der skal udføres. Det eneste, der har ændret sig, er måden, de går til opgaven på – og så selvfølgelig de mennesketomme bygninger, der normalt emmer af liv og læring.

Partnerens samarbejde med VUC Lyngby og TEC vidner om offentlig-privat samarbejde, når det er allerbedst: Et tillidsfuldt samarbejde og en velvilje fra alle parter om, at der i hårde tider skal findes pragmatiske og fleksible løsninger, som sikrer, at nedlukningen ikke fører til tabte arbejdspladser.

Relateret