Herning Kommune rykkede på bæredygtigheden i udbud af forbrugsartikler
Herning Kommune satte ambitiøse krav til bæredygtighed og innovation i et stort udbud af forbrugsartikler. For kontraktvinderen, ABENA, er grønne krav i udbud ikke blot en løftestang for den enkelte leverandør, men for hele markedet.
Inden 2030 skal Herning Kommune, både som arbejdsplads og virksomhed, have reduceret sin CO2-udledning med 70 pct. Inden 2045 skal kommunen være klimaneutral.
Det er hvert fald den målsætning, som kommunen har vedtaget i sin klimaplan. Vejen til målet indebærer en lang række delmål og tiltag. Helt centralt er ønsket om, at kommunens indkøb skal bidrage aktivt til den grønne omstilling, blandt andet gennem krav om bæredygtige løsninger i udbud og dialog med leverandører.
I 2024 gjorde kommunen alvor af sine intentioner med et stort udbud af forbrugsartikler. Heri blev der stillet ambitiøse krav til bæredygtighed, innovation og CO2-reduktion i løbet af kontraktperioden.
”Forbrugsartikler er et område, hvor vi som kommune køber meget og ofte – og det betyder også, at det er et område med stort klimaaftryk. Derfor så vi det som en oplagt mulighed for at rykke på bæredygtigheden og gøre en reel forskel,” siger Line Ellehave-Sørensen, udbudskonsulent i Herning Kommune.
Ambitiøse krav til bæredygtighed er en løftestang
Hernings udbud af forbrugsartikler lagde vægt på kvalitet, bæredygtighed og innovation som de afgørende konkurrenceparametre for kontrakttildelingen. Innovation og bæredygtighed blev som ét samlet delkriterie vægtet 40 pct. Kvalitet vægtede ligeledes 40 pct., mens pris vægtede blot 20 pct.
Vurderingen af tilbuddenes innovation og bæredygtighed blev baseret på, hvordan tilbudsgiver, i samarbejde med ordregiver, ville udvikle innovative løsninger til reducering af produkternes miljøpåvirkning og Herning Kommunes miljøregnskab.
Tilbudsgiverne skulle som minimum gøre rede for, hvordan de ville medvirke til, at kommunen kunne opnå en reduktion i CO2-forbruget for produkterne i kontraktens løbetid, og hvor stor den forventede reduktion ville være i kg CO2-e henover den 6-årige kontraktperiode.
Ved evalueringen af tilbuddene blev der bl.a. også lagt vægt på, om tilbudsgiver kunne udføre LCA-beregninger, tilbyde miljømærkede produkter og at tilbudsgiver havde medarbejdere med de rette faglige kvalifikationer til at håndtere miljøkravene i kontrakten, og at disse blev dedikeret til at opfylde kontraktens fokus på klima- og miljøhensyn.
”Bag de her krav lå et ønske om at bruge udbuddet som et aktivt redskab til at fremme bæredygtighed – også på områder, hvor det traditionelt har været svært,” siger Line Ellehave-Sørensen, Herning Kommune, og fortsætter:
”Vi ville gerne belønne de leverandører, der kommer med grønne løsninger – ikke kun dem, der kan levere billigst. For vi ved godt, at bæredygtige valg ikke altid er de billigste, og derfor skulle prisen ikke spænde ben for en mere ansvarlig aftale. Samtidig ville vi sende et tydeligt signal om, at det er vigtigt for os at skubbe udviklingen i en grønnere retning – og at vi forventer, at vores leverandører er med til at løfte den opgave sammen med os. Og så ønskede vi
at sikre, at aftalen kunne udvikle sig over tid – derfor indeholder den elementer som sortimentsændringer, løbende innovation og fælles opfølgning på målopfyldelse.”
Hos kontraktvinderen, ABENA, anser man også Herning Kommunes relativt høje vægtning af bæredygtighed og innovation som en udviklingsmulighed:
”At have fokus på bæredygtighed har altid være en del af ABENAs DNA og historie. Derfor er det positivt, at kunder stiller ambitiøse krav til netop dette. Sammen udvikler vi os og bevæger os fremad – altid i et samspil med vores kunder,” siger Jane Lautrup Asmussen, direktør i ABENA Danmark.
”Sådan en vægtning er med til at tilpasse og udvikle ABENAs produktsortiment i en endnu mere klimavenlig retning end den, som ABENA allerede har,” fortæller Eva Tansem Andersen, Global Sustainability Manager i ABENA.
Ambitiøse krav til bæredygtighed i udbud er ifølge Eva Tansem Andersen også en løftestang for markedsudviklingen mere generelt: ”Med udbuddenes størrelser og omfang, har de offentlige indkøbere naturligt et ansvar for at bringe den klimavenlige dagsorden frem i rampelyset, og på den måde sætte omstillingsorienterede standarder og mindstekrav til produkterne. Dette vil influere resten af markedet.”
Tillidsfulde partnerskaber er nøglen til en mere bæredygtig fremtid
Foruden leveringen af selve kerneydelsen, efterspurgte Herning Kommune en leverandør, der ønskede at indgå i et løbende partnerskab, hvor samarbejde og innovation var nøgleordene, og som også inddrog kommunens medarbejdere i samarbejdet. Det var nemlig afgørende for Herning Kommune at kunne understøtte og stimulere udviklingen af nye bæredygtige produkter inden for de forskellige produktkategorier i aftalen i løbet af selve kontraktperioden.
”Vi ser partnerskaber som en vigtig nøgle til at nå vores mål om en mere bæredygtig fremtid, og når vi indgår aftaler med leverandører, lægger vi derfor vægt på gensidig tillid og vilje til at tænke nyt - sammen. Det handler blandt andet om, at vi som kommune står for den daglige drift og skal have løsningerne til at fungere i praksis, men at det ofte er leverandørerne, der har viden om nye teknologier og metoder,” fortæller Line Ellehave-Sørensen, udbudskonsulent i Herning Kommune.
Fordi kontrakten ikke er statisk, kan både ABENA og Herning Kommune få gavn af den innovation, der sker inden for kontraktperioden, gennem tæt offentlig-privat samarbejde.
”ABENA har som virksomhed fokus på omstilling til cirkulær tænkning, så der vil under aftaleperioden naturligt fremkomme nye løsninger med et lavere klimaaftryk, som kan spille en rolle i kontrakten. Udover at underbygge omstillingsarbejdet systematisk med LCA-kalkulationer, arbejder ABENA også konkret på, sammen med Herning Kommune, at øge mængden af tredjepartcertificerede miljømærkede produkter i deres indkøb – gerne type 1,” fortæller Eva Tansem Andersen, Global Sustainability Manager i ABENA.
Værdien i tæt samarbejde og systematik
Da den kontraktuelle aftale strækker sig over en 6-årig periode, er samarbejdet mellem ABENA og Herning Kommune stadig i sin spæde begyndelse. Derfor er der for nuværende fokus på omstillingen af indkøbssortimentet og konverteringsmuligheder på produktniveau.
Fundamentet for at nedbringe CO2-reduktionen for de produkter, som aftalen vedrører, er ABENAs indledningsvise etablering af en baseline for en stor del af produkterne på aftalen. Denne baseline giver mulighed for at etablere systematiske transformationsspor på produktniveau. Prioriteringerne og beslutningerne træffes i tæt samarbejde med Herning Kommunes medarbejdere, og konverteringen kan både ske inden for eksisterende sortimenter eller med iscenesættelse af helt nye løsninger.
For at kvalificere om en udskiftning af produkter rent faktisk medfører et lavere CO2-aftryk, anvendes der LCA-tal, beregnet af ABENAs LCA-specialister. Kalkulationsmetoder og modelleringsprincipper er baseret på ISO standarderne 14040/44 og de forskellige miljøpåvirkninger er baseret på EF 3.1 (PEF - Product Environmental Footprint).
Hos ABENA lægger man især vægt på værdien i et tæt samarbejde med ordregiver: ”På sigt er målet at fremme Herning Kommunes omstillingsambitioner gennem aktiv medinddragelse af kommunens medarbejdere, kontinuerlig videndeling, adfærdsændrende tiltag og nye produktløsninger, der fremmer den cirkulære økonomi. Alt i tæt samarbejde med ABENA og deres produkt- og bæredygtighedsspecialister,” fortæller Eva Tansem Andersen, ABENA.
”Samarbejde, fælles forståelse for hinanden og dialog er enormt vigtigt i det privat-offentlige samarbejde, idet disse samarbejder udgør en stor del af ABENAs dagligdag. Med en god dialog kan der både sikres bedre og mere behovsdækkende produktløsninger samt en mere effektiv udbudsproces,” siger Jane Lautrup Asmussen, direktør i ABENA Danmark.
Hos Herning Kommune, er det tætte samarbejde også værdifuldt: ”Vi ser værdi i et tæt samarbejde, hvor leverandøren er mere end blot en leverandør, men en medspiller, der også har ambitioner om at bidrage til den grønne dagsorden,” fortæller Line Ellehave-Sørensen.