30.10.20 OPS Nyheder

Debatindlæg: Vores velfærdstilbud skal være til for alle – ikke de få

Flere undersøgelser viser, at borgernes opfattelser af kvaliteten i den offentlige velfærd er faldende. Og særligt de ressourcestærke og højtuddannede borgere vil være villige til at betale for bedre ydelser. Hvis vi som samfund skal undgå en højere grad af ulighed i velfærden, er vi nødt til at give borgerne større frirum – og sætte dem i centrum, skriver Jakob Scharff.

De pressede offentlige budgetter på den ene side og borgernes forventninger på den anden side sætter vores velfærd i et massivt – og stigende – krydspres. Over 66 pct. af de adspurgte siger en undersøgelse af Epinion for Kraka, at kvaliteten i ældreplejen er lavere eller meget lavere end for ti år siden. Og i en undersøgelse for PFA siger knap halvdelen af landets 18-35-årige tror på, at det offentlige kan levere den pleje, de har brug for, når de bliver gamle. Både i dag og særligt i fremtiden vil forskellen mellem den service, som det offentlige kan levere, og borgernes forventninger blive stadig mere udtalt.

Det seneste opsigtsvækkende resultat kommer fra VIVE, der har undersøgt danskernes betalingsvillighed for ekstra ydelser i forbindelse med ældreplejen. Respondenterne udviser positive præferencer for de serviceforbedringer, som er omfattet af undersøgelsen, mellem ca. 100 og 1.000 kr. pr. måned for hver af de foreslåede serviceforbedringer. Særligt interessant er det, at betalingsviljen er stærkt knyttet til respondentens ressourcer. Borgere med et højt uddannelsesniveau, men også borgere med en relativ højere pensionsformue, er i højere grad villige til at betale for private hjemmehjælpsydelser.

Det tyder dermed på, at vi i fremtiden kan se en stadig større forskel mellem den velfærd, som ressourcestærke borgere kan købe sig til – og andre borgere skal nøjes med. Det er en ulighed, vi som samfund ikke skal acceptere. Som erhvervsorganisation har vi også interesse i at sikre et samfund med en lav grad af ulighed i velfærden. En pointe vores administrerende direktør senest har givet udtryk for i en kronik i Politiken. Den skillevej, som vores velfærdssamfund befinder sig, eksempelvis på ældreområdet er yderst betydningsfuld. For hvordan vi håndterer udfordringen af stadig højere forventninger, når pressede offentlige budgetter sætter retningen for fremtidens velfærd? Hvordan modvirker vi en stigende ulighed i velfærd med A-og B-hold og klare skel mellem de, som har og kan, og de, der må nøjes?

En del af løsningen på denne gordiske kunde er en højere grad af selvbestemmelse for den enkelte borger i valg af leverandør og ydelser. Ved at give borgeren en højere frihed til at vælge mellem forskellige ydelser og leverandører, sætter vi dermed borgernes præferencer i centrum og skaber en diversitet og mangfoldighed i de tilbud, som vi som velfærdssamfund tilbyder. Dermed vil flere også være mere tilfredse med velfærden. Fordi alle borgere uanset uddannelsesniveau og indkomst skal have mulighed for at vælge den leverandør, der giver dem den bedste kvalitet.

I Danmark er vi glade for at sejle op af åen. Men giver vi ikke borgere en højere grad af selvbestemmelse, er der stor risiko for, at vi i fremtiden kommer til at sejle i hver sin jolle fremfor at skiftes til at ro den samme båd. Rapporten fra VIVE viser endnu en gang, at risikoen for en højere grad af ulighed i velfærd er velbegrundet. Systemtankegangen og one-size-fits-all har spillet fallit. Spørgsmålet er nu, om vi som samfund vil reagere eller acceptere den stigende ulighed i velfærden.

Indlægget er bragt i Altinget d. 29. oktober 2020. Læs det her. 

Relateret