07.10.20 OPS Nyheder

Lars Sandahl: Det er nu, Folketinget skal vågne op. Velfærdsstaten er en brændende platform

Ingen ønsker en opdeling i et A-og B-hold, når det gælder velfærd. Derfor er vi nødt til at revitalisere velfærdsstaten, så den ikke knækker over, skriver Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Foto: Sif Meincke

I virksomhedsterminologi taler vi ofte om brændende platforme, når en virksomhed befinder sig i en situation, hvor der er behov for fundamentale ændringer i eksempelvis produktionsmetoderne, virksomhedens strategi eller ressourceallokeringer internt. Ilden har heldigvis endnu ikke taget rigtig ved i platformen for den offentlige sektor og den velfærd, som danskerne dagligt nyder godt af i daginstitutioner, plejehjem og borgerens eget hjem i form af blandt andet hjemmehjælp. Men der er tegn i horisonten på, at en brændende platform på velfærdsområdet nærmer sig.

I en undersøgelse foretaget af Epinion fra 2019 vurderer eksempelvis seks ud af ti danskere, at kvaliteten af vores daginstitutioner og vuggestuer er lavere i dag end for ti år siden. For ældreplejen er det godt syv ud af ti. Knap halvdelen af de 18-35-årige angiver i en undersøgelse foretaget af PFA fra samme år, at de ikke vurderer, at den offentlige ældrepleje vil være tilstrækkelig til at møde deres behov, når de en dag træder ind i alderdommen. Det er foruroligende tal. Og udviklingen kan være særligt foruroligende for nogle bestemte grupper.

Der er nemlig særlige grupper, som primært bliver ramt, hvis kvaliteten af den skattefinansierede velfærd forringes. Det er grupper med korte uddannelser og lave pensionsindkomster, ufaglærte medarbejdere og danskere samt overførselsindkomst. Det er de ældste og særligt udsatte borgergrupper. Faktisk lige præcis dem, som især har brug for de velfærdsgoder, vi alle er med til at bidrage til.

Tallene tegner et billede af et fremtidigt velfærdssamfund, hvor nogle grupper vil kunne få en bedre kvalitet end andre. Vi står i en situation, hvor vi kan begynde at se tendenserne til en stigende grad af ' ulighed i velfærd'.

Som udgangspunkt kan velfærdsudviklingen føre til to scenarier. Enten lader vi stå til, og resultatet bliver en velfærd rettet mod de borgere, der, såfremt de er utilfredse, kan vælge private løsninger til. Det ses allerede i eksempelvis arbejdsmarkedspensionsordninger og private sundhedsforsikringer. Alternativt revitaliserer vi vores velfærd. En sådan løsning vil indebære fundamentale ændringer og nytænkning af den måde, hvorpå den offentlige velfærd leveres til borgerne. Det kommer til at kræve større frihed til institutionerne, dets ledere og de medarbejdere, som i dagligdagen kæmper med skemaer og tidsregistreringer til meget lidt nytte. Det kommer til at kræve politisk vilje, mod og kompromisser. Nøjagtig som de store velfærdsforlig i tidligere tider. Men det er, i mangel af bedre ord, ' nødvendighedens politik'.

Jeg har som administrerende direktør for DI besøgt hundredvis af virksomheder på tværs af landet. Fra nord til syd, øst til vest, lille til stor. Fra små familievirksomheder til Danmarks største aktieselskaber. Alle steder er der enighed om, at en velfungerende og stærk offentlig sektor er afgørende for, at virksomhederne kan få succes og sikre resultater. Hvad end det er pasning af deres medarbejderes børn, kvalificeret arbejdskraft til virksomhedernes produktion eller en god omsorg for vores gamle forældre. Derfor er vi alle, også erhvervslivet, forpligtigede til at sikre, at kvaliteten i velfærden er på plads.

Derfor ønsker virksomhederne heller ikke et Danmark opdelt i et A-og et B-hold. Vi ønsker ikke, at kun en privilegeret del af befolkningen kan få tilfredsstillende tilbud, fordi nogle har råd til at købe private ordninger, hvis de ikke finder de offentlige tilbud af børnepasning, ældrepleje eller hjemmehjælp tilfredsstillende eller fleksible nok. Vi ønsker ikke velfærdstilbud, hvor den enkelte borger er uvidende om, hvad de får, og vi ønsker heller ikke, at de enkelte offentlige institutioner får den øgede registrering og administration galt i halsen. Tværtimod er et bedre og styrket offentlig-privat samarbejde vejen til mere lighed, bedre gennemsigtighed og mindre administration i Danmarks velfærd.

Velfærdsordninger blev ikke opfundet med udviklingen af velfærdssamfundet eller udbygningen af den offentlige sektor i den sidste del af det 20. århundrede. Allerede længe inden kommunale velfærdstilbud som daginstitutioner, hjemmehjælp og plejehjem blev etableret, havde civilsamfundet og private udviklet lokale løsninger. En hjemmegående husmor tog sig måske af naboernes børn, mens de var på arbejde. Eller en lokal forening oprettede et alderdomshjem for de ældre, der ikke havde børn, de kunne bo hos. For eksempel dannede dronning Louise i 1863 Diakonissestiftelsen, der først var et hospital, men senere hen også leverede pleje og omsorg til syge, børn og ældre. Og på den baggrund udvikle efterspørgslen og tilbuddene sig.

Med udbygningen af velfærdssamfundet blev opgaven og ansvaret i stor udstrækning overtaget af kommunerne, så tilbuddene blev for alle. Velfærdstilbuddene blev universelle. Kommunaliseringen af velfærdsordningerne lukkede de huller og mangler, der var i den privat etablerede velfærd. Sidenhen er velfærdsordningerne blevet yderligere institutionaliseret og er i dag kerneopgaven for mange kommuner.

Populært kan man sige, at hvor det offentlige for mange år siden gik ind og dækkede, hvor den private velfærd ikke kunne, så er det i dag omvendt. Den private velfærd dækker, hvor den offentlige ikke slår til. Det er eksempelvis tilfældet på dagpasningsområdet, hvor de private dagtilbud ofte bidrager til at sikre pasningsmuligheder uden for de større byer.

Fra erhvervslivets synspunkt er det afgørende, at borgerne får en øget grad af selvbestemmelse eller mere 'frit valg'. Nok er ordene ' frit valg' i dag meget politiserede. Men konceptet er sund fornuft. Det frie valg er et forsøg på at håndtere den mangel på fleksibilitet og individuel tilpasning, der ofte præger de institutionaliserede kommunale velfærdstilbud. Fra midten af 1990' erne har danskerne fået stadig mere selvbestemmelse og har eksempelvis selv kunnet vælge daginstitution, eller hvem der skal komme i hjemmet og hjælpe den ældre med praktiske opgaver som rengøring og tøjvask. Tanken var og er, at borgerne skal kunne vælge mellem forskellige leverandører og på den baggrund vælge den version af den skattefinansierede velfærd, der passede borgerne bedst. Hvorfor er det fornuftigt? Fordi vi som mennesker og familier ikke er ens. Vores ønsker, behov eller forudsætninger er forskellige, og vi kan ikke betragtes som en ensartet gruppe af klienter. Velfærd er ikke one-size-fits-all.

Men på trods af, at der har været frit valg af leverandør på mange velfærdsområder i godt 20 år, så er der stadig udfordringer med at sikre alle borgere et reelt frit valg. For det frie valg er i dag tilrettelagt, så det ikke er frit for alle. Det er ikke rimeligt i et moderne og socialt retfærdigt velfærdssamfund. Alle borgere uanset uddannelsesniveau og indkomst bør have mulighed for at vælge netop den leverandør, der giver den bedste kvalitet. Men mange - især lavt uddannede og ressourcesvage - føler sig ikke i stand til at vælge. Borgere som lige er udskrevet fra eksempelvis sygehuset har sværere ved at overskue et valg mellem forskellige leverandører af velfærdsydelser. Flere undersøgelser, herunder fra forskningsinstituttet VIVE, viser, at borgere med lange og mellemlange uddannelser har en højere tro på egne evner til at vælge mellem forskellige velfærdsleverandører set i relation til borgere med lavere uddannelse. Med andre ord har de højtuddannede frit valg i dag, mens dem med kortere uddannelser ikke har.

Hverken den pressede ufaglærte børnefamilie eller gamle fru Jensen får et samlet overblik over de godkendte leverandører, deres kvalitet og brugertilfredsheden, når de skal tage stilling til valget af leverandør. Det er derfor i dag svært at sammenligne kvaliteten af leverandører. Og det er på mange måder uforståeligt, at vi endnu ikke har skabt let tilgængelig information om velfærdsudbydernes kvalitet, så borgerne kan træffe valg som daginstitutionstilbud eller valg af plejehjem på det bedst mulige oplyste grundlag.

Danmark skal tage det sidste skridt væk fra klientgørelsen af borgerne og i stedet styrke deres selvbestemmelse. Vi bør have tillid til, at alle med gennemsigtig information om kvalitet og brugertilfredshed kan vælge den leverandør, som leverer den bedste kvalitet for netop dem. Vi kan opstille nok så mange kvalitetsstandarder og kontrolregimer, men det mest effektive er at give borgerne muligheden for at vælge noget andet, hvis de ikke er tilfredse. For hvem er bedre til at vurdere, om daginstitutionen er god end forældrene? Er de trygge ved at aflevere børnene om morgenen, og får de glade børn hjem? Uagtet om de skal vælge daginstitution til deres børn, plejehjem til deres pårørende eller vælge leverandør til hjemmehjælpsydelser. For kun ved at give borgerne forudsætningerne for, at de kan træffe det - i deres optik - rette valg, skaber vi rammerne for reel selvbestemmelse og dermed opbakning til vores velfærdssamfund. Der er der behov for en let og overskuelig måde at vurdere leverandørerne på.

Jeg håber, at DI's forslag til en forbedret velfærd kan skabe bedre gennemsigtighed og indsigt i kvaliteten i den velfærd, som borgerne får. Ønsket om større gennemsigtighed er langt fra nyt og heller ikke kontroversielt, hvis man tager Oslo-færgen eller turen over Øresundsbroen. I vores nabolande findes gode eksempler på, hvordan man gennem en øget informationsgrad skaber et bedre overblik over de institutioner eller afdelinger, der klarer sig godt - og hvad andre institutioner kan lære af dem.

Se eksempelvis til Norge, hvor der årligt offentliggøres en landsdækkende forældretilfredshedsundersøgelse af offentlige og private daginstitutioner. Listen offentliggøres uden nogen stor virak over, at en sådan opgørelse kan bruges til at sige noget om daginstitutionernes kvalitet. For det må jo være mere betryggende at sende sit kæreste eje i en daginstitution, hvor andre forældre er tilfredse, end det modsatte.

Tendensen mod mere brug af data til at forbedre kvaliteten findes også inden for vores grænser. Et godt eksempel er i Vejle. Vejle Kommune har siden 2015 fået systematisk indsigt i tilfredshedsniveauet med kommunens dagtilbud, samt hvordan tilfredsheden og kvaliteten kan øges. Trods skepsis i begyndelsen blandt personale og institutionsledere bliver brugertilfredshedsundersøgelsen nu brugt aktivt til at understøtte videndeling og sikre et endnu højere kvalitetsniveau i vuggestuerne og børnehaverne. Til gavn for både forældre, forvaltningen og - mest af alt - børnene.

I Danmark har spørgsmålet om ejerskab gennem det seneste år været til heftig debat. Skal det være offentlige, selvejende eller private, som skal passe vores børn, vores ældre medborgere og de socialt udsatte? Og under mantraet ' Ingen profit på velfærd' er de private aktører på velfærdsmarkedet blevet udskammet. Men svaret svæver stadig i luften. For mig som repræsentant for virksomhedssiden er svaret faktisk ret klart: Det afgørende er ikke, om institutionen er kommunal, selvejende eller slutter sit navn med et ' ApS'. Det afgørende er, om institutionen leverer en tilfredsstillende kvalitet for de borgere, som det hele handler om. Derfor er det nødvendigt med et reelt vognbaneskift, hvor vi sætter fokus på kvaliteten af ydelserne og ikke på hvem, der leverer den.

For de private og offentlige institutioners medarbejdere har på mange punkter de samme ønsker. De er ildsjæle med en passion for at levere en høj kvalitet og gøre en forskel for de borgere, som de er i berøring med på daglig basis. Jeg tror på, at den seneste tids afsløringer af uværdig behandling af ældre på danske plejehjem er ulyksalige enkelttilfælde og ikke reglen. Men den private ejerskabsform giver nogle frihedsgrader. Frihed til at gå hurtigere fra forskningens bud på den bedste pleje til de ældre eller frihed til at bruge de nyeste læringsmetoder til børn i praksis. Og muligheden til at kunne reagere hurtigt på ønsker fra pårørende eller forældre om flere udflugter eller grøn mad. Ja, basalt set muligheden for at gå hurtigt fra tanke til handling. Det er derfor, at de private alternativer bidrager positivt i udviklingen af alle velfærdstilbud, også de offentlige.

Det kan eksempelvis være en privat skovbørnehave, der i højere grad end de kommunale børnehaver kommer ud i naturen eller et selvejende plejehjem med husdyr til gavn for demente. Sådanne fokusområder kan kommunerne efterfølgende lade sig inspirere af og ligeledes tilbyde danskerne. Et andet eksempel er i hjemmeplejen. I 2014 omlagde Københavns Kommune eksempelvis sin hjemmepleje, da mange ældre valgte de private leverandører, der var bedre til at sikre, at de samme hjælpere kom til hjemmet hver gang. Hvis de ældre københavnere ikke havde haft mulighed for at fravælge det kommunale tilbud, ville det have taget længere tid, inden kommunen fik systematiseret brugen af hjælpere, så færre hjælpere kom til hvert hjem.

Talrige sammenlignende undersøgelser af offentlige i forhold til private velfærdstilbud falder oftest ud til de privates fordel. De private plejecentre har generelt færre beboere per ansat end de offentlige plejecentre, og der er samlet set større forældretilfredshed med private og selvejende dagtilbud end med de kommunale. Den seneste nationale undersøgelse af tilfredshed med daginstitutioner viste, at 84 procent af forældrene i private og selvejede daginstitutioner er tilfredse med tilbuddet, mens det for kommunale tilbud var 74 procent.

I erhvervslivet er vi klar til at tage et medansvar for at videreudvikle Danmarks velfærd. Kommunerne kommer i fremtiden til at stå med udfordringer i forbindelse med massive investeringer i både dagtilbud og plejehjem. Det vil sandsynligvis medføre benhårde økonomiske prioriteringer i kommunerne og bag glasdøren på Christiansborg. Men det behøver ikke at indebære grønthøstermetoder på andre velfærdsområder. Private investorer er klar til at bidrage med opførelse og drift af blandt andet plejehjem og daginstitutioner. Men det kræver, at virksomhederne bydes indenfor, og at borgere - alle borgere - har mulighed for at kunne vælge både offentlige og privates tilbud til eller fra. Og det kræver, at politikerne ikke er bange for at lade borgerne få åben adgang til brugertilfredshed og kvalitet i alle tilbuddene.

Fra DI har vi udsendt et udspil på området med titlen 'Mere selvbestemmelse - bedre velfærd'. Her er der 14 forslag til socialt retfærdigt 'frit valg' som middel til fremover at sikre lighed i velfærd. Jeg håber, at diskussionen om fremtidens velfærd kan begynde der.

Kronikken er bragt i Politiken d. 6. oktober 2020. Læs den her. 

Lars Sandahl Sørensen
Skrevet af:

Lars Sandahl Sørensen

Relateret