Er friplejehjem en økonomisk gevinst eller en udgift?

Undervejs i den netop afsluttede kommunale valgkamp var friplejehjem til debat i mange kommuner. Det blev flere steder en meget ideologisk debat, hvor der også var uenighed om noget mere faktuelt som de økonomiske konsekvenser for kommunen.

DI ønsker, at de lokale drøftelser om friplejehjem sker på et oplyst grundlag, og har derfor udarbejdet et notat, der afdækker de økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Ifølge Jakob Scharff, branchedirektør i DI, er det positivt, at friplejehjem er på dagsordenen hos kommunalpolitikerne.

- I takt med den demografiske udvikling, hvor både antallet af ældre såvel som levealderen på vores ældre stiger, bliver der et større og større behov for plejeboliger. Det ved kommunalpolitikerne udmærket godt, hvorfor de har et forøget fokus på at dække det stigende behov. Foruden kommunale plejecentre er det helt oplagt, at friplejeboliger dækker en del af behovet. Vi ved at ældre og pårørende ønsker valgfrihed og selvbestemmelse siger Jakob Scharff.

Ingen kommunale udgifter i forbindelse med etableringen af friplejeboliger

Det er alene leverandøren af friplejehjemmet, som afholder omkostningerne i forbindelse med opstart og etablering. Friplejeleverandøren står derfor selv med finansieringsansvaret modsat anlæggelsen af et traditionelt kommunalt plejecenter, hvor kommunen ville stå med ansvaret og anlægsudgiften samt evt. uforudsete udgifter.

Den nye afregningsmodel, som har været gældende siden 2015, sikrer, at taksterne til et friplejehjem svarer til beliggenhedskommunens omkostningsniveau. Med andre ord betaler kommunen hverken mere eller mindre per beboer i henholdsvis kommunale som friplejeboliger.

- Mange tror fejlagtigt, at friplejeboliger medfører øgede omkostninger for kommunerne. Det skyldes desværre blandt andet fejlbehæftede sagsfremstillinger, hvor udgifterne til friplejeboliger og kommunale plejecentre sammenlignes på et decideret forkert grundlag. Og det er selvom, loven og bekendtgørelsen klart udtrykker, at taksten til friplejeboliger skal svare til beliggenhedskommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger, siger Jakob Scharff.

Udenbysborgere er en gevinst, ikke en omkostning

Hvis en borger flytter ind på et friplejehjem fra en anden kommune, er det den visiterende kommune, der er betalingskommune for den pleje, omsorg og boligstøtte, borgeren modtager. Disse udgifter havde hjemstavnskommunen alligevel afholdt, hvis borgeren flyttede i en plejebolig i denne kommune. Betalingskommunen skal herudover også betale den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet (KMF).

Når en borger fra en anden kommune – en udenbysborger – vælger at flytte på et friplejehjem (eller et kommunalt plejecenter) får beliggenhedskommunen indtægter fra indkomstskat samt arveafgifter, den pågældende borger bidrager med. Foruden dette modtager beliggenhedskommunen bloktilskud og generelle tilskud grundet udligningsreformen.

De kommunale sundhedsydelser, som eksempelvis hjemmesygepleje, betaler beliggenhedskommunen selv. Sundhedsudgifterne pr. borger estimeres til at udgøre ca. 30.000-35.000 kr. om året. Kommunerne får dog i gennemsnit dækket disse udgifterne alene via skatteindtægterne, hver borger bidrager med.

Det betaler sig at være attraktiv

DI’s notat om de økonomiske konsekvenser for kommunerne, når borgerne flytter på plejehjem i en anden kommune viser, at attraktive plejehjem kan være en stor gevinst for beliggenhedskommunen. Det omvendte scenarie vil alt andet lige udgøre et tab for betalingskommunen, når borgere flytter på et plejehjem i en anden kommune. Derfor er det oplagt for kommunerne, at de sikrer valgmuligheder og attraktive plejeboliger til borgere inden for kommunegrænsen ved også at lade private leverandører udbyde friplejehjem, mener Jakob Scharff.

- Kommuner uden tilstrækkelige valgmuligheder til de ældre og ordenlige plejeboliger risikerer at ende som permanente betalingskommuner, hvis borgerne flytter til nærliggende kommuner for at få opfyldt deres ønsker og behov, siger Jakob Scharff.