Politikerne taler om frihed, mens de iklæder velfærden en spændetrøje
Politikerne skal turde modstå det uundgåelige og tilbagevendende pres for minimumsstandarder, ensretning og procesregulering, skriver Jakob Scharff.
Under valgkampen stod politikerne nærmest på tæerne af hinanden i kampen om at være dem, der lovede mest mulig frihed og mindst muligt bureaukrati til medarbejderne i den borgernære velfærd. Mere tid til nærvær og omsorg.
Men så snart hverdagen melder sig, og presset fra enkelte borgergrupper eller fagforeninger vokser sig for stort, kan de alligevel ikke holde fingrene fra lovgivningsknappen. Skåltalerne om frihed bliver afløst af centrale proceskrav, der dikterer hvordan opgaverne i den borgernære velfærd skal løses.
Minimumsnormeringerne i landets børnehaver og vuggestuer er blot seneste skrækeksempel. Da presset fra forældregrupper og BUPL voksede, gav det pludselig mening, at personalepolitikken i daginstitutionerne skulle dikteres fra Christiansborg. Nu hvor de rent faktisk skal føres ud livet, melder de utilsigtede konsekvenser sig i hobetal – .
Men tidsrøveriet er blot det mindre af flere onder, som præger normeringsregimet. De bygger for det første på den fejlagtige antagelse, at flere ansatte altid er det rette svar på de udfordringer, man måtte stå med i samtlige 4.000 dagtilbud. Min påstand vil være, at nogle institutioner har mere gavn af at investere i personalets kompetencer eller de fysiske rammer. Spørger man forskerne, er det langt fra sikkert, at pengene er bedst brugt på minimumsnormeringer, hvis man gerne vil investere i bedre børnehaver og vuggestuer.
For det andet bliver tankegangen hurtigt en destruktiv glidebane i retningen af dybere og bredere detailregulering af velfærden. Dansk Folkeparti har luftet idéen om, at modellen også skal overføres til ældreområdet. Og i kølvandet på sagen om svigt på plejehjemmet Nørremarken i Køge Kommune mente Konservative, at der skulle fastlægges centrale regler for, hvor stor en andel af plejehjemslederens tid, der skulle tilbringes sammen med beboerne. Blot for at nævne et par eksempler.
Jo længere vi fortsætter ned ad den glidebane, desto strammere bliver spændetrøjen om velfærden, og desto mere flyttes fokus væk fra kvaliteten og borgernes behov og over på proces og årsværk. Input fremfor output. Udgangspunktet for dagtilbudsområdet må være, at lederne har frie rammer til at udvikle og indrette de enkelte institutioner, så børnene er glade og udvikler sig, medarbejderne trives og forældrene er tilfredse. Om det så lykkes på den ene eller den anden side af seks-komma-nul børn pr. voksen er mindre afgørende.
Politikerne skal turde modstå det uundgåelige og tilbagevendende pres for minimumsstandarder, ensretning og procesregulering. For nok vil det signalere handlekraft og dæmpe det politiske pres for en kort stund. Men på sigt kvæler de det lokale ledelsesrum og dermed den fleksibilitet, vi har brug for, hvis vi skal udvikle velfærdssamfundet med afsæt i borgernes ønsker og behov.
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 6. december 2022. Læs det her.
