09.05.22 OPS Nyheder

Få gratis juridisk hjælp til den offentlig udbudsproces

Har du udfordringer og spørgsmål i forbindelse med offentlige udbud eller med at afgive tilbud på offentlige opgaver? DI har indgået en aftale med en række advokatfirmaer og kan nu tilbyde alle medlemmer af DI, 15 minutters gratis udbudsrådgivning

Foto: COLOURBOX

Den offentlige sektor køber hvert år ind for mere end 300 mia. kroner. At være leverandør til det offentlige er derfor en gylden mulighed for mange virksomheder. Dog kan den offentlige udbudsproces imidlertid være både kompliceret og ressourcetung.

For at hjælpe virksomhederne  i processen  tilbyder DI nu 15 minutters gratis udbudsrådgivning af udbudseksperter fra advokatfirmaer. Her kan virksomheder få juridisk rådgivning, hvad end det gælder udbudsloven, udbudsdirektivet, forsyningsvirksomhedsdirektivet, koncessionsdirektivet eller reglerne om aktindsigt.

DI har indgået en aftale med en række advokatfirmaer med særlige kompetencer i udbudsret. De står alle klar indenfor normal arbejdstid og i maksimalt 15 minutter til at svare på spørgsmål omhandlende udbudsprocessen - helt kvit og frit.

En udbudsproces er mangesidet og kompleks, hvorfor der også er mange faldgruber. Simple, uskyldige fejl kan medføre, at et tilbud ikke lever op til kriterierne. Desuden kan en virksomhed risikere at bruge uforholdsmæssigt meget tid og ressourcer på et offentligt udbud, virksomheden slet ikke er gearet til. Sådanne problematikker kan ofte afklares hurtigt af kompetente juridiske eksperter.

For mange virksomheder er det offentlige marked deres primære indtægtskilde, hvorfor de offentlige udbud er decideret livsnødvendige for virksomheden. Samtidig er virksomheden i konkurrence med andre virksomheder, der står i den samme situation, hvorfor det kan vise sig at være altafgørende at have styr på en juridisk spidsfindighed. I sådan et tilfælde vil en kort samtale med en udbudsekspert måske vise sig at være udslagsgivende.

Du kan læse mere om tilbuddet om 15 minutters gratis udbudsrådgivning her.

Kontakt

Find kontaktinfo på Morten Qvist Fog, fagleder i udbudsret DI, nedenfor.

Anker Søby Poulsen
Skrevet af:

Anker Søby Poulsen

Morten Qvist Fog

Morten Qvist Fog

Fagleder, Udbudsret

  • Direkte +45 3377 3542
  • Mobil +45 2893 8961
  • E-mail mqf@di.dk

Relateret indhold