30.05.22 OPS Nyheder

Hockeystaven er ikke knækket endnu

Det er halvandet år siden, at regeringen lancerede en strategi for grønne indkøb, siden er der ikke sket noget, skriver Jakob Scharff.

Det er nu over halvandet år siden, at regeringen lancerede strategien for offentlige grønne indkøb, der skulle danne grundlag for et ambitiøst klimamål for de offentlige indkøb – dog har vi intet hørt siden.

Statsministeren annoncerede ellers til Folketingets afslutningsdebat, at hockeystaven er knækket. Desværre gælder det ikke myndighedernes eget klimaaftryk fra de offentlige indkøb.

Den offentlige sektor køber hvert år ind for over 300 mia. kr. I oktober 2020 opgjorde regeringen udslippet fra de offentlige indkøb til omkring 12 mio. ton CO2 om året. Heraf står kommunernes indkøb for halvdelen af den samlede udledning.

Den kommende aftale for kommunernes og regionernes økonomi er en oplagt mulighed for at sætte ambitiøse mål, der kan lede til reel handling gennem grønne indkøb. Virksomhederne oplever, at de grønne krav stikker i alle retninger. Lad os nu få de krav ensrettet og gjort det grønne til et klart konkurrenceparameter.

Sådan får de offentlige indkøbere også de nødvendige værktøjer til at kunne sammenligne grønne tilbud. Både kommuner og leverandører er afhængige af, at der stilles ens krav. Ellers risikerer vi, at bureaukrati og kommunernes forskelligartede krav sætter en stopper for en bæredygtig udvikling.

Kræver mål og krav

For hvis de offentlige indkøb reelt skal være med til at gøre en forskel i klimakampen kræver det, at regeringen fastsætter ambitiøse mål og krav – og ikke kun for staten, men også for kommunerne, regioner og offentligt ejede selskaber. Det er helt er nødvendigt for at indfri det enorme potentiale, som ligger i den offentlige indkøbsmuskel.

Regeringen kan med fordel benytte den kommende økonomiaftale til at forhandle indkøbsmål med KL og regionerne og for alvor sætte skub i den grønne udvikling.

Virksomhederne står klar med de grønne løsninger, men vi venter utålmodigt på en fælles retning og en ambitiøs målsætning for de offentlige indkøb.

Hockeystaven er ikke knækket endnu for de offentlige indkøb.

Relateret indhold