03.05.22 OPS Nyheder

Lad os få et varigt kursskifte for kommunernes samarbejde med virksomhederne

Nye tal viser for første gang i tre år en forbedring af det offentlig-private samarbejde i kommuner. Branchedirektør i DI Jakob Scharff glædes over udviklingen og håber, at kursen fastholdes, skriver han i dette debatindlæg.

Jakob Scharff, Branchedirektør DI

Coronakrisen gjorde det tydeligt for de fleste, at vi har nogle helt unikke forudsætninger for samarbejde på tværs af den offentlige og den private sektor i Danmark. Når det offentlige på rekordtid skulle have opbygget et setup for hurtigtests eller styrket rengøringsindsatsen på skoler, sygehuse og kontorer, ja så stod virksomhederne klar til at bidrage med fleksible løsninger af høj kvalitet.  

Derfor glæder det mig også enormt, at de tørre tal også viser, at der rent faktisk er noget om al snakken. I sidste uge blev kommunernes regnskaber for 2021 offentliggjort, og de viser – for første gang i tre år - en klar fremgang i kommunernes samarbejde med private leverandører. I kroner og ører svarer den positive udvikling til 1,5 mia. kr. i ordreværdi, hvilket i den grad kan mærkes hos virksomhederne. 

Nu gælder det om at holde fast i det momentum. Et tæt og stærkt offentlig-privat samarbejde må ikke kun være noget, vi undtagelsesvist trækker på, når pandemien raser. Kommunerne står fx i en situation, hvor der er akut mangel på hænder i ældreplejen. Sådan nogle udfordringer kan de ikke løse alene, men får brug for et endnu tættere samarbejde med virksomheder, så vi f.eks. kan få udbredt ny velfærdsteknologi og digitale løsninger, der kan frigøre tid og ressourcer hos velfærdens pressede kernetropper.

Heldigvis oplever vi i erhvervslivet – på tværs af politiske skillelinjer – en pragmatisk tilgang hos langt de fleste af de nyvalgte kommunalpolitikere, som sagtens kan se idéen i at samarbejde med private om alt fra udbygningen af nye plejehjem og daginstitutioner til det stigende antal børn og ældre til rengøring eller vedligeholdelse af grønne områder. 

Blandt private virksomheder er det et grundvilkår, at nytænkning og konkurrence er to sider af samme mønt. Her er man pinligt bevidste om, at hvis ikke man fornyer sig og holder sig oppe på tæerne, så er der bare én af konkurrenterne, der løber med ordrerne, væksten og de dygtigste medarbejdere.

Derfor håber jeg også, at vi efterhånden kan begynde at se det som reglen snarere end undtagelsen, at man i kommunerne inviterer virksomhederne til at bidrage med deres bud på, hvordan opgaverne kan løses bedst muligt til prisen. I det store billede er det fortsat kun tilfældet i omkring en fjerdedel af tilfældene. Men der findes altså ikke mange områder, hvor det skader at få nye øjne på, hvordan opgaverne kan løses og et kritisk blik på gamle vaner.

Min forhåbning er derfor, at udviklingen i 2021 kan blive startskuddet på et reelt og varigt kursskifte for samarbejdet med virksomhederne. Læren fra coronakrisen må og skal være, at de allerstørste samfundsudfordringer løses bedst i et samspil mellem den offentlige og private sektor.

Indlægget er bragt i Altinget d. 3. maj 2022. Læs det her

Relateret indhold