09.06.22 OPS Nyheder

Revision af udbudslov vedtaget

Det er en stor lettelse, at flere af tidslerne er taget ud af udbudsloven, og vi er glade for at se bedre adgang til fleksibilitet og innovation i loven, siger Jakob Scharff.

Foto: Thomas Tolstrup

I dag har Folketinget vedtaget en revideret udbudslov for Danmark, og den er bedre end frygtet, vurderer DI.

Det er en stor lettelse, at flere af tidslerne er taget ud af udbudsloven, og vi er glade for at se bedre adgang til fleksibilitet og innovation i loven, siger Jakob Scharff, der er branchedirektør i DI

Mere fleksibilitet

Revisionen af udbudsloven giver øget adgang til brugen af de fleksible udbudsformer samt adgang til at foretage ændringer.

- Vi kan være glade for, at vores fælles forslag om styrket adgang til at bruge de fleksible udbudsformer samt mulighed for at foretage ændringer i udbudsmaterialet og eksisterende kontrakter er gennemført. Dette betyder forhåbentligt, at vi ser færre annullerede udbud samt bedre plads til innovation og grøn omstilling i de kommende udbud, siger Jakob Scharff.

Regeringen har lyttet

Hos DI glæder man sig over, at regeringen valgte at lytte til de bekymringer, som virksomhederne havde givet udtryk for gennem de seneste uger.

Jakob Scharff fremhæver især, at tilbudslovens §7 består, og at digitale udbud ikke nødvendigvis skal gennemføres via et statsligt IT-system:

- Det er en stor lettelse i byggeriet, at tilbudslovens § 7 består i en opdateret form, så vi fortsat kan sikre, at de bydende parter hurtigt ved, om de er købt eller solgt, og at de i fremtiden kan sætte mere konkurrencedygtige priser.

- Et andet område som vi kan glædes ved, er en forsikring om, at digitale udbud ikke nødvendigvis skal gennemføres via et statsligt IT-system, som ville koste regeringen 170 mio. kr. at udvikle og drifte. I stedet fastsættes standarder og krav til de eksisterende løsninger på markedet, som skal give en nemmere udbudsproces for alle.

Fortsat usikkerhed om dele af loven

Hos DI gør man samtidig opmærksom på, at en række af de nye krav ikke nødvendigvis vil gøre det lettere at være leverandør til den offentlige sektor. Her er der bl.a. tale om en obligatorisk udelukkelse af virksomheder, hvor ordregiver er i tvivl om tilbudsgivers integritet.

- DI støtter op om at virksomheder, der begår alvorlige forsømmelser og ikke overholder reglerne, skal udelukkes for offentlig konkurrence. Men det er  ikke tydeligt, hvordan ordregiver skal vurdere virksomheders integritet. Det kan føre til usikkerhed for både udbyder og de bydende, siger Jakob Scharff.

Forhåbningen er dog, at der med den nyetablerede enhed for pålidelighedsvurderinger fra starten af 2023 vil ske en ensretning af praksis.

Endeligt er der usikkerheder omkring, hvordan ”personer under oplæring” og  ”køb-grønt-eller-forklar” princippet vil blive anvendt i praksis.

De fleste af ændringerne træder allerede i kraft 1. juli 2022.

DI vil følge op på ændringerne i den nye udbudslov og står til rådighed for sparring og spørgsmål.

Se den politiske behandling af lovforslaget her.

  

 

Alexandra Thempler
Skrevet af:

Alexandra Thempler

Alexandra Thempler

Alexandra Thempler

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3641
  • Mobil +45 5218 5918
  • E-mail altl@di.dk

Relateret indhold