Valgfrihed giver bedre velfærd
Borgernes grundlæggende ret til selvbestemmelse i velfærden sikrer høj kvalitet i kommunale som private velfærdstilbud, skriver Jakob Scharff og Christian Budde.
Valgfrihed er en grundlæggende værdi i det danske velfærdssamfund. De fleste af os finder det naturligt og rimeligt, at forældrene kan vælge hvilken daginstitution, de afleverer deres børn i, eller at ældre med behov for pleje, omsorg og hjælp til det praktiske kan vælge leverandør af hjemmehjælp – hvad enten valget falder på en kommunal eller privat leverandør.
Jo flere valgmuligheder, vi har som borgere, desto bedre forudsætninger har vi for at finde et tilbud, der passer til egne ønsker og behov. Og det holder samtidig de forskellige leverandører og institutioner oppe på tæerne ift. at levere den bedst mulige kvalitet.
Alligevel har vi gennem de seneste år set flere eksempler på, at man fra politisk hold forsøger at trække tæppet væk under den ellers grundlæggende ret til selvbestemmelse i velfærden.
Først mente regeringen og flere støttepartier, at det måtte være slut med privatejede børnehaver og vuggestuer, selvom titusindvis af forældre aktivt har tilvalgt dem landet over – et forslag der heldigvis blev afværget, fordi Radikale Venstre sprang fra i sidste øjeblik. Og i de netop afsluttede forhandlinger om velfærdsaftaler på ældreområdet lagde regeringen op til, at den enkelte kommune skulle have mulighed for at suspendere ældre borgeres ret til at vælge en privat leverandør af hjemmehjælp.
Begge eksempler bærer præg af en ideologisk modstand mod private aktører på velfærdsområdet og – hvad værre er – en manglende tillid til, at borgerne selv er i stand til at bestemme, hvem der skal levere deres skattefinansierede velfærd.
I virkelighedens verden er tilstedeværelsen af private velfærdstilbud hverken et problem for borgerne eller kommunerne – tværtimod. De seks friplejehjem og tre private hjemmehjælpsleverandører i Aarhus Kommune sikrer ikke alene flere valgmuligheder til borgerne, men giver også unikke muligheder for offentlig-privat samspil, hvor afprøvning af nye idéer og løsninger også kommer den kommunale ældrepleje til gavn via erfaringsudveksling.
Det vigtige er ikke, om velfærden leveres af det offentlige eller det private, men at kvaliteten er i orden og at borgerne er glade og tilfredse med tilbuddene. Det opnår vi kun, hvis vi holder fast i retten til selvbestemmelse og lægger ideologien på hylden til fordel for konstruktivt offentlig-privat samspil.
Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 26/07/2022.