24.05.23 OPS Nyheder

Signe Munk og Jakob Scharff: Det offentlige udleder for meget

Hvis de offentlige indkøb skal være med til at gøre en forskel i den grønne omstilling, kræver det, at regeringen omsætter gode intentioner til konkrete mål og krav – og ikke kun for staten, men også for kommunerne, regioner og offentligt ejede selskaber.

Klimaet udvikler sig i en dybt bekymrende retning, viser den seneste rapport fra FN’s klimapanel. Der er med rette store forventninger til politisk handling, og der er behov for, at alle bidrager. Også det offentlige. Staten, regioner og kommuner handler hvert år for 415 mia. kr. – alt fra mad, medicin til kuglepenne. De indkøb udleder 12 mio. tons CO2. Til sammenligning er landbrugets udledning i Danmark på 13 mio. tons. Offentlige indkøb spiller altså en ligeså central rolle i den grønne omstilling som nogle af de brancher, der ofte bliver nævnt som store udledere. 

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil nedbringe klimaaftrykket på de offentlige indkøb. Men lige nu afventer vi fortsat en undersøgelse og en strategi for offentlige grønne indkøb fra regeringen. Og selvom 9 af 10 kommuner har fokus på klima- og miljøhensyn, har kun 14 kommuner fastsat konkrete målsætninger på området. Hvis de offentlige indkøb skal være med til at gøre en forskel i den grønne omstilling, kræver det, at regeringen omsætter gode intentioner til konkrete mål og krav – og ikke kun for staten, men også for kommunerne, regioner og offentligt ejede selskaber. 

Indlægget er bragt i Jyllands-posten d. 23. maj 2023. Læs det her. 

Relateret indhold