Kommissærkandidat Séjourné om genåbningen af udbudsdirektiverne: offentlige indkøb skal gøre EU’s indre marked robust og konkurrencedygtigt
Processen for høringer af de nye kommissærkandidater i EU er i gang. Høringen af den udpegede kandidat til posten som Executive Vice-President for Prosperity and Industrial Strategy, Stéphane Séjourné, er planlagt til den 12. november 2024. Séjourné har dog allerede besvaret en række spørgsmål om hans portefølje, heriblandt om genåbningen af udbudsdirektiverne. Læs hans svar her.
Processen for høringer af kommissærkandidater i EU er i gang. Høringerne, som afholdes af Europa-Parlamentets relevante udvalg, giver medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål og evaluere kandidaternes visioner, planer og kvalifikationer.
Én af de nominerede kommissærer er Stéphane Séjourné. Han er nemlig udpeget til posten som Executive Vice-President for Prosperity and Industrial Strategy. Med denne post vil Séjourné bl.a. blive ansvarlig for revisionen af udbudsdirektiverne. Det står klart i hans mission letter fra den kommende præsident for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen.
Hans kommende opgaver vil indebære at revidere de nuværende udbudsregler med henblik på at sikre forsyningssikkerheden for kritisk vigtig teknologi, varer og tjenester, og samtidigt forenkle reglerne og reducere de administrative byrder. Séjourné skal også arbejde for at styrke efterspørgslen på europæiske produkter inden for en række strategiske sektorer og teknologier.
Høringen af vores – med stor sandsynlighed - kommende franske kommissær er planlagt til den 12. november. I det nedenstående finder du oversættelsen af de foreløbige spørgsmål til og svar fra Séjourné, der vedrører udbudsdirektiverne.
Spørgsmål 14
Hvordan vil du at realisere din tildelte opgave om at revidere udbudsdirektiverne, for dermed at udnytte potentialet af offentlige indkøb til fordel for EU's indre marked, EU-borgere og virksomheder, herunder SMV'er, for at forbedre konkurrenceevnen, inklusive EU's digitale konkurrenceevne, samt for at sikre fair konkurrence, forsyningssikkerhed for visse vitale teknologier, produkter og tjenester?
Hvilke teknologier og sektorer anser du for at være strategiske og dermed kræve en indsats gennem offentlige indkøb, og hvilke løsninger bør anvendes, under hensyntagen til behovet for at opretholde lige konkurrencevilkår og lige muligheder for EU-virksomheder på det indre marked?
Hvornår forventer du, at revisionen af udbudsreglerne vil finde sted, og planlægger du at revidere dem gennem EU-forordninger frem for EU-direktiver?
Svar
Offentlige indkøb spiller en afgørende rolle i at skabe førende markeder, dvs. efterspørgsel efter innovative, bæredygtige og robuste løsninger. Den nuværende lovgivning består af intet mindre end seks direktiver og bestemmelser på tværs af en lang række sektorlovgivninger. Hvis jeg bliver godkendt som Executive Vice-President, vil jeg tage fat på revisionen af de nuværende udbudsdirektiver, som angivet i mit mission letter og som annonceret af den kommende præsident von der Leyen i hendes politiske retningslinjer.
Revisionen af det lovgivningsmæssige rammeværk vil sigte mod at frigøre de offentlige indkøbs enorme potentiale for at forme den europæiske økonomi, skabe førende markeder, fremme vækst og robusthed for europæiske virksomheder og derigennem skabe kvalitetsjobs. Min hensigt er at foreslå en modernisering af reglerne, der fokuserer på tre hovedområder:
1) offentlige indkøbs strategiske rolle gennem kvalitative krav, især med hensyn til bæredygtighed, social ansvarlighed, robusthed og cybersikkerhed.
2) den merværdi, som offentlige indkøb skaber for vores borgere gennem forsyningssikkerhed for strategiske teknologier, produkter og tjenester, herunder i nødsituationer.
3) forenkling af de nuværende mekanismer. Her har jeg især EU-startups og innovatorer i tankerne, men også lokale myndigheder.
Revisionen af udbudsdirektiverne er også en mulighed for at gentænke brugen af digitale teknologier i offentlige indkøb: ikke blot hvordan vi bruger teknologier til at forenkle og fremskynde indkøbsprocesserne, men også hvordan vi kan fremme anvendelsen af innovative produkter og teknologier. I denne forbindelse vil jeg gerne benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på Public Procurement Data Space, som siden september i år har givet offentlige indkøbere og virksomheder mulighed for at forbedre deres beslutningstagning ved hjælp af avanceret dataanalyse og digitale værktøjer.
For at kunne gennemføre en sådan revision i overensstemmelse med principperne om bedre regulering samt subsidiaritet og proportionalitet, skal to hovedtrin opfyldes:
For det første, skal vi evaluere det nuværende rammeværk. Hvis jeg bliver endeligt godkendt, vil jeg forpligte mig til at gennemføre en grundig evaluering af de nuværende udbudsdirektiver, som anmodet af Det Europæiske Råd og Den Europæiske Revisionsret. En grundig offentlig høring vil gøre os i stand til at identificere modstridende elementer, fordele og ulemper ved det nuværende rammeværk, som vil indgå i vores overvejelser om mulige forbedringer og forenklinger. For det andet, vil en konsekvensanalyse vurdere eventuelle byrder, økonomiske eller administrative, som pålægges borgere, virksomheder eller offentlige indkøbere.
I denne indledende fase vil jeg prioritere at høre jeres synspunkter og konsultere de lokale myndigheder, som de primære brugere af offentlige indkøb, for at inddrage deres inputs i vores forslag. For at kunne identificere og prioritere de strategiske teknologier og sektorer, i overensstemmelse med den kommende præsidents udtalelse om, at fremtidens velstand skal skabes i Europa, vil vi tage hensyn til flere faktorer: først og fremmest sektorer og teknologier, der er identificeret i eksisterende sektorlovgivning, som for eksempel Net-Zero Industry Act og Eco-design for Sustainable Products Regulation, samt kommende initiativer som Clean Industrial Deal og Industrial Decarbonisation Accelerator Act. Derudover vil vi også se på kriterier såsom forsyningskæders robusthed, fysisk sikkerhed og cybersikkerhed af kritisk infrastruktur, teknologisikkerhed og risiko for lækage, økonomiske afhængighedsforhold eller tvang, samt omfanget af tredjelandes økonomiske aktørers deltagelse i en given sektor. Dette er en vigtig del af overvejelserne omkring revisionen af direktiverne, som vi vil give særlig opmærksomhed.
De nye regler vil blive udformet på en måde, der sikrer merværdi for vores borgere, forsyningssikkerhed for visse strategiske teknologier, produkter og tjenester samt de rette betingelser for, at EU-virksomheder kan investere i CO2-reduktion og skabe kvalitetsjobs. Det er særligt vigtigt, at offentlige indkøbere sikrer, at bydende fra tredjelande overholder vores miljø-, klima- og sociale standarder, uanset det gældende retlige regime i deres land. Det er lige så vigtigt at presse på, for at sikre gensidig adgang til offentlige indkøbsmarkeder i tredjelande for vores virksomheder.
Vi vil vurdere virkningen af forskellige værktøjer til at tackle disse udfordringer og fortsætte implementeringen af de nyligt vedtagne tiltag. Samtidig vil vi samarbejde med offentlige indkøbere og interessenter for at finde yderligere praktiske og let anvendelige løsninger. Det er nødvendigt at afsætte tilstrækkelig tid til denne indsats, men jeg kan forsikre jer om, at dette arbejde vil blive prioriteret højt, så vi kan komme videre så hurtigt som muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Som en del af de politiske muligheder, der bliver identificeret i konsekvensanalysen, vil vi overveje, om en lovgivningsmæssig intervention i form af en eller flere direktiver, en forordning eller andre målrettede tiltag er den bedste måde at opnå målene på. Hvis jeg bliver godkendt som Executive Vice-President, vil jeg desuden arbejde for at fremme brugen af vejledning, støtte til kapacitetsopbygning og skræddersyede træningssessioner for både offentlige indkøbere og sociale økonomiske enheder i EU-medlemsstaterne.
Spørgsmål 17 fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Som Executive Vice-President for Prosperity and Industrial Strategy vil du blive ansvarlig for revisionen af udbudsdirektiverne, der vil kunne spille en afgørende rolle i at fremme arbejdsforhold. Arbejdsmarkedets parter på EU-niveau er meget klare i deres krav om bedre beskyttelse af europæiske arbejdstagere gennem direktivet.
Hvordan vil du sikre, at de sociale aspekter af EU's lovgivning om offentlige indkøb styrkes, især med hensyn til sociale tildelingskriterier i offentlige kontrakter, for at: begrænse kæder af underleverandører og regulere arbejdsformidleres rolle; sikre overholdelse af arbejdstageres rettigheder og anvendelse af kollektive aftaler; forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap og arbejdstagere med særlige behov; sikre, at nonprofit/socialøkonomiske udbydere af sociale tjenester ikke udelukkes fra offentlige kontrakter?
Svar
Som europæer er jeg stolt af vores gode arbejdsforhold og forpligtet til at styrke dem. Gode vilkår er afgørende for at fremme sund konkurrence og undgå et kapløb mod bunden i kvaliteten af de job, vi skaber. Jeg er stærkt overbevist om, at EU's offentlige indkøb har en vigtig rolle i at fremme arbejdsvilkår.
Allerede i dag kræver udbudsdirektiverne 2014, at sociale og arbejdsretlige forpligtelser skal overholdes ved udførelsen af offentlige kontrakter, herunder dem baseret på kollektive aftaler.
Direktiverne tilbyder også procedureværktøjer, som offentlige indkøbere kan bruge til at sikre dette gennem hele udbudsprocessen. Derudover giver reglerne offentlige indkøbere mulighed for at skabe muligheder for nonprofitorganisationer og socialøkonomiske virksomheder samt for arbejdsgivere at integrere dårligt stillede arbejdstagere eller personer med handicap i deres personale.
Men der er stadig mere, vi kan gøre. Revisionen af udbudsdirektiverne, som jeg forklarede i svaret på spørgsmål 14, er en værdifuld mulighed for en dybtgående evaluering af det lovgivningsmæssige rammeværk. En evaluering vil give os mulighed for at identificere yderligere skridt mod at fremme brugen af sociale klausuler, forbedre social ansvarlighed og bæredygtighed i indkøb. Lokale myndigheder, som er de primære brugere af offentlige indkøb og samtidig de bedste eksperter på lokal beskæftigelse, samt arbejdsmarkedets parter, har en vigtig rolle i denne proces. Hvis jeg bliver godkendt som Executive Vice-President, vil jeg sikre, at de bliver ordentligt involveret i processen, så deres input bliver inddraget i revisionen af udbudsdirektiverne.
Desuden vil jeg, hvis jeg bliver godkendt, fremme brugen af vejledning, støtte til kapacitetsopbygning og skræddersyede træningssessioner til både offentlige indkøbere og socialøkonomiske enheder i medlemsstaterne. Jeg støtter også de igangværende indsatser i Kommissionen for at undersøge dens egen brug af sociale klausuler.
Jeg har desuden en stærk tro på, at andre mål som forenkling og robusthed også vil have en positiv social indvirkning: Robusthed vil støtte europæiske job, og forenkling vil forbedre adgangen for SMV'er og socialøkonomiske virksomheder, hvilket igen vil have en positiv effekt på lokale job. Faktisk hindrer kompleksiteten af vores regler ofte små enheders deltagelse i offentlige indkøb. Gennem forenkling og kapacitetsopbygning ønsker jeg, at disse enheder skal kunne udnytte det potentiale, som offentlige indkøb kan tilbyde dem.
Hvis jeg bliver godkendt, vil jeg under forberedelsen af revisionen arbejde tæt sammen med Executive Vice-President for People, Skills and Preparedness i overvejelserne omkring, hvordan reglerne kan forbedres, fremme social dialog og gode arbejdsvilkår, forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer med handicap og bidrage til den sociale økonomi og et mere inkluderende samfund.
En tæt koordinering vil være nødvendig, da jeg mener, at revisionen af udbudsdirektiverne kun kan skabe de ønskede effekter, hvis den ledsages af relevante tiltag i den kommende Quality Jobs Roadmap og den nye Pact for European Social Dialogue.