I Sorø Kommune ved borgerne, at der er mad til enhver smag
Skal det frie valg af madservice komme ældre borgere til gode, er det en forudsætning at de kan vælge på et oplyst grundlag. I Sorø Kommune har man gjort en ekstra indsats for at gøre borgerne opmærksomme på kommunens to private madleverandører, siden den indledte et nyt samarbejde med Sæsonens.
Mad spiller en vigtig rolle for menneskers livskvalitet og sundhed, men vores behov og ønsker til det gode måltid er vidt forskellige. Dette gælder også - og måske især - for de ældre borgere, der ikke længere er i stand til at tilberede deres måltider selv. Derfor er det frie valg af madservice til borgere i eget hjem også en vigtig del af den gode, kommunale ældreomsorg.
Et frit valg på papiret er dog ikke til megen nytte, hvis man ikke kender sine valgmuligheder. Og for de borgere, der enten ikke er hjemmevante i internet, e-Boks og Mit-ID, eller har pårørende der kan hjælpe dem med at orientere sig i valgmulighederne, kan det være vanskeligt at opsøge den nødvendige information, hvis den kun er tilgængelig i hjørnet af en hjemmeside.
I Sorø Kommune gør man derfor en ekstra indsats for at gøre visiterede borgere opmærksomme på deres muligheder indenfor madservice. Da kommunen indgik et nyt samarbejde med Sæsonens (Sæsonens Madleverandør Aps), sørgede man for at oplyse borgerne om den nye såvel som den gamle leverandør, ved at tage nogle mere ”praktiske” metoder i brug.
Manglende oplysning udvander det frie valg
Siden Sæsonens vandt et udbud af opgaven i 2022, har Sorø Kommune samarbejdet med madleverandøren om at give borgerne flere valgmuligheder indenfor madservice.
Det er dog langt fra alle borgere rundt om i de danske kommuner, der er opmærksomme på muligheden for frit at vælge mellem kommunale og/eller private leverandører. For selvom serviceloven sikrer visiterede borgeres ret til at vælge mellem minimum to madleverandører, hvoraf mindst én skal være privat, men gerne flere, er det langt fra alle kommuner, der aktivt oplyser borgerne om deres forskellige muligheder. Det mærker man også hos Sæsonens:
”Vi har jo ikke selv mulighed for at række ud til borgerne, når vi har indgået et nyt samarbejde med en kommune. Derfor afhænger det frie valg i praksis af, om kommunerne selv formidler den nye mulighed for at til- eller fravælge os. Og her mærker vi, at villigheden til at bruge tid og kræfter på at oplyse borgerne varierer kraftigt fra kommune til kommune. De fleste lægger det blot op på deres hjemmeside,” forklarer Asger Balle, Direktør i Sæsonens.
Én af de kommuner, der har gjort en aktiv indsats for at oplyse borgerne om den nye madleverandør, er dog Sorø Kommune. Her er man nemlig opmærksom på, at de ældste borgere har forskellige forudsætninger for at tilgå internettet og digital post.
I Sorø skal alle borgere vide, hvad de kan vælge imellem
Da Sorø Kommune indgik et samarbejde med Sæsonens, besluttede Social Service i Sorø Kommune at ringe til samtlige visiterede borgere, for at gøre dem opmærksomme på, at de snart ville modtage et brev i deres postkasse. Heri ville de kunne finde informationsmateriale om de nu to private madleverandører i kommunen, Sæsonens og Det Danske Madhus.
”Folk har et frit valg ved lov, og det er fint nok - men de skal jo også vide, at de har et frit valg. Vi har som kommune en pligt til at fortælle borgerne, at de nu har mulighed for at vælge mellem to udbydere,” fortæller Hanne Hansen, leder af Social Service i Sorø Kommune, og uddyber: ”Så vi pakkede simpelthen brochurer og informationsmateriale fra begge madleverandører sammen manuelt og sendte dem afsted til borgerne med posten. Så fik de jo mulighed for at læse, hvad de reelt havde at vælge mellem.”
I brevet blev borgerne bedt om at vende tilbage med deres valg af madleverandør indenfor en given tidsfrist. Hvis borgerne ikke responderede, ville kommunen kontakte dem via telefon igen, for at sikre sig, at de havde modtaget og læst informationsmaterialet:
”De borgere, der ikke vendte tilbage, ringede vi op igen. Det viste sig, at nogle havde brug for at snakke om det, over telefonen. De havde behov for at tale med nogen om, hvad det ene kunne i forhold til det andet. Så vi oplevede bestemt, at det var noget borgerne tog stilling til,” fortæller Hanne Hansen.
”Nogle var nysgerrige på at prøve en ny leverandør, andre ville helst beholde den, de havde i forvejen. Men vores oplevelse er, at når borgerne får en reel mulighed for at vælge, så tager de faktisk også aktivt og velovervejet stilling til det.”