Dansk Industri: Offentlige indkøb skal komme ind i kampen for naturen
Den offentlige sektor kan i langt højere grad bidrage til cirkulære løsninger og en bedre biodiversitet. Alligevel venter Danmark fortsat på en samlet national strategi, skriver Jakob Scharff.
I Dansk Industri har vi gentagne gange peget på potentialet ved et højere tempo og skala i de grønne offentlige indkøb.
I lyset af den nuværende ressource- og biodiversitetskrise er det vigtigt at se på, hvordan vi som samfund kan bidrage til at løse denne udfordring.
Et afgørende område er det offentlige indkøb, der står for cirka 16 procent af det danske BNP. En økonomisk aktivitet, som burde være katalysator for en hurtigere cirkulær omstilling og sikre, at vi kan leve inden for naturens grænser.
Dansk natur er truet
Ifølge Dansk Naturfredningsforening er en fjerdedel af alle verdens arter truet af global udryddelse. Alene i Danmark er over 1.900 arter af dyr, planter og svampe så truede, at der er stor risiko for, at de vil forsvinde fra vores natur.
I det lys ser det jo højst besynderligt ud, at der ikke større fokus på, hvordan den offentlige sektors indkøbsadfærd kan bidrage til cirkulære løsninger og reducere afhængigheden af naturressourcer og fossile brændstoffer.
Dansk Industri har sammen med 22 parter i det regeringsnedsatte biodiversitetspartnerskab anbefalet, at biodiversitetskravene i indkøbsstrategier og udbudskriterier skærpes og udvikles.
Sammen med Dansk Naturfredningsforening, Concito, Dansk Erhverv, Klimabevægelsen, Etisk Handel, Miljømærkning Danmark, FSC og Rådet for Grøn Omstilling har Dansk Industri rettet henvendelse til finansministeren med en appel om mere tempo og skala i de grønne offentlige indkøb. Vi venter fortsat på en samlet national strategi.
Men hvordan kan det offentlige indkøb konkret bidrage til at bevare og forbedre biodiversiteten?
Det handler om smartere indkøb, som minimerer brugen af jordareal, vand og skadelig kemi.
Ved at understøtte cirkulære løsninger og sætte krav, der reducerer aftrykket på naturen, kan offentlige indkøbere gøre en forskel.
Tag for eksempel kantineindkøb. Ved at spise mere plantebaseret og fokusere på løsninger, der mindsker madspild, reduceres behovet for opdyrkning af jordarealer.
Eller vaskeriløsninger, der minimerer forbruget af ressourcer, vandforbrug og kemi, og derved mindsker indvirkningen på insektliv, bestøvning og planteliv.
Derudover er det offentlige en stor arealforvalter i Danmark, og her kan stilles krav til grønne og vilde arealer eller naturkvaliteten på områderne.
Natur og industri kan vinde sammen
Mere nyskabende og grønne offentlige indkøb kan og skal give mere plads til de virksomheder, som satser på de grønne og cirkulære løsninger.
På den måde vinder naturen, de danske virksomheder og samfundet, og vi mindsker afhængigheden af usikre forsyningslinjer af fossile brændstoffer og råmaterialer.
Derfor er det er på tide, at de offentlige kunder i højere grad gør op med vaner og stiller ambitiøse krav til sig selv, og det der købes ind.
Ifølge World Economic Forum er op til 50 procent af verdens BNP direkte koblet til biodiversitet. Der er altså betydelige gevinster ved at stoppe nedgangen i biodiversitet eller genoprette natur.
Ifølge Europa-Kommissionen kan Danmark tjene 23,6 milliarder kroner, hvis vi når målene i EU’s genopretningsplan for biodiversitet og natur i 2030.
Det er helt nødvendigt, at vi igennem det offentlige forbrug tager ansvaret endnu mere alvorligt og bruger efterspørgslen til at støtte op om biodiversiteten og virksomhedernes grønne løsninger.
Flere og flere offentlige indkøbsfunktioner har taget hul på opgaven. Men vi skal langt, langt højere op i tempo og skala, og det kræver et tydeligt politisk mandat og med klare målsætninger i en national strategi.
Al respekt for gode intentioner i de eksempelvis 98 forskellige kommunale indkøbsstrategier. Men de er oftest uden klare målsætninger, uden de nødvendige prioriteringer og fokus skifter ved kommunegrænsen.
Det er næsten umuligt for virksomhederne at navigere i, og der er for mange spildte kræfter i markedsdialoger om den grønne omstilling, som sjældent udmøntes i de konkrete udbud.
Hvis danske virksomheder skal have troen tilbage på, at offentlige udbud også handler om kvalitet, innovation, samarbejde, leveringssikkerhed og grøn omstilling, skal der helt andre boller på suppen.
Indlægget blev bragt i Altinget den 20. august 2024