Søren Vilmand og Jakob Scharff: Ældre i eget hjem må ikke lades i stikken, når krisen rammer
DI og Det Danske Madhus savner en tydelig politisk retning for, hvem der har ansvaret for at sikre de omkring 40.000 ældre, der bor i eget hjem - som er afhængig af at modtage madservice.
Det omfattende strømsvigt i Spanien og Portugal har sat gang i tankerne hos mange.
Spørgsmål som ’Mon det kan ramme os?’ eller ’Hvad gør vi egentlig i tilfælde af en katastrofe eller et angreb på vigtig infrastruktur som el og vand?’ fylder hos os og mange andre danskere. De spørgsmål og den frygt lever ikke uden grund i os.
For hvordan er sikkerhedsnettet egentlig i landets 98 kommuner i tilfælde af en beredskabssituation?
Stor forskel på ældres sikkerhed og sundhed
Som brancheorganisation for en række ydelser inden for ældreområdet og leverandør af madservice til visiterede hjemmeboende og plejehjemsbeboere ser vi store forskelle på, hvordan kommunerne går til sikring af de ældres sundhed og sikkerhed.
På den ene side har et støt stigende antal kommuner udarbejdet beredskabsplaner og indkøbt forsyninger med videre til plejehjem og leve-bo-miljøer. Disse foranstaltninger hilser vi varmt velkommen, fordi det giver tryghed til beboere, personale og pårørende.
Virkeligheden er dog en noget anden for ældre, der modtager hjælp og pleje i eget hjem.
Her synes devisen lige nu at være, at de mere eller mindre må klare sig selv i de tre dage, der arbejdes med som scenarie inden for plejehjemssektoren. For der er hverken beredskabsplaner eller indkøbte varelagre til forsyninger. Det på trods af, at de ældre i eget hjem logistisk er sværere at nå ud til end plejehjemsbeboerne, hvis de kommunale elbiler for eksempel ikke kan lades grundet strømsvigt.
Hvem har ansvaret?
Når en borger i dag modtager madservice, sker det på baggrund af kommunens faglige vurdering af den enkeltes forudsætninger og livsvilkår. Herefter bliver der truffet afgørelse om visitation til madservice.
Kommunen har altså vurderet, at den pågældende borger er ude af stand til at varetage at kunne frembringe dagens måltider på egen hånd.
Vi kan godt forstå kommunerne i den her uvisse situation. For hvem har ansvaret for, at de ældre i eget hjem kan føle sig trygge og sikre, selv hvis kommunerne er under angreb eller oplever nedbrud? Er det den enkelte borger? Er det kommunen? Er det de enkelte private og offentlige leverandører af ydelser? Er det staten?
Som samfund bør vi være langt hurtigere med en præcisering af, hvem og hvordan samfundet tager sig af dem, der ikke kan selv. Det skylder vi borgerne og hinanden.
Politisk opfordring
Vores opfordring er derfor til landets politikere og særligt ministeren på området, at der igangsættes de nødvendige politiske drøftelser for at sikre de ældre i eget hjem en tryghed og sikkerhed i tilfælde af krig eller katastrofe.
Det fortjener de på samme måde, som de ældre på landets plejehjem gør det.
De beslutninger vil også give landets 98 kommuner mulighed for at træffe de nødvendige foranstaltninger, så ingen står efterladt, hvis vi oplever det samme, som Sydeuropa gjorde for nylig.
Vi savner en tydelig politisk retning for, hvem der har ansvaret for at sikre de omkring 40.000 ældre, der bor i eget hjem – og som hver dag er afhængige af at modtage madservice. Vi skal kunne sikre logistik og leverancer, så de ældre får bedst mulige vilkår under de tre dage, der arbejdes med i kriseberedskabet.
Når krisen rammer, skal vi naturligvis sikre, at hjælpen når frem til vores mest udsatte og sårbare ældre medborgere – uanset om de bor på plejehjem eller i eget hjem.
Indlægget blev bragt i Seniormonitor den 8. maj 2025
