Forlig om Industri-, Træ- og Møbeloverenskomsten
Dansk Industri og 3F Industrigruppen indgik 17. marts 2023 en 2-årig aftale om Industri-, Træ- og Møbeloverenskomsten.
Forlig
Dansk Industri og 3F Industrigruppen er 17. marts blevet enige om fornyelse af Industri-, Træ- og Møbeloverenskomsten.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Styrkelse af det lokale samarbejde
- Bedre muligheder for uddannelse
- Mere fleksible arbejdstidsregler
- Fokus på natarbejderes helbred
- Adgang til at indgå lokalaftaler
- Implementering af arbejdsvilkårsdirektivet
- Mere fleksible ferieregler
- Anvendelse af Feriekonto
Løn
Mindstelønnen stiger med 4,50 kr. pr. 1. maj 2023 og med 4,50 kr. pr. 1. januar 2024.
Genebetalinger stiger med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
Betalingssatserne til lærlinge forhøjes med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
Loft for sygeløn, barns 1. sygedag, børns hospitalsindlæggelse, samt barsels- og fædreorlov stiger med 6 kr. I 2023 og 4,7 kr. I 2024.
Bidraget til den særlige lønopsparing stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024, hvor det udgør i alt 14,9 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn.
Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10 pct., mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 pct. Den samlede pensionsindbetaling bliver således ved med at være 12,0 pct.
Styrkelse af det lokale samarbejde
Aftalen giver tillidsrepræsentanten bedre adgang til at mødes med nye kollegaer, og der må generelt ikke lægges hindringer i vejen for organisering af medarbejderne.
Bedre muligheder for uddannelse
Der er indført mulighed for at akkumulere ret til fravær til uddannelse, så ugerne kan overføres fra år til år, dog maks. op til 6 uger.
Desuden er der i den kommende overenskomstperiode mulighed for opkvalificering af ufaglærte medarbejdere, hvor virksomheden kan søge tilskud i bygge- og anlægsbranchens udviklingsfond.
Herudover kan der udpeges en uddannelsesrepræsentant ved lokal enighed. Uddannelsesrepræsentanten skal bistå virksomhed og medarbejdere i arbejdet med uddannelse efter overenskomsternes bestemmelser.
Mere fleksible arbejdstidsregler
Det er blevet indført mulighed for at aftale en 4 dages arbejdsuge under visse betingelser.
Herefter kan der lokalt aftales 4 dages arbejdsuge, hvor den ugentlige arbejdstid fordeles på 4 ud af ugens 5 første dage (mandag til fredag). En sådan aftale må ikke medføre en længere normal daglig arbejdstid end 10 effektive timer.
Der er desuden ændret i arbejdstiden placering, så den kan fastlægges pr. uge, måned eller år med et gennemsnit på 37 timer, ved almindeligt dagsarbejde på holddrifts daghold.
Fremover kan den enkelte arbejdsdag ikke være under 5 timer.
Fokus op natarbejderes helbred
NFA’s (National forskningscenter for arbejdsmiljø) anbefalinger om natarbejde bliver indarbejdet i overenskomsten. Der skal ved natarbejde af et vist omfang tilbydes yderligere helbredskontrol samt begrænsning af gravides natarbejde.
Adgang til at indgå lokalaftaler
Såfremt der ikke er valgt en tillidsrepræsentant kan der indgås ikkeoverenskomstfravigende lokalaftaler med tilslutning fra mere end halvdelen af de medarbejdere, der på aftaletidspunktet bliver omfattet af lokalaftalen.
Implementering af arbejsvilkårsdirektivet
Overenskomstfornyelsen ændrer i parternes bestemmelser om ansættelsesbeviser, så der tages højde for de nye regler i arbejdsvilkårsdirektivet. Ændringen erstatter de hidtidige regler om ansættelsesbeviser.
Mere fleksible ferieregler
Den nuværende regel om overførsel af ferie bliver lempet, så der ikke længere er krav om, at den overførte ferie skal holdes senest i 2. ferieafholdelsesperiode, efter at ferien er overført. Fremover kan virksomheden og medarbejderen løbende aftale overførsel af op til 10 feriedage.
Herudover er parterne blevet enige om, at en virksomhed og en tillidsrepræsentant skal have mulighed for at indgå en lokalaftale, der fraviger ferielovens bestemmelser. Det kan eksempelvis aftales, at medarbejderne tildeles op til 5 ugers ferie ved ferieårets start den 1. september, og at virksomheden kan varsle ferie til afholdelse på et tidspunkt, hvor ferien endnu ikke er optjent.
Anvendelse af feriekonto
Parterne er blevet enige om, at såfremt en virksomhed ønsker at benytte FerieKonto, kan dette finde sted. I givet fald skal virksomheden skriftligt orientere medarbejderne herom, forud for overgangen til FerieKonto.
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2020-2023.
Regulering af løn, tillæg mv. skal ske pr. 1. maj 2023, og når den nye overenskomst endelig er trådt i kraft.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok2023 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.