Forlig om Metal- Transportoverenskomsten
DIO I og Dansk Metal indgik 16. marts 2023 en 2-årig aftale om Metal- Transportoverenskomsten, som dækker mekanikere på DIO I’s område.
Forlig
DIO I og Dansk Metal er 16. marts 2023 blevet enige om fornyelse af Metal- Transportoverenskomsten.
Overenskomsten er gældende for Dansk Metals medlemmer på ATL’s, ATV’s, AKT’s, JA’s og ATD’s medlemsvirksomheder.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Øget fleksibilitet i forhold til varsling af ferie
- Stigning i normalløn, særlig opsparing og ændring i pensionssatse
- Adgang til at indgå lokalaftaler på virksomheder uden tillidsrepræsentant
- Arbejdsgiveren kan vælge tildelingstidspunkt for feriefridage.
Øget fleksibilitet i forhold til varsling af ferie
Parterne er blevet enige om, at virksomheden og medarbejderen løbende kan aftale overførsel af op til 10 feriedage.
Herudover er der givet mulighed for, at en virksomhed og en tillidsrepræsentant kan indgå en lokalaftale, der fraviger ferielovens bestemmelser, således at det eksempelvis kan aftales, at medarbejderne tildeles op til 5 ugers ferie ved ferieårets start den 1. september, og at virksomheden kan varsle ferie til afholdelse på et tidspunkt, hvor ferien endnu ikke er optjent.
Satsstigninger
Forliget følger satsstigninger fra gennembrudsforliget for normallønsområdet, således at:
- Normaltimelønnen stiger med 3,5 pct. pr. 1. marts 2023 og med 3,4 pct. pr. 1. marts 2024.
- Genebetalinger stiger med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
- Betalingssatserne til elever og lærlinge forhøjes med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
- Bidraget til særlig opsparing stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024.
- Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10 pct., mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 pct. Den samlede pensionsindbetaling vedbliver således med at være 12,0 pct.
Adgang til at indgå lokalaftaler på virksomheder uden tillidsrepræsentant
Der er opnået enighed om, at virksomheden kan indgå lokalaftaler med et flertal af medarbejderne, hvor der ikke er valgt en tillidsrepræsentant.
Arbejdsgiveren kan vælge tildelingstidspunkt for feriefridage
Arbejdsgiver kan fremadrettet vælge hvorvidt afvikling af feriefridage skal ske i kalenderåret, eller om det skal ske i ferieåret.
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2020-2023.
Regulering af løn, tillæg mv. skal derfor først ske med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023, når den nye overenskomst er endeligt trådt i kraft.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok2023 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.