Forlig om Vagt- og vagtassistentoverenskomsterne
Dansk Industri (DIO II) og Serviceforbundet/VSL indgik 13. og 16. marts 2-årige aftaler om vagt- og vagtassistentoverenskomsterne, som dækker vagtbranchen.
Forlig
Dansk Industri (DIO II) og Serviceforbundet/VSL er blevet enige om fornyelse af vagt- og vagtassistentoverenskomsterne.
Hovedelementerne i aftalerne
Normaltimelønnen stiger med 6,00 kr. pr. 1. marts 2023 og med 5,75 kr. pr. 1. marts 2024.
Øvrige genebetalinger stiger med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024. Dog stiger varskotillægget på vagtoverenskomsten kun med 2,25 pct. og 1,75 pct. i hhv. 2023 og 2024.
Betalingssatserne til elever på vagtoverenskomsten forhøjes med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024.
Bidraget til særlig opsparing stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024, hvor det udgør i alt 9,0 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn.
Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10 pct., mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 pct. Den samlede pensionsindbetaling vedbliver således med at være 12,0 pct.
Mere fleksible arbejdstidsregler
På vagtoverenskomsten er der åbnet mulighed for, at medarbejderne kan kaldes ind til personalemøder eller uddannelse 6 gange om året, hvor de kun aflønnes for 3 timer pr. gang. En fuldtidsansat skal som udgangspunkt aflønnes med 7 timer pr. gang, når de kaldes på arbejde.
På vagtassistentoverenskomsten er grænsen for, at der skal udbetales varskotillæg, forlænget med en time, således at en vagtassistents tjeneste skal ændres med mere end 3,5 timer i forhold til udsat mødetid mod tidligere 2,5 timer.
Styrkelse af det lokale samarbejde
Aftalen giver tillidsrepræsentanten bedre adgang til at mødes med nye kollegaer, og der må generelt ikke lægges hindringer i vejen for organisering af medarbejderne. Desuden kan valg af tillidsrepræsentanter foregå i arbejdstiden.
Fokus på synliggørelse af løn
Parterne vil synliggøre den samlede timeløn, så overenskomstens løn bliver mere gennemskuelig for både virksomheder og medarbejdere.
Nye regler for betalt barsel
Overenskomsternes barselsbestemmelser tilpasses de nye orlovsperioder. Far/medmor har fået øremærket yderligere 2 ugers orlov med løn, og forældrene har herudover fået yderligere 2 ugers løndækket orlov, der kan deles mellem dem.
Det giver samlet set 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet modsat de 32 uger, som der er i dag.
Implementering af arbejdsvilkårsdirektivet
Overenskomstfornyelsen implementerer arbejdsvilkårsdirektivet i Vagt- og Vagtassistentoverenskomsterne, der nu indeholder nye regler om bl.a. oplysningspligter i ansættelsesbeviser. Fornyelsen erstatter de hidtidige regler om ansættelsesbeviser.
Mere fleksible ferieregler
Den nuværende regel om overførsel af ferie bliver lempet, så der ikke længere er krav om, at den overførte ferie skal holdes senest i 2. ferieafholdelsesperiode, efter at ferien er overført. Fremover kan virksomheden og medarbejderen løbende aftale overførsel af op til 10 feriedage.
Herudover er parterne blevet enige om, at en virksomhed og en tillidsrepræsentant skal have mulighed for at indgå en lokalaftale, der fraviger ferielovens bestemmelser. Det kan eksempelvis aftales, at medarbejderne tildeles op til 5 ugers ferie ved ferieårets start den 1. september, og at virksomheden kan varsle ferie til afholdelse på et tidspunkt, hvor ferien endnu ikke er optjent.
Fokus på natarbejderes helbred
NFA’s (National forskningscenter for arbejdsmiljø) anbefalinger om natarbejde bliver indarbejdet i Fællesoverenskomsten. Der skal ved natarbejde af et vist omfang tilbydes yderligere helbredskontrol samt begrænsning af gravides natarbejde.
Forenkling af pensionsreglerne
Der indføres regler for, at selvstændige får mulighed for at overflytte pensionsdepotet fra Pension Danmark til en egen ordning.
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2020-2023.
Regulering af løn, tillæg mv. skal derfor først ske med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023, når den nye overenskomst er endeligt trådt i kraft.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok2023 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.