Forlig om Arkitektoverenskomsten, Konstruktøroverenskomsten for Arkitektbranchen og TL-Konstruktør- og Teknikeroverenskomsten for Arkitektbranchen
Dansk Industri og Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD), DM, Konstruktørforeningen (KF) samt Teknisk Landsforbund (TL) indgik 28. februar 2025 en treårig aftale om Arkitektoverenskomsten, Konstruktøroverenskomsten for Arkitektbranchen og TL-Konstruktør- og Teknikeroverenskomsten for Arkitektbranchen.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Justering af lønbånd og tillæg til arbejdsmiljørepræsentanter
- Pension og særlig opsparing
- Øgede rettigheder til frihed i familiemæssige situationer
- Ændringer af barselsbestemmelsen
- Øget fleksibilitet omkring feriefridage og efteruddannelse
Justering af lønbånd og tillæg til arbejdsmiljørepræsentanter
Lønbåndene er blevet reguleret, således at mindstelønssatserne stiger over de næste tre år. For arkitekter er lønbåndene øget til 33.241 kr., 39.241 kr. og 46.241 kr. pr. 1. maj 2025 med yderligere stigninger hvert år frem til 1. marts 2027. For konstruktører er lønbåndene øget til 33.741 kr., 37.241 kr. og 42.741 kr. pr. 1. maj 2025.
Der er indført et månedligt funktionstillæg til arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlem af det overenskomstbærende forbund på 643 kr. per måned.
Pension og særlig opsparing
Arbejdsgivers pensionsbidrag stiger med 1,0 procentpoint pr. 1. maj 2025, således at det fremadrettet udgør 11,67 procent.
Bidraget til den særlige opsparing øges til 5,34 procent pr. 1. marts 2026 og til 6,23 procent pr. 1. marts 2027.
Øgede rettigheder til frihed i familiemæssige situationer
De nye overenskomster giver medarbejderne øgede rettigheder til frihed i særlige familiemæssige situationer.
Fra 1. marts 2025 får medarbejderne ret til at afholde barns tredje sygedag samt ret til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed.
Derudover får medarbejderne ret til to børnebørns-omsorgsdage pr. ferieafholdelsesperiode. Disse fridage afholdes som udgangspunkt uden løn, men kan finansieres gennem medarbejdernes pulje for mertimer.
Ændringer af barselsbestemmelsen
Der er blevet indført ændringer i barselsbestemmelsen for at gøre reglerne mere kønsneutrale og tilpasse dem de nye familieformer.
For børn født eller modtaget 1. juni 2025 eller senere gælder følgende:
Orlovsrettighederne forbedres, så enten mor eller den anden forælder kan holde yderligere to uger orlov med løn. Det betyder, at mor nu kan holde op til 24 ugers orlov med løn, og den anden forælder kan holde op til 17 ugers orlov med løn.
Aftalen inkluderer også orlovsrettigheder for sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer, hvilket betyder, at disse kan overtage orlov fra de biologiske forældre.
Øget fleksibilitet omkring feriefridage og efteruddannelse
Reglerne for feriefridage er blevet ændret, så værdien af feriefridagene nu kan udbetales månedligt sammen med den særlige opsparing.
Optjeningsreglerne ændres, så der nu optjenes 0,5 feriefridage hver måned.
Desuden er procedurerne for afregning af efteruddannelsesmidler ved fratræden blevet forenklet, hvilket giver en større fleksibilitet for både arbejdsgivere og medarbejdere.
Hent aftalen - Protokollater fra forlig
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.