Forlig om Piano- og Orgeloverenskomsten
Dansk Industri og 3F Industrigruppen indgik 14. februar 2025 en treårig aftale om fornyelse af Piano- og Orgeloverenskomsten, som dækker medarbejdere beskæftiget inden for piano- og orgelbranchen.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Lønforhold og betalingssatser er reguleret
- Medarbejderes ret til frihed i familiemæssige situationer er øget
- Mulighed for afslag af overarbejde er præciseret
- Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter er indført
- Løn under sygdom er forlænget
- Tillidsrepræsentanters adgang til informationsmøder om overenskomstfornyelsen
- Løn og betalingssatser
11, stk. 1 Udearbejdstillæg og § 11, stk. 4, smudstillæg i overenskomsten forhøjes med:
- 3,5 pct. 1. maj 2025,
- 3,5 pct. 1. marts 2026
- 3,5 pct. 1. marts 2027.
Værktøjspenge
- Tillægget i § 13, stk. 3 om værktøj forhøjes med:
- 6 øre pr. 1. maj 2025
- 8 øre pr. 1. marts 2026
- 8 øre pr. 1. marts 2027
- Tillægget i § 13, stk. 3, 3. forhøjes til 5100,- kr. pr. 1. maj 2025 (Engangsbeløb Værktøj, Nyuddannede)
Lærlinge- og praktikantsatser forhøjes med
- 4,0 pct. pr. 1. maj 2025
- 3,5 pct. pr. 1. marts 2026
- 3,5 pct. pr. 1. marts 2027.
Fritvalgsbidrag
Fritvalgsbidraget forhøjes med 1 pct. pr. 1. marts 2026 og 2027, således at der i alt indbetales 10 pct. og 11 pct. af den ferieberettigende løn på medarbejderens fritvalgs lønkonto.
Pension
Arbejdsgiverbidraget til pension forhøjes til 11 pct. pr. 1. maj 2025.
Medarbejderens ret til frihed i familiemæssige situationer
Medarbejdere får ret til frihed i særlige familiemæssige situationer, herunder ret til barns tredje sygedag, ret til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og helbredskonsultationer samt ret til 2 børnebørns-omsorgsdage pr. ferieafholdelsesperiode.
Friheden afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin Fritvalgs Lønkonto.
Afslag af overarbejde
Medarbejdere kan afslå at udføre overarbejde, hvis det er begrundet i tungtvejende personlige eller familiemæssige forhold i forbindelse med særlige mærkedage eller akutte hændelser.
Særlige mærkedage inkluderer egne børns eller børnebørns barnedåb, konfirmation samt eget eller nærtståendes bryllup eller fødselsdage.
Akutte hændelser inkluderer eget akutte lægebesøg eller nærtståendes dødsfald og akutte hospitalsindlæggelser.
Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter
Parterne har som noget nyt aftalt et vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F, modtager et årligt vederlag på 9.000 kr., fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond TUUF, som udbetales bagud ved udgangen af 4. kvartal.
Løn under sygdom
Perioden, hvor der betales løn under sygdom, forlænges fra 14 til 17 uger for medarbejdere med mere end 6 måneders anciennitet.
Ved ulykkestilfælde, der bevirker, at den tilskadekomne må søge lægehjælp og forlade sit arbejde, betales der ligeledes løn i op til 17 uger.
Værdien af feriefridage henlægges til Fritvalgs Lønkontoen for at lette administrationen
Værdien af feriefridage henlægges til Fritvalgs Lønkontoen. For ikke at skulle pålægge virksomhederne unødig administration, har medarbejdere, der opnår 9 måneders anciennitet, ret til 5 feriefridage med betaling som ved sygdom.
For de følgende ferieår vil medarbejderne få henlagt værdien af deres feriefridage til Fritvalgs Lønkontoen og kan vælge at få udbetalt et beløb fra kontoen ved afholdelse af feriefridage.
Ændringen sikrer, at medarbejderne ikke længere, inden den 1. august, skal tage stilling til, om de vil afvikle feriefridagene eller have afsat yderligere 0,5 pct. til Fritvalgs Lønkontoen pr. fravalgt feriefridag.
Samtidig sikres det, at medarbejderne ikke skal gøres krav på værdien af ikke afholdte feriefridage ved ferieafholdelsesperiodens udløb eller ved fratræden.
Endvidere ensrettes betalingen, når medarbejderne holder fri på søgnehelligdage, feriefridage og overenskomstmæssige fridage.
Ændringerne træder i kraft pr. 1. september 2025.
Tillidsrepræsentanters adgang til informationsmøder om overenskomstfornyelse
Tillidsrepræsentanter har ret til frihed med løn til at deltage i informationsmøder om fornyelsen af Piano- og Overenskomsten.
Hent aftalen - Protokollater fra forlig
OBS
Ikrafttrædelse pr. 1. maj 2025
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.
Regulering af mindsteløn, tillæg mv. skal derfor først ske fra 1. maj 2025.
I 2026 og 2027 reguleres løn mv. pr. 1. marts.
Satsændringerne har virkning fra begyndelsen af den lønperiode, hvor ikrafttrædelsesdatoen indgår.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.