Forlig om byggeriets overenskomster
DI og 3F Byggegruppen indgik 4. marts 2025 forlig om en treårig fornyelse af Bygge- og Anlægsoverenskomsten, Bygningsoverenskomsten, Murer- og Murerarbejdsmandsoverenskomsten, Gulvoverenskomsten og Industrioverenskomsten, som tilsammen dækker ca. 85.000 medarbejdere beskæftiget i byggeindustrien.
Mindstebetaling, genebetalinger, lærlingesatser, Særlig Lønopsparing og arbejdsgivers pensionsbidrag
- Mindstebetalingssatsen stiger med 3,75 kr. i 2025, 3,50 kr. i 2026 og 3,50 kr. i 2027.
- Overarbejdstillæg forhøjes med 3,0 pct. pr. time i 2025, 2026 og 2027.
- Loftet på sygeløn forhøjes med 3,75 kr. i 2025, 3,50 kr. i 2026 og 3,50 kr. i 2027.
- Satserne for forskudt tid og holddrift forhøjes med 3,5 pct. pr. time i 2025, 2026 og 2027.
- Betalingssatserne til lærlinge forhøjes med 4,0 pct. i 2025, 3,5 pct. i 2026 og 3,5 pct. i 2027.
- Bidraget til Særlig Lønopsparing stiger med 1,0 pct.-point i 2026 og 1 pct.point i 2027.
- Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. maj 2025 fra 10,0 til 11,0 pct.
Prislister og minutfaktor
- De gældende priskuranter forhøjes med 3,0 pct. i 2025, 2,7 pct. i 2026 og 2,5 pct. i 2027.
- Den aftalte minutfaktor forhøjes med 8 øre pr. minut i 2025, 2026 og 2027.
- Satserne i Bygningsoverenskomsten vedrørende akkordudbetaling og –forskud forhøjes med 3,75 kr. i 2025, 3,50 kr. i 2026 og 3,50 kr. i 2027.
- Satserne i Gulvoverenskomsten vedrørende akkordforskud forhøjes med 3,0 pct. pr. time i 2025, 3,0 pct. pr. time i 2026 og 3,0 pct. pr. time i 2027.
Regulering af løn og tillæg i henholdsvis 2025, 2026 og 2027
Regulering af løn mv. mv. sker pr. 1. maj 2025, så virksomhederne undgår unødig administration ved at skulle tilbageregulere. I 2026 og 2027 reguleres pr. 1. marts.
Medarbejderes ret til frihed i særlige familiemæssige situationer
Medarbejderne får ret til frihed i en række særlige familiemæssige situationer. Det betyder at medarbejderne får ret til:
- at afholde barns tredje sygedag,
- at afholde 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor. Yderligere fravær kan efter omstændighederne aftales mellem medarbejderen og virksomheden,
- at bedsteforældre kan afholde 2 børnebørns-omsorgsdage.
Dagene afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et forskudsbeløb fra den Særlige Lønopsparing.
Løn under sygdom og tilskadekomst
Parterne er blevet enige om at forlænge den periode, hvor medarbejdere modtager løn under sygdom, henholdsvis løn under tilskadekomst med 3 uger.
Parterne har aftalt en ændring, således at medarbejdere fremover selv skal oplyse arbejdsgiveren, hvis nyt sygefravær inden for 14 dage skyldes en anden sygdom end den tidligere.
Dette letter arbejdsgiverens administration og undgår nødvendigheden af at spørge konkret til medarbejderens sygdom.
Nyt vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter
Parterne har som noget nyt aftalt et årligt vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr.
Vederlaget, der alene ydes til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af 3F Byggegruppen, finansieres via Arbejdsmiljø- og Samarbejdsfonden.
Arbejdsmiljø
Det er besluttet at integrere Videntjenesten for Bygherre, rådgivere og projekterende i Byggeriets Arbejdsmiljøbus og gøre den permanent.
Det betyder, at de 10 kørende konsulenter suppleres med en konsulent, der arbejder med at udbrede viden til aktørerne i byggeriets tidlige faser hos blandt andet bygherre, rådgivere og projekterende.
Tillidsrepræsentanters adgang til deltagelse i orienteringsmøder om overenskomstresultatet
Tillidsrepræsentanter får med aftalen ret til frihed med løn til at deltage i orienteringsmøder om overenskomstresultatet.
Retten er tiltænkt møder, hvor forbundet deltager, og skal medvirke til at udbrede kendskabet til indholdet af overenskomstfornyelsen.
Gennemskuelig befordringsgodtgørelse for lærlinge
Bestemmelserne om befordringsgodtgørelse er tydeliggjort. Lærlinge får befordringsgodtgørelse, når der er mere end 20 km til skolestedet. Betalingen regnes fra lærlingens hjem og til skole. Dermed svarer godtgørelsen også til den refusion, virksomheden kan få fra AUB. Ændringen gælder pr. 1. marts 2025.
Kompetenceudvikling og uddannelse
Parterne er enige om at styrke mulighederne for uddannelse og opkvalificering i bygge- og anlægsbranchen. Der er indført en mulighed for selvvalgt uddannelse i op til to ugers forlænget opsigelsesvarsel ved afskedigelse grundet virksomhedens forhold. Derudover er der aftalt flere tiltag til at fremme opkvalificeringen af ufaglærte.
Barselsrettigheder for sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer
For børn født eller modtaget 1. juni 2025 eller senere gælder følgende:
Orlovsrettighederne forbedres, så enten mor eller den anden forælder kan holde yderligere to uger orlov med løn. Det betyder, at mor nu kan holde op til 26 ugers orlov med løn, og den anden forælder kan holde op til 19 ugers orlov med løn.
Derudover tager overenskomsterne nu højde for barselslovens nye muligheder for at dele orlov i forbindelse med fødsel i flere forskellige familieformer. Sociale forældre (en samlevende med en retlig forælder, en kendt donor eller dennes samlever, der påtænkes en forældrelignende relation til barnet) får ret til orlov med løn på tilsvarende vilkår som retlige forældre.
Samtidig er der givet mulighed for at en soloforælders nærtstående familie kan tage en del af orloven, i op til 15 uger med løn.
I begge tilfælde er det en betingelse, at den retlige forælder overfører en del af sine orlovsrettigheder.
Nye aftaler om håndtering af indberetning, indbetaling og rykkere vedrørende uddannelsesfond
Parterne har lavet retningslinjer for indberetning af lønsummer og indbetaling af bidrag, herunder frister, påmindelser og bodsbeløb ved manglende overholdelse.
Digitalisering ved akkordarbejde
Det er aftalt, at der kan ske digital udveksling af dokumenter i forbindelse med akkordarbejde.
Værdien af feriefridage for funktionærlignende medarbejdere kan henlægges til den Særlige Lønopsparing for at lette administrationen
Med virkning fra 1. januar 2026 kan værdien af feriefridage for funktionærlignende ansatte henlægges til den Særlige Lønopsparing. Værdien af feriefridagene, som henlægges til den Særlige Lønopsparing, er 0,5 pct. pr. feriefridag, i alt 2,5 pct. pr. måned.
Såfremt medarbejderen ønsker at afvikle en eller flere (op til fem) feriefridage, kan medarbejderen vælge at få udbetalt forskudsbeløb fra den Særlige Lønopsparing.
Hermed sikres det, at den enkelte medarbejder ikke, som efter de nuværende regler, risikerer at miste den optjente værdi af eventuelt ikke-afholdte feriefridage i tilfalde af, at medarbejderen ikke får anmodet om kompensation herfor senest 3 uger efter ferieafholdelsesperiodens udløb. Dette vil også være tilfældet i forbindelse med medarbejderens fratræden.
Omlægning af store bededagstillæg
Virksomheder kan vælge at indregne store bededagstillægget i ferietillægget, sådan at virksomheden betaler et forhøjet ferietillæg på 1,55 pct. af den ferieberettigende løn i stedet for at betale både et store bededagstillæg og et ferietillæg.
Betaling af skolehjem
Det er nu præciseret i overenskomsterne, at virksomhederne ikke har en udgift, når lærlinge får tilbud om at bo på skolehjem, idet udgiften betales af AUB.
Udvalgsarbejde
Endelig er der også nedsat en række udvalg, der i løbet af overenskomstperioden skal arbejde med forskellige emner såsom arbejdsudleje, tillidsrepræsentanter, og produktionsfremmende lønsystemer m.fl., hvilket vil bidrage til fortsat forbedring og tilpasning af overenskomsterne gennem perioden.
I forbindelse med overenskomstfornyelsen er der tillige indgået en række (sær)aftaler for de respektive brancher/overenskomster. Nedenfor følger et lille udpluk:
Bygge- og Anlægsoverenskomsten
Akkordholder
Det vil fremover være tydeligt, hvem en virksomhed skal kontakte, når de indgår en akkordaftale med et akkordsjak, da sjakket fremover skal vælge en akkordholder. Vedkommende skal varetage akkordaftaler, akkorderinger og føre skurbogen.
Det bliver fremadrettet også sjakkets eget ansvar at holde styr på deres timer i akkorden, hvilket tidligere var virksomhedens ansvar.
Akkordoverskud til lærlinge
Lærlinge sikres fremover en andel af et eventuelt akkordoverskud, når lærlinge deltager og bidrager til en akkord.
Det er akkordhold, i samråd med sjakket, der beslutter størrelsen af andelen på overskuddet til lærlingen
Bygningsoverenskomsten
Værktøj til lærlinge
Hvordan, hvornår og hvilket værktøj virksomhederne skal udlevere til lærlinge, samt hvad der skal ske, hvis uddannelsesaftalen ophæves, er blev klarlagt mellem parterne og vil fremover fremgå af overenskomsten.
Akkord
Tildeling af en akkord skal være indgået skriftligt for at være gyldig. Det tydeliggør medarbejdernes og virksomhedernes mulighed for at håndtere akkordarbejde. Bliver et akkordarbejde bragt til standsning og standsningen ikke skyldes vejrlig, kan parterne aftale at akkorden gøres op og udbetales.
Derudover er der foretaget en række redaktionelle ændringer af prislisten, som gør den nemmere at forstå og anvende. Ligeledes er Hvidbogen tilføjet en række illustrationer og billeder med samme formål.
Akkordoverskud til lærlinge
Akkordoverskud til lærlinge vil for så vidt angår overenskomstmæssige tillæg skulle håndteres som for øvrige medarbejdere. Det betyder, at lærlinge skal have feriepenge, særlig lønopsparing og pension på samme måde som svendene.
Overnatning og manglende ugentlig hjemrejse
Når internationale medarbejdere udsendes til arbejde, hvor der overnattes og medarbejderne ikke har mulighed for at rejse hjem i weekenden, skal virksomheden betale for logi. Der skal dog i så tilfælde ikke betales for en ugentlig hjemrejse.
Murer- og Murerarbejdsmandsoverenskomsten
Klare regler for kritik af ikke veludført arbejde under akkord
Der er indført tydeligere retningslinjer for, hvordan kritik af ikke veludført arbejde under akkord skal håndteres.
Mulighed for månedsløn
Efter overenskomstfornyelsen er det muligt at udbetale lønnen hver måned, efter aftale med et flertal af medarbejderne.
Positionsnumre i regnskaber ved akkordarbejde for større gennemsigtighed
For at skabe større gennemsigtighed og klarhed i forbindelse med regnskaber ved akkordarbejde, skal der fremover anvendes positionsnumre. Dette skal sikre en mere struktureret og gennemskuelig opgørelse af arbejdet og vil lette kritikken af regnskaberne.
Forlængelse af forpraktik
Forpraktikken for murere er blevet forlænget, så den nu er 6 måneder mod tidligere 3 måneder.
Klarhed over ledelsesretten i forbindelse med op- og nedmanding af medarbejdere i akkord
Det vil fremover fremgå af overenskomsten, at det er virksomheden, der mander op- og ned i akkord, men med en orienteringspligt til akkordholderen.
Gulvoverenskomsten
Værktøj til lærlinge omfattet af en delaftale
Parterne har indgået en aftale om, hvordan virksomhederne skal udlevere værktøj til lærlinge, som har indgået en delaftale, samt hvad der skal ske med værktøjet, hvis uddannelsesaftalen ikke forlænges.
Kritik af akkord
Virksomhederne har 10 arbejdsdage efter akkordens afslutning til at kritisere den faglige udførsel af arbejdet. Kritikken skal være skriftlig, og skal afleveres til medarbejderen.
Nye akkordprisliste-priser
Endelig har parterne indgået en aftale om en række nye akkordprisliste-priser på Gulvprislisten, som supplement til de eksisterende priser.
Industrioverenskomsten
Fordeling af arbejdstiden
Med udgangspunkt i en 8-8-8-8-5 løsning bliver det nu muligt at lægge arbejdstiden med mellem 5 – 10 timers arbejde om dagen, mod de tidligere minimum 7 timer.
Akkord på stenhuggerområdet
Parterne har foretaget en omskrivning for at gøre akkord lettere at benytte.
Læs også pressemeddelelsen: 3F Byggegruppen og DI indgår forlig på byggeområdet - DI
Hent aftalen - Protokollater fra forlig
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.