Forlig om Mejeribranchens overenskomst
Dansk Industri, Dansk Metal og Dansk El-Forbund indgik 12. marts 2025 en treårig aftale om Mejeribranchens overenskomst, som dækker medarbejdere inden for mejeribranchen.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Protokollat om lønforhold og betalingssatser
- Protokollat om forhøjelse af pensionsbidragssatser for 18-19-årige lærlinge og elever
- Protokollat om medarbejderes ret til frihed i familiemæssige situationer
- Protokollat om vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter
Satser, pension og lønforhold
Aftalen medfører ændringer i løn- og betalingssatser.
Tillægsbetaling for overarbejde stiger gradvist frem til 2027, med første stigning pr. 1. maj 2025.
Timelønnen hæves ligeledes årligt for de kommende tre år.
På pensionsområdet er der aftalt en forhøjelse af pensionsbidraget pr. 1. maj 2025, så arbejdsgiverbidraget bliver 11,66 pct. og lønmodtagerbidraget 2,33 pct.
Også pensionsbidraget for lærlinge og elever, der er fyldt 18 år, bliver forhøjet og omfattes af forsikringsdækning gennem PensionDanmark.
Frihed i familiemæssige situationer
Medarbejdere får øget ret til frihed ved særlige familiemæssige situationer. Medarbejderen får nu ret til tre sygedage ved barns sygdom, samt ret til at ledsage nærtstående ved akutte tilfælde og helbredskonsultationer, behandlinger og møder med myndigheder.
Derudover er der indført ret til børnebørns-omsorgsdage.
Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter
Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af Dansk Metal eller Dansk El-Forbund, tildeles et vederlag på 9.000 kr. årligt. Vederlaget finansieres via Mejeriindustriens Udviklings- og Samarbejdsfond og administreres af PensionDanmark.
Ændringer i arbejdstid og overarbejde
Der er indført nye bestemmelser med mulighed for at aftale opt-out vedrørende 48-timersreglen, hvilket kan være relevant for virksomheder med samfundskritiske funktioner. Nye regler for hvileperiode ved rådighedsvagt gør det muligt at udskyde og nedsætte hvileperioder, hvilket skal aftales lokalt. Reglerne er indført for at sikre fleksibilitet i arbejdstiden.
Liberalisering af visse arbejdstidsregler
Parterne har indgået nye regler om brug af seniormedarbejdere som afløsere. Ligeledes er der sket en udvidelse af muligheden for brug af tilkald og rådighedsvagter i weekender.
Hent aftalen - Protokollater fra forlig
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.