Forlig om Overenskomst for Tekniske Funktionærer
DI og Teknisk Landsforbund indgik 11. marts 2025 en treårig aftale om Overenskomst for Tekniske Funktionærer.
Hovedelementerne i aftalen er følgende:
- Lønforhold for elever og praktikanter
- Frihed i familiemæssige situationer
- Mulighed for afslag af overarbejde
- Ændringer i barselsbestemmelsen, herunder rettigheder til sociale forældre og nærtstående forældre
- Nyt protokollat om uddannelse i forbindelse med afskedigelse
- Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter
- Nye regler om pension, herunder forenkling af reglerne for skifte af pensionsleverandør
- Værdien af feriefridage henlægges til særlig opsparing
- Mulighed for omlægning af store bededagstillæg
- Mulighed for opt-out af 48-timersreglen i forbindelse med rådighedsvagter
Løn og særlig opsparing
Fra 1. maj 2025 hæves elevlønnen til kr. 17.425 og praktikantlønnen til kr. 18.435 med yderligere stigninger i de følgende to år.
Særlig opsparing stiger til 10 pct. pr. 1. marts 2026, og til 11 pct. pr. 1. marts 2027.
Barselsbestemmelser og frihed i familiemæssige situationer
Barselsbestemmelsen er forenklet.
Derudover gives orlovsrettigheder til sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer, ligesom antallet af deleuger forøges fra 5 til 7.
Medarbejderne får derudover ret til ny frihed vedrørende familiemæssige forhold:
- Frihed til barns tredje sygedag
- Frihed til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og helbredskonsultationer
- Ret til børnebørns-omsorgsdage
Friheden er uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra den særlige opsparing.
Mulighed for afslag af overarbejde
Det er blevet tydeliggjort, at medarbejderen kan afslå at udføre overarbejde i forbindelse med særlige mærkedage og akutte hændelser, hvis tungtvejende personlige eller familiemæssige forhold gør sig gældende.
Uddannelse i forbindelse med opsigelse
Der er aftalt bedre muligheder for uddannelse ved afskedigelse, bl.a. gennem et udvidet opsigelsesvarsel og mulighed for betaling af kursusgebyr for kurser efter fratrædelse.
Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter
Der indføres vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter fra 1. januar 2026.
Nye regler om pension
Reglerne i forbindelse med skifte af pensionsleverandør forenkles og medarbejderne får krav på en række nøgleoplysninger om den nye firmapensionsordning.
Derudover ændres beregningsgrundlaget for pension pr. 1. maj, således, at virksomhedsvejledningen til Industriens Pension angiver den nærmere specifikation af hvilke løndele, der indgår i beregningsgrundlaget. Samtidig hæves aldersgrænsen for indbetalinger til pension fra 65 år til 67 år.
Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. maj 2025 fra 10,0 til 11,0 pct.
Værdien af feriefridage henlægges til særlig opsparing
Medarbejdere får henlagt værdien af deres feriefridage til Særlige opsparing og kan vælge at få udbetalt et beløb fra kontoen, når feriefridagene holdes. Det gælder feriefridage, der tildeles medarbejdere fra den førstkommende 1. september, efter opnåelse af 9 måneders anciennitet.
Virksomheder, der ønsker det, kan bibeholde den nuværende ordning med feriefridage.
Mulighed for omlægning af store bededagstillæg
Virksomhederne kan vælge, at løntillæg i henhold til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag bortfalder og erstattes af et forhøjet ferietillæg på 1,55 pct. af den ferieberettigede løn.
Overordnet forenkling og modernisering
En række ændringer bidrager til forenklinger for virksomhederne:
- Adgangen til at administrere feriefridagene via den særlige opsparing
- Forenkling af barselsbestemmelsen med henblik på at gøre bestemmelsen lettere at forstå for både virksomhederne og medarbejderne
- Forenkling af reglerne for pensionsskifte
- Adgangen til at omlægge store bededagstillægget til forhøjet ferietillæg
- Virksomhedsvejledningen til Industriens Pension vil pr. 1. maj angive den nærmere specifikation af, hvilke løndele, der indgår i beregningsgrundlaget for pension
- Mulighed for at aftale opt-out vedrørende 48-timersreglen
Hent aftalen - Protokollater fra forlig
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.