Foto: Getty Images
07.03.25 OK25 Nyheder

Forlig om Vaskerioverenskomsten

DI og 3F Transportgruppen indgik 6. marts 2025 forlig om en treårig aftale om fornyelse af Vaskerioverenskomsten.

Satser

  • I marts 2025 stiger normaltimelønnen med 5,00 kr., 4,75 kr. i 2026 og 4,50 kr. i 2027.
  • Tillæg for øvrige genesatser stiger med 3,5 pct. i 2025, 2026 og 2027.
  • Bidraget til særlig opsparing stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og  med 1 procentpoint pr. 1. marts 2027.
  • Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. maj 2025 fra 10,0 til 11,0 pct.
  • Betalingssatser for elever og lærlinge forhøjes med 4,0 pct. i 2025 , 3,5 pct. i 2026 og 3,5 pct. i 2027.

Regulering af øvrige genesatser og pension sker pr. 1. maj 2025, så virksomhederne får en administrativ forenkling.

Ændring af daglig arbejdstid

Det er aftalt, at reglerne for den daglige arbejdstid ændres. Det mindste garanterede timeantal for fuldtidsansatte på en arbejdsdag reduceres fra 7 til 6 timer, hvilket skal give større fleksibilitet for både medarbejdere og virksomheder.

Udbetaling af overarbejde

For at opnå en forenkling af reglerne om afspadsering af overarbejde har parterne aftalt, at overarbejde i udgangspunktet skal udbetales.

Medarbejderne kan dog vælge at opspare op til 37 timers overarbejde i en timebank til senere afspadsering. Ubrugte timer opgøres og udbetales årligt og ved fratrædelse. Tillidsrepræsentanten orienteres om opsparingsaftaler.

Ændringen træder i kraft den pr. 1. juli 2025. Overarbejde, som er opsparet frem til den 30. juni 2025, opgøres og udbetales ultimo juni 2025

Nyt faglært tillæg

Der indføres et nyt tillæg, der giver faglærte medarbejdere med en relevant erhvervsuddannelse et faglært tillæg på 4 kr. i timen, og tillægget kan modregnes i eksisterende tillæg, der er aftalt lokalt.

Bestemmelsen træder i kraft 1. maj 2025.

Bedre mulighed for realkompetencevurdering

Parterne har indgået en aftale om at forenkle processen for mulighederne for realkompetencevurderinger.

Det er i den forbindelse aftalt, at realkompetencevurderinger nu også kan gennemføres via PensionDanmarks hjemmeside.

Støtte fra VUF-fonden til EUV1- eller EUV2-forløb

Parterne er enige om, at virksomhederne skal have mulighed for at modtage støtte fra VUF-fonden til EUV1 og EUV2-forløb for op til 10 ugers skoleophold og et eventuelt svendeprøvemodul.

Støtte skal ansøges hos VUF-fonden før indgåelse af uddannelsesaftalen.

Supplerende vej til faglært

Parterne etablerer en ny udvidet støttemulighed i VUF-fonden, så erfarne medarbejdere får mulighed for at uddanne sig mod faglært niveau.

Muligheden er forbeholdt de medarbejdere, der får afslag på en uddannelsesaftale som voksenlærling.

Medarbejdere med ret til 6 ugers uforbrugt frihed til selvvalgt uddannelse kan bruge denne tid til at uddanne sig mod faglært niveau, og de får mulighed for yderligere i alt 8 ugers støtte, hvis det er nødvendigt for at opnå svendebrev.

Medarbejderen modtager sædvanlig overenskomstmæssig løn under uddannelsen.

Størrelse på å conto-forskudsbeløb, som udbetales på fridage

Der er indgået aftale om at hæve á conto-forskudsbeløbet for fridage. Fremover vil fuldtidsansatte modtage 1.000 kr. og deltidsansatte 650 kr. for hver hele fridag.

Medarbejderes ret til frihed i særlige familiemæssige situationer

Medarbejderne får ret til frihed i en række særlige familiemæssige situationer. Det betyder, at medarbejderne får ret til:

  • at afholde barns tredje sygedag,
  • at afholde 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor. Yderligere fravær kan efter omstændighederne aftales mellem medarbejderen og virksomheden,
  • at bedsteforældre kan afholde 2 børnebørns-omsorgsdage.

Fridagene afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin særlig opsparing.

Barselsrettigheder for sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer

For børn født eller modtaget 1. juni 2025 eller senere gælder følgende:

Orlovsrettighederne forbedres, så enten mor eller den anden forælder kan holde yderligere to uger orlov med løn. Det betyder, at mor nu kan holde op til 26 ugers orlov med løn, og den anden forælder kan holde op til 19 ugers orlov med løn.

Derudover tager overenskomsterne nu højde for barselslovens nye muligheder for at dele orlov i forbindelse med fødsel i flere forskellige familieformer. Sociale forældre (en samlevende med en retlig forælder, en kendt donor eller dennes samlever, der påtænkes en forældrelignende relation til barnet) får ret til orlov med løn på tilsvarende vilkår som retlige forældre.

Samtidig er der givet mulighed for at en soloforælders nærtstående familie kan tage en del af orloven, i op til 17 uger med løn.

I begge tilfælde er det en betingelse, at den retlige forælder overfører en del af sine orlovsrettigheder.

Seniorordning

Parterne har revideret seniorordningen for at gøre den mere overskuelig for både virksomheder og medarbejdere.

Den nye ordning muliggør nu op til 46 seniorfridage, som kan finansieres via medarbejderens særlige opsparing, konvertering af pensionsbidrag eller egne midler.

Løn under sygdom og tilbagefaldsregel ved samme sygdom

Parterne er blevet enige om at forlænge perioden, hvor medarbejdere modtager løn under sygdom. Ændringen indebærer, at sygeløn nu ydes i op til 77 kalenderdage, mod tidligere 63 dage.

Denne justering træder i kraft for sygefravær, hvor første fraværsdag er 1. maj 2025 eller senere og vil give medarbejdere større økonomisk tryghed ved sygdom.

Parterne har aftalt en ændring, således at medarbejdere fremover selv skal oplyse arbejdsgiveren, hvis nyt sygefravær inden for 14 dage skyldes en anden sygdom end den tidligere. Dette letter arbejdsgiverens administration og undgår nødvendigheden af at spørge konkret til medarbejderens sygdom.

Ny fælles konsulenttjeneste for bedre arbejdsmiljø og trivsel i virksomheder

Der er aftalt en ny Samarbejdstjeneste om Arbejdsmiljø og Trivsel (START), der skal understøtte virksomheder i at fremme trivsel, godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge krænkende handlinger og konflikter.

Tjenesten vil bestå af konsulenter fra begge organisationer, som sammen tilbyder gratis rådgivning og bistand til virksomheder. Der etableres også en hjemmeside med informationer om og værktøjer fra START.

Formålet med START er at sikre bedre trivsel og reducere arbejdsrelaterede konflikter på arbejdspladserne.

Nyt vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter

Parterne har som noget nyt aftalt et vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr. Tillægget ydes alene til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af 3F Transport.

Vederlaget supplerer arbejdsmiljølovens regler om betaling og finansieres Vaskeriernes Udviklings- og Samarbejdsfond.

Tillidsrepræsentanters adgang til deltagelse i informationsmøder om overenskomstfornyelsen

Tillidsrepræsentanter får med aftalen ret til frihed med løn til at deltage i nærmeste informationsmøde om overenskomstresultatet. Retten er tiltænkt møder, hvor forbundet deltager, og skal medvirke til at udbrede kendskabet til indholdet af overenskomstfornyelsen.

Retten til frihed med løn gælder frem til urafstemningens afslutning.

Aftaler om databeskyttelse

Parterne har præciseret den fælles forståelse af sammenhængen mellem databeskyttelsesreglerne og adgangen til at udlevere personoplysninger til en tillidsrepræsentant.

Samtidig er der udarbejdet en standardaftale, der regulerer de databeskyttelsesretlige forhold, når tillidsrepræsentanter anvender arbejdsgivers IT-systemer i sit hverv.

Det er frivilligt at indgå aftalen, men overenskomstparterne anbefaler, at man lokalt anvender aftalen.

Opt-out vedrørende 48-timers-reglen

Parterne er blevet enige om at åbne mulighed for, at de lokale parter - med overenskomstparternes bistand - kan aftale opt-out vedrørende 48-timersreglen.

Dette vil give mulighed for, at virksomheder og medarbejdere kan aftale at arbejde mere end 48 -timer om ugen, når der er brug for det i forbindelse med rådighedsvagter.

Ekstra lønmodtagerbidrag til pensionsbidrag

Den nuværende regel om, at medarbejder kan overføre et fast kronebeløb til pension, er ændret, således medarbejder har mulighed for at overføre et fast procentbeløb af sin løn i stedet.

Optrapning for nyoptagne virksomheder

Parterne bag Vaskerioverenskomsten har aftalt, at stigningerne i særlig opsparing skal indgå i optrapningsordningen for nyoptagne virksomheder.

Hent aftalen - Protokollater fra forlig

Hent

OBS

Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft. 

Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2023-2025.

Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok25 eller ved at  tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.