Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Pressemeddelelse

DI: Britisk bremse på handelsaftale efter Brexit

Forhandlingerne om en fremtidig handelsaftale mellem EU og Storbritannien kommer ikke i gang i denne omgang, fordi der ikke er sket tilstrækkelige fremskridt i de aktuelle udtrædelsesforhandlinger. Det er ærgerligt, lyder det fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri.

- Vi vil meget gerne hurtigst muligt nå frem til det punkt, hvor forhandlerne kan tale handel. Dansk erhvervsliv har behov for klarhed omkring, hvordan samhandlen med Storbritannien skal foregå efter Brexit. Her er det vigtigt, at danske virksomheder kan blive ved med at handle på det britiske marked med så få hindringer som muligt, siger direktør Thomas Bustrup, Dansk Industri.

Især Storbritanniens økonomiske mellemværende med EU er uløst, ligesom spørgsmål udestår omkring EU-borgeres rettigheder i Storbritannien, samt om grænsen i Irland, som efter Brexit bliver EU’s ydre grænse. Stats- og regeringscheferne blev enige om, at de igen vil gøre status på forhandlingerne på deres næste topmøde i december.

- Det bedste, briterne kan gøre nu, er at indlede reelle forhandlinger om udtrædelsen af EU, så vi kan komme videre til næste fase. Derfor er det også positivt, at de øvrige 27 EU-lande klart melder ud, at de er parate til at forsætte forhandlingerne, så snart briterne er det, siger Thomas Bustrup.

- Selvom Brexit fylder meget, så er vi i dansk erhvervsliv glade for, at EU-topmødet lykkedes med at levere vigtige resultater på det digitale indre marked og håndteringen af migrationssituationen – vigtige fremskridt som Brexit-forhandlingerne delvist overskygger, siger Thomas Bustrup.

Danske virksomheder eksporterede sidste år for 74 mia. kr. til Storbritannien. Den eksport sikrer mere end 55.000 arbejdspladser i Danmark fordelt på mange sektorer.

Per Geckler Møller

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret