Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Pressemeddelelse

DI: Efterårets førsteprioritet bør være en god skatteaftale

Med efterårets skatteforhandlinger har regeringen og resten af Folketinget en oplagt mulighed for at sikre flere medarbejderne til virksomhederne – og på den måde kunne holde gang i Danmarks vækst. Nu er der behov for, at partierne står sammen om en god skatteaftale, som sikrer flest mulige hænder og hoveder til virksomhederne. Sådan lyder det fra DI i en kommentar til statsministerens åbningstale i Folketinget.

- Den afgørende opgave i efteråret for regeringen og Folketinget er at sikre en skatteaftale, som giver flere medarbejdere til virksomhederne. Manglen på medarbejdere vil kun blive mere udtalt i de kommende år, hvis politikerne ikke handler nu, siger DI’s adm. direktør, Karsten Dybvad.

Han glæder sig over, at statsministeren varsler i sin tale, at regeringen har fokus på at fastholde den positive udvikling for dansk økonomi.

- Dansk økonomi er stærk, og det skal den gerne blive ved med at være. Vores virksomheder peger på manglen på medarbejdere som den klart største trussel i de kommende år. I den situation er det positivt at høre, at regeringen har fokus på at holde fast i opsvinget og skabe flere private job, siger Karsten Dybvad.

DI glæder sig også over, at regeringen med afsæt i trepartsforhandlingerne vil have fokus på at uddanne danskerne til fremtiden.

- Dygtige medarbejdere er helt afgørende for danske virksomheders og Danmarks succes. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund hele tiden har fokus på, at vi uddanner danskerne bedst muligt og sikrer, at medarbejderne har de kompetencer, som virksomhederne får brug for i fremtiden, siger Karsten Dybvad.

Regeringens lovprogram indeholder også en ændring af postloven, som skal give mulighed for at sikre befordringspligten på forskellige måder. Det er en meget konstruktiv tilgang, som regeringen lægger op til med ændringen af postloven, mener DI.

- Politikerne bør sikre befordringspligten på en måde, som tager hensyn til de mange private virksomheder, som opererer på området og samtidig sikrer en effektiv og sammenhængende postomdeling mellem Danmark og udlandet. Danske virksomheder og borgeres behov for at kunne modtage og sende post overalt i landet, hverken kan eller skal stå i modsætning til fri og lige konkurrence, siger Karsten Dybvad.

Per Geckler Møller

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret