DI: Kul er fortid
Danske virksomheder og Danmarks største erhvervsorganisation, DI, hilser regeringens udmelding, om at lukke ned for forbrug af kul i Danmark i 2030, velkommen.
- Danmark har længe stået forrest i klimaindsatsen internationalt. Vi hører til de mest energieffektive nationer i verden, eksport af dansk energiteknologi er i top i EU, og vi har påtaget os en af de mest ambitiøse omstillingsforpligtelser i EU for at reducere udledningen af drivhusgasser inden for transport, boliger og landbrug, siger branchedirektør Troels Ranis, DI Energi.
- Vi er nu på vej til at lukke ned for brug af kul i den danske energiforsyning, fordi vi mener, at det er den rigtige kurs. Brug af kul hører fortiden til. Fremtiden handler om udnyttelse af den vedvarende energi. I disse år rasler priserne på vedvarende energi ned og er dermed det billigste valg, når der skal etableres ny energiforsyning. Det styrker den grønne omstilling både i Danmark og i udlandet, siger Troels Ranis.
- Det danske eksempel er ikke til at tage fejl af. Vi har mere vedvarende energi i danske energiforsyning end de fleste andre. Vi har effektiviseret det danske energibrug markant og øget velstanden samtidig. Nu tager vi et afgørende skridt i energiomstillingen i Danmark og siger farvel til kul. Der er ikke tvivl om, at udlandet vil kigge yderligere til Danmark og de danske energiløsninger. Vi kan noget, de andre ikke kan, fastslår Troels Ranis.