Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Pressemeddelelse

DI: Topmøde baner vej for ordnet men hårdt Brexit

Risikoen for at Storbritannien forlader EU uden en handelsaftale, er blevet mindre efter dagens topmøde i Bruxelles, vurderer DI, som glæder sig over resultatet af EU-topmødet.

- Det er godt nyt for danske virksomheder og deres medarbejdere, at Brexit-forhandlingerne nu kan bevæge sig videre til det, som for alvor betyder noget for virksomhederne, nemlig vilkårene for den fremtidige handel med det britiske marked, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad.

EU’s stats- og regeringschefer gav på topmødet grønt lys til at begynde forhandlingerne om rammerne for en fremtidig handelsaftale, som på et tidspunkt skal afløse Storbritanniens EU-medlemskab. Indtil nu har Brexit-forhandlingerne handlet om vilkårene for en skilsmisse, nemlig EU-borgeres rettigheder i Storbritannien, grænseforholdene til Irland samt det finansielle mellemværende mellem EU og briterne.

- Tiden er knap nu, så DI er meget tilfredse med, at stats- og regeringscheferne åbner for en tidsbegrænset overgangsordning, hvor virksomhederne kan fortsætte med at handle med det britiske marked på uændrede vilkår, indtil en ny handelsaftale er på plads, siger Karsten Dybvad.

Dermed skal virksomhederne kun omstille sig én gang, nemlig når en ny handelsaftale på et tidspunkt er på plads. Til den tid er forandringen dog uundgåelig.

- Desværre er det også tydeligere end før, at Storbritannien ender med at gå efter et forholdsvist hårdt Brexit, og derfor skal virksomhederne forberede sig på en fremtid med både toldbureaukrati og tekniske handelshindringer på det britiske marked, siger Karsten Dybvad.

Storbritannien forlader EU den 29. marts 2019, og inden da skal rammerne for en fremtidig handelsrelation være på plads. En egentlig handelsaftale kan dog først indgås, når Storbritannien er ude af EU.

I 2016 eksporterede danske virksomheder varer og tjenester for 74 mia. kr. til UK. Den eksport sikrer mere end 50.000 job i Danmark.

Bo Hjuler

Pressekoordinator, journalist