Pressemeddelelse

DI roser regeringens forslag om at styrke eksport via nettet

Regeringen foreslår nu at styrke den danske eksport via nettet. Det skal ske med oprettelsen af et e-handelscenter, som hjælper danske virksomheder med at få gang i handel og eksport på nettet, og det vækker begejstring hos DI Handel.

- Regeringens udspil er virkelig godt nyt og meget tiltrængt. Der er et kæmpe potentiale for e-eksport i de danske virksomheder. Mange vil gerne i gang, men tøver – oftest pga. manglende ressourcer og kompetencer i virksomheden, siger branchedirektør Annette Falberg, DI Handel, som er Dansk Industris branchefællesskab for handelsvirksomheder.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har i dagens udgave af Børsen løftet sløret for ét af forslagene i regeringens udspil til en strategi for Danmarks digitale vækst, nemlig et såkaldt e-handelscenter. Her skal danske virksomheder kunne få individuel og skræddersyet hjælp til digital omstilling af forretningen og til at komme ud på nye eksportmarkeder via de digitale kanaler.

I følge DI er det tiltrængt. Når det kommer til andelen af danske virksomheder, der har en online salgskanal, ligger Danmark på en 4. plads i EU, men når det kommer til hvor stor en del af dem, der sælger til udlandet, lander Danmark på en 26. plads.

Ideen med et e-handelscenter er netop at overkomme barriererne med mangel på kompetencer og ressourcer. Virksomheden kan få målrettet rådgivning og hjælp fra en uvildig e-ekspert.

DI Handel har i sommeren 2017 testet ideen i praksis, hvor man tilbød 10 danske SMV-virksomheder individuel rådgivning fra e-handelseksperter. Virksomhederne modtog hver 5-10 timers vejledning i forløbet inden for bl.a. jura, betalingsløsninger, distribution og markedskendskab afhængig af hvilke spørgsmål, virksomheden havde. Resultatet er, at fem af virksomhederne er allerede klar med deres e-eksportløsning, og fem er i gang med at forberede deres løsning.

- Det viser klart, at med en hjælpende hånd, der er målrettet den enkelte virksomheds spørgsmål og behov, så er det en overkommelig opgave for SMV’erne, og resultaterne taler for sig selv – det virker, siger Annette Falberg.

En af de virksomheder, som havde stort udbytte af forløbet hos DI Handel, er emballagevirksomheden, Bluepack, fra Odense. I kølvandet på forløbet lancerer de i februar en svensk webshop.

- Vi har længe ønsket en svensk webshop, men har udskudt det på grund af de mange spørgsmål og ukendte faktorer og uden erfaringerne fra forløbet hos DI Handel, var vi ikke gået i gang med dette svenske projekt, siger adm. direktør Poul Strandmark, Bluepack.

Læs mere om e-handel på DI Handels hjemmeside

Bo Hjuler

Pressekoordinator, journalist

Relateret