Pressemeddelelse

Bestyrelsesformænd har svært ved at finde kvinder

Bestyrelsesformændene for over 200 danske virksomheder siger i en ny undersøgelse fra Dansk Industri, at de har store udfordringer med at finde egnede kvindelige kandidater til ledige pladser i bestyrelserne.

I undersøgelsen peger bestyrelsesformændene på, at topleder- eller direktørerfaring er et væsentligt kriterie for at blive udpeget til en bestyrelsespost, og til trods for en positiv udvikling de senere år er der fortsat for få kvinder med en erfaring på topniveau.

- Der er simpelthen ikke nok kvinder i direktørstolen i dag. Kun hver syvende CEO er kvinde, og kun hver femte i virksomhedernes direktioner er kvinde. Det er et stort problem, når vi gerne vil have flere kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, fordi mange bestyrelsesmedlemmer hentes fra direktionsgange i virksomhederne. Derfor skal vi have styrket fødekæden til topledelsen, siger chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed, Mette Fjord Sørensen, DI.

De største virksomheder herhjemme har ifølge DI’s tal en andel af kvinder i bestyrelsen på knap 30 procent, mens det i de 1.200 virksomheder, som er omfattet af den danske lovgivning på området, kun er hver sjette bestyrelsesmedlem, der er kvinde.

DI mener, at der bl.a. er brug for en større indsats fra virksomhederne selv for at få øget antallet af kvinder i erhvervslivets top. Samtidig er det vigtigt, at flere kvinder søger over i det private erhvervsliv og aktivt vælger en ledelseskarriere.

- Vi skal have flere kvinder i den private sektor og flere kvinder på ledelsesposter. Virksomhederne har ikke råd til at gå glip af de superdygtige kvinder. Vores virksomheder skal have adgang til de dygtigste – både mænd og kvinder, siger Mette Fjord Sørensen.

DI har sammen med en kreds af medlemsvirksomheder udarbejdet en række konkrete anbefalinger til, hvad virksomhederne kan gøre for at få flere kvinder til at forfølge en lederkarriere. På listen over anbefalinger er bl.a., at virksomhederne fastsætter nogle konkrete, målbare målsætninger for at styrke fødekæden til topledelsen, at virksomhederne sikrer, at der altid er mindst to kvindelige kandidater på shortlisten til lederstillinger, og at de gør kønsfordeling til en del af ledelsesstrategien.

- Det går fremad med andelen af kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, men det må gerne gå hurtigere. Desværre findes der ikke noget quickfix. Den største udfordring er, at kun en tredjedel af de heltidsbeskæftigede i den private sektor er kvinder. Derfor skal virksomhederne gøre sig mere attraktive over for kvinderne og for eksempel vise, at en karriere her godt kan forenes med et familieliv.

- Men der er der også brug for, at flere kvinder aktivt vælger en ledelseskarriere, at de vælger uddannelser, der fører til ledelse – og ikke mindst at de interesserer sig for at arbejde i det private erhvervsliv, siger Mette Fjord Sørensen.

Læs DI’s bestyrelsesanalyse og anbefalinger om kvinder i ledelse her.

Relateret