Om DI Pressemeddelelse

DI: Godt for Danmark at Brexit-aftale er tættere på en realitet

Der er grund til optimisme, efter den britiske regering onsdag valgte at godkende Brexit-aftalen, der ridser op, hvordan Storbritannien til marts forlader EU.

Det mener Dansk Industri (DI), som har fulgt forhandlingerne om det britiske exit tæt de seneste mange måneder, hvor der undervejs har været mange sten på vejen, der har skabt usikkerhed for britisk og dansk erhvervsliv.

- Vi glæder os over, at Mays regering har sagt god for den udtrædelsesaftale, som er indgået med EU på teknisk niveau. Det reducerer risikoen for, at Storbritannien forlader EU uden en aftale, hvilket ville få meget ubehagelige konsekvenser for danske virksomheder, siger Thomas Bustrup, direktør i DI.

Aftalen skal nu godkendes af EU’s resterende 27 stats- og regeringschefer og efterfølgende af det britiske parlament og Europa-Parlamentet. Aftalen sikrer blandt andet en vigtig overgangsordning frem til udgangen af 2020, hvor virksomhedernes handel med det britiske marked kan foregå på samme vilkår som i dag.

- Overgangsordningen skaber en vis afklaring for virksomhederne, der længe har levet med usikkerhed på grund af Brexit. Men aftalen er ikke hjemme, før den er godkendt i Underhuset i London og EU. Først da kan vi ånde lettet op, siger Thomas Bustrup. 

Næste store opgave for EU’s og de britiske forhandlere bliver herefter at få landet en ny, permanent handelsaftale. De forhandlinger er ikke gået i gang endnu, og de skal afsluttes på rekordtid, hvis aftalen skal nå at være klar, når overgangsperioden udløber med udgangen af 2020.

- Hvis EU og Storbritannien ikke når at få forhandlet en ny handelsaftale på plads på den meget korte tid, der er til rådighed, kan virksomhederne imødese en ny risiko for en no-deal situation og ny usikkerhed, når vi nærmer udgangen af 2020. Det er vigtigt at have i baghovedet, så vi ikke tror, at alt nu er på plads og helt i orden, siger Thomas Bustrup.

Danske virksomheder eksporterede for 86 mia. kr. til Storbritannien i 2017. Eksporten sikrer 65.000 arbejdspladser i Danmark fordelt på mange sektorer. Danske virksomheder har investeringer for ca. 200 mia. kr. i Storbritannien.

Niels Petersen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2622 4418
  • E-mail nibp@di.dk
Relateret