Pressemeddelelse

Kronprinsparret og 36 danske virksomheder besøger Italien for at danne partnerskaber

Kronprinsparret rejser sammen med 36 danske virksomheder fra 6. til 8. november 2018 til Rom for at promovere danske produkter og tjenester inden for sundhed, fødevareproduktion samt energi- og vandløsninger.

Kronprinsparret rejser sammen med 36 danske virksomheder fra 6. til 8. november 2018 til Rom for at promovere danske produkter og tjenester inden for sundhed, fødevareproduktion samt energi- og vandløsninger.

Italien er den tredjestørste økonomi i eurozonen og den ottende største økonomi i verden. Og med en befolkning på over 60 millioner byder det italienske marked på mange muligheder for danske virksomheder.

I 2017 eksporterede Danmark varer og tjenester til Italien for 24,5 mia. kr., mens vi i Danmark importerede varer og services for 29,4 mia. kr. fra Italien. Det gør Italien til et af Danmarks vigtigste eksportmarkeder og samhandelslande.

- Danmark og Italien har i dag tætte bånd inden for både handel og arbejdskraft, og der er masser af potentiale for endnu mere samarbejde, siger Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri (DI), som er med på eksportfremstødet til den italienske hovedstad.

Italien har en lang tradition for højkvalitetsprodukter inden for eksempelvis fødevarebranchen, landbrug og modeindustrien. Danmark har samtidig en lang række produkter og teknologier inden for grønne løsninger, sundhed og bæredygtige fødevarer, som kan spille sammen med det italienske marked og de over 60 millioner forbrugere.

- En gensidig udveksling af innovative løsninger er nøglen til at overvinde mange af de udfordringer, som både Danmark og Italien står overfor. Herunder klimaforandringer, øget digitalisering, bæredygtige fødevarer og moderne teknologi på sundhedsområdet, siger Karsten Dybvad.

En af de største udfordringer for danske virksomheder er i øjeblikket efterspørgslen efter kvalificerede medarbejdere. Det kan et øget samarbejde mellem Danmark og Italien også hjælpe på.

- Tættere forbindelser mellem Danmark og Italien vil gøre det nemmere og mere attraktivt for folk med de rette kompetencer at rykke mellem de to lande efter de ledige stillinger til gavn for begge landes økonomi, siger Karsten Dybvad.

Fakta

Fakta om deltagere i det royale besøg i Rom

- HKH Kronprinsen og HKH Kronprinsessen og 36 virksomheder deltager under overskriften ”Italy – We Think Business” med fokus på løsninger inden for sundhed, vand- og energi, urbanisering og bæredygtig fødevareproduktion.

Fakta

 Fakta om Danmarks eksport til Italien

- Samlet handel i 2017: 24,5 mia. kr.
- Italien er Danmarks 10. største eksportmarked
Kilde: Danmarks Statistik/DI

Niels Brandt Petersen

Journalist

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2622 4418
  • E-mail nibp@di.dk
Relateret