Pressemeddelelse

Stor messe hjælper internationale medarbejdere med at finde bolig

Danske virksomheder kan ikke undvære udenlandske talenter, og stadig flere internationale højtuddannede tager springet og flytter til Danmark. Men de har problemer med at finde et sted at bo – i hvert fald et, som de kan betale. Derfor inviterer Dansk Industri og International House nye internationale borgere til messen Housing Fair, der hvert år er et stort tilløbsstykke for internationale talenter. Housing Fair finder sted d. 14. november 2018.

En af de største udfordringer for udenlandske talenter, der kommer til Danmark for at arbejde eller studere, er at finde et godt sted at bo. Det er svært at finde rundt på det danske boligmarked, som typisk fungerer helt anderledes end i hjemlandet.

Der er heldigvis hjælp at hente for de internationale medarbejdere, for Københavns Kommune har en ambition om, at Hovedstaden skal være en internationalt attraktiv by, hvor mange har lyst til at bosætte sig. Dansk Industri og International House, som er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, inviterer derfor igen i år til Housing Fair. Housing Fair er en messe, hvor de internationale tilflyttere kan møde en lang række boligaktører som kommuner, banker, boligselskaber, ejendomsmæglere og boligadvokater fra hele Greater Copenhagen-området. Alle vil yde rådgivning og inspiration og give overblik over muligheder på det danske boligmarked.

- København er en af verdens bedste byer at bo i, og det tiltrækker talenter fra hele verden. Det er glædeligt for virksomheder, universiteter og andre, der efterspørger flere kompetente hænder og kloge hoveder. København skal være en by for alle. Vi mangler billigere boliger, og derfor skal der bygges langt mere varieret end i dag, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (A), der pointerer, at nybyggeri dog ikke hjælper de tusinder, der kommer til hovedstaden netop nu.

- Indtil det sker, er jeg glad for, at vi kan rådgive internationale talenter, som kommer til København og resten af regionen. Så kan de vælge, om de vil bo tæt på storbyens puls eller roligere i grønne omgivelser i provinsen, siger Franciska Rosenkilde, som også vil byde velkommen til Housing Fair.

Ud over aktører på det københavnske boligmarked har sjællandske kommuner som Hillerød, Kalundborg og Sorø stader på messen. Arrangørerne forventer, at Housing Fair vil samle cirka 250 internationale talenter.

Fakta

Housing Fair finder sted for 4. gang onsdag d. 14. november 2018 i Industriens Hus.

På messen deltager bl.a. LifeX, Housing Denmark, Domea og flere banker, boligadvokater og omegnskommuner til København.

Housing Fair er arrangeret af Dansk Industri og International House, som er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

Dansk Industri er Danmarks største erhvervsorganisation med over 10.000 virksomheder som medlemmer.

International House Copenhagen er et offentligt-privat partnerskab. Huset rummer private virksomheder såvel som statslige og kommunale myndigheder, der yder services til borgere og virksomheder i 31 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Læs mere om International House på www.ihcph.dk

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk
Relateret