Pressemeddelelse

DI: Virksomhederne glæder sig over ny medieaftale med plads til sund konkurrence

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny medieaftale for perioden 2019-2023. DI støtter målsætningen i aftalen om at styrke mangfoldigheden og skabe bedre rammer for danske medievirksomheder. Aftalen lægger vægt på, at DR skal gå fra at være en bred medievirksomhed til en markant og samlende kulturinstitution. Det, mener DI, er en helt rigtig målsætning.

- Det har længe været virksomhedernes ønske at få bedre balance mellem spillerne i medielandskabet. Derfor er vi også glade for, at DR med den nye medieaftale i højere grad skal fokusere på kernen i public service, så DR ikke skal konkurrere med private medievirksomheder, hvor det ikke tjener et klart public service-formål, siger direktør Lars Frelle-Petersen, Dansk Industri.

Som noget nyt præciserer aftalen, at DR skal stille sine egenproduktioner til rådighed for andre medieplatforme. Det har længe været et stort ønske hos DI’s medlemsvirksomheder.

- DR producerer rigtig meget godt indhold, som andre udbydere også kan få glæde af at bringe. På den måde kan det nå ud til flere danskere. Og det skal selvfølgelig ske på markedsvilkår, siger DI- direktøren.

Aftalen indebærer endvidere, at Public Service-Puljen gøres bredere og øges markant fra 35 mio. kr. årligt til 101 mio. kr. i 2023. Puljen vil have et særligt fokus på innovation og øget udbud af dansk kvalitetsindhold på tværs af platforme.

- Vi tror på, at konkurrence er en stærk motor for nytænkning. Derfor har det været en mærkesag for virksomhederne, at Public Service-Puljen øges betydeligt. Den nye aftale skaber gode vilkår for, at danskerne i fremtiden kan få et mere varieret tilbud med høj kvalitet fra en bred skare af udbydere, siger Lars Frelle-Petersen.

Jonas Forup Stubkjær

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4719
  • Mobil +45 2830 1544
  • E-mail jofs@di.dk