Presseinvitation: Til Folkemøde med erhvervsfolket
Intet folkemøde uden erhvervsfolket - Dansk Industri inviterer i år til 19 forskellige debatter med unge, lærlinge, politikere og topchefer i Klostergaarden i Allinge.
Pressen inviteres til
Danmark på arbejde - flere hænder og hoveder,
14. - 16. juni i
Pension Klostergaarden
Østergade 7, 3770 Allinge
Beskæftigelsen i Danmark er rekordhøj, og vores virksomheder efterlyser flere dygtige medarbejdere. Men hvor skal vi få den ekstra arbejdskraft fra – og hvordan sikrer vi, at vi også i fremtiden har adgang til de dygtigste hænder og hoveder?
DI udfolder temaet fra mange forskellige vinkler, når vi slår dørene op i Klostergaarden for en masse spændende debatter og arrangementer.
Vi lægger ud torsdag kl. 13 med Danmarks ungdomspolitikere, som forhandler i to hold på kryds og tværs af partiskel for at levere det bedste bud på noget, de unge i dén grad brænder for: Fremtidens uddannelsespolitik. For hvordan uddanner vi verdens bedste medarbejdere i fremtiden? Lørdag præsenterer de to hold deres færdige uddannelsespolitiske udspil, og publikum kårer en vinder.
På Folkemødet sætter DI også fokus på lærlinge og praktikpladser og på erhvervsuddannelsernes kvalitet – det sker med debatterne ”Flere lærlinge – flere medarbejdere” om torsdagen og om fredagen ”Fremtiden for faglærte? De unge spørger, de voksne svarer…”. Her vil to unge faglærte udspørge politikere og virksomheder om deres - og erhvervsuddannelsernes - fremtid
Ligeledes fredag fejrer vi Sølvbryllup – 25 år med EU’s indre marked. Hvad skal der ske de næste 25 år? Det debatterer bl.a. EU-Kommissær Margrethe Vestager, formand for 3F Per Christensen og tidligere medlem af EU-parlamentet Jens-Peter Bonde.
Topchefer fra danske virksomheder er naturligvis også blandt deltagerne i Klostergaardens debatter – mød blandt andre CEO og formand for DI, Lars-Peter Søbye, COWI, adm. direktør Mads Nipper, Grundfos, CEO Jais Valeur, Danish Crown og CEO Marianne Dahl Steensen, Microsoft Danmark.
Læs mere og se hele programmet her