17.01.19 Om DI Pressemeddelelse

DI: Dansk-arabisk partnerskab bag banebrydende Verdensmål-konference i Egypten

I denne uge har over 300 deltagere været i Kairo for at drøfte, hvordan FN’s 17 Verdensmål kan danne grundlag for nye forretningsmuligheder i Egypten.

Konferencen SDGrowth er den første af sin slags, og den er lavet for at inspirere egyptiske virksomheder til at udnytte Verdensmålene til nye forretningsmuligheder.

- Det er første gang, der er arrangeret en konference, som på den her måde stiller skarpt på, hvordan virksomheder i lande som Egypten kan være med til at løfte FN’s Verdensmål, når de skal tænke forretning, siger Thomas Bustrup, direktør i Dansk Industri (DI), som har arrangeret konferencen i samarbejde med DI’s egyptiske søsterorganisation Federation of Egyptian Industries (FEI).

Det er ikke tilfældigt, at konferencen er placeret i netop Egypten.

- Vi har i Danmark og de vestlige lande arbejdet intensivt med FN’s Verdensmål de seneste år. Det er nu også begyndt at rulle i Mellemøsten og Nordafrika. Egypten er et af de steder, hvor vi kan se, at Verdensmålene for alvor er kommet på dagsordenen. Både hos myndighederne og erhvervslivet, siger Thomas Bustrup.

SDGrowth-konferencen er også en ny måde at tænke i udviklingsbistand på.

- Vi tager med konferencen skridtet væk fra den traditionelle ”donor-tankegang”, hvor vi giver tilskud til projekter i landene. Her handler det om at inspirere myndigheder, organisationer og erhvervsliv – på tværs af lande, sektorer og interesser – til at danne partnerskaber og derfra få dem til at udvikle nye idéer og muligheder. Det, tror vi på, vil være en effektiv måde at få Verdensmål-dagsordenen til at blomstre, siger Thomas Bustrup.

Konferencen er en del af det Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), som omfatter Danmark, Egypten, Jordan, Tunesien og Marokko. Tanken er også, at de øvrige mellemøstlige og nordafrikanske lande kan blive inspireret.

- Vi håber, at vi med konferencen i Kairo kan skubbe endnu mere til måden, erhvervslivet rundt om i verden tænker på FN’s Verdensmål og bruger dem som løftestang til at skabe nye forretningsmuligheder, der både gavner verden og virksomhederne selv, siger Thomas Bustrup.

Niels Petersen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2622 4418
  • E-mail nibp@di.dk
Relateret