03.10.19 Om DI Pressemeddelelse

Virksomheder skal udvikle fremtidens miljøvenlige drikkebægre

Abena, Carlsberg og fem andre virksomheder skal udvikle fremtidens miljøvenlige drikkebægre til store sportsevents og festivaler over hele landet.

Danmarksmesterskabet i miljøvenlige drikkebægre blev afholdt hos Dansk Industri, og de deltagende virksomheder havde løsninger fra komposterbare engangskopper skabt af rester fra sukkerproduktion til genanvendt PET. Vinderne skal nu fortsætte udviklingen af drikkebægrene i samarbejde med arrangørerne af de store events.

Hvert år bruges der mere end 800.000 engangsplastikbægre i København ved store sportsevents som DHL Stafetten og Copenhagen Marathon. Det skal være slut fra 2020, når Københavns Kommunes forbud mod engangsplastikbægre træder i kraft. Derfor har Dansk Industri, Københavns Kommune og Idrættens Innovationslab afholdt konkurrencen ’DM i miljøvenlige drikkebægre’.

Forbuddet mod engangsplastikbægre ved sportsbegivenheder kommer i kølvandet på København Kommunes fokus på FN’s 17 Verdensmål. Målet er, at bæredygtighed i højere grad skal tænkes ind i kommunens aktiviteter.

- I København har vi stort fokus på at finde bæredygtige løsninger, som kan bane vejen for en grønnere fremtid. Hvert år er vi vært for mange store events, og de skal afvikles mere bæredygtigt. Jeg er glad for, at så mange virksomheder har bidraget til, at fanzonen til næste års EM i fodbold her i København kun bliver med miljøvenlige drikkebægre – det er et vigtigt skridt ind i fremtiden, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Det har været et krav, at vinderen skåner klima og miljø uden at gå på kompromis med funktion, pris og kvalitet.

- I dag har vi set, at nye, innovative ideer til at skabe et bedre miljø opstår, når erhvervslivet og idrætten spiller sammen. Når store sportsevents som Copenhagen Marathon, EM i fodbold i 2020 og Tour de France i 2021 skal afvikles, så vil tusindvis af mennesker bruge bæredygtige drikkebægre, der ikke belaster vores natur. Forhåbentligt vil det inspirere andre byer i Danmark og i udlandet til at følge samme spor, siger Thomas Bustrup, direktør i Dansk Industri. 

Idrættens Innovationslab, som hører under Danmarks Idrætsforbund, samarbejder med virksomheder og iværksættere om at skabe fremtidens produkter til idrætten. Idrættens Innovationslab har samarbejdet med Dansk Industri og Københavns Kommune om ’DM i miljøvenlige drikkebægre’.

- Det har været dejligt at opleve den entusiasme og idérigdom, som deltagerne har lagt for dagen. Forbuddet mod engangsplasticbægre har været et kreativ benspænd, som virksomhederne har benyttet til at tænke ud af boksen. De er kommet op med løsninger, som uden tvivl er med til at gøre fremtidens idrætsevents mere bæredygtige, siger Christian Kirkegaard, der er projektleder i Idrættens Innovationslab.

Siden juni har virksomhederne konkurreret om muligheden for et videre udviklingsforløb, der kan ende med at blive implementeret blandt andet i PARKEN Sport & Entertainment, festivalen Smukfest og Sparta, der blandt andet arrangerer DHL Stafetten.

Københavns Kommune er på forkant i kampen mod engangsplastik, der belaster vores miljø. Blot ét år efter forbuddet mod engangsplastikbægre i kommunen vil et nyt plastikdirektiv træde i kraft. Plastikdirektivet mod brugen af engangsplastik skal være med til at begrænse de store mængder plastikaffald, der ender på strande i Europa og på verdenshavene.

Det er disse syv virksomheder, som nu skal udvikle fremtidens drikkebægre: Abena, Carlsberg, CMC Biopack, glassFORever, Multiline, Runners DK og WeTap.

Kontakt til direktør i DI Thomas Bustrup via presserådgiver, Ditte Rieland Hansen, tlf.: 2246 7822, e-mail: dirh@di.dk

Kontakt til overborgmester Frank Jensen via pressekonsulent Tildde Sønder Vindfeldt, tlf. 2538 0516

Kontakt til DIF Projektleder Christian Kierkegaard via Kommunikationskonsulent Lars Hestbech, tlf. 4326 2041

 

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk
Relateret