06.11.19 Om DI Pressemeddelelse

DI roser politikere for at give flere penge til grøn forskning

Folketingets partier blev onsdag enige om fordelingen af forskningsreserven på 1,9 mia. kr. i 2020, og det tegner godt for den grønne omstilling, lyder det fra DI.

- Det er rigtig godt at forskningsministeren har fået alle Folketingets partier med i aftalen. Det er et vigtig signal, at alle er enige om, at der skal øremærkes halvanden mia. kroner til den grønne forskning, siger Mette Fjord Sørensen, chef for forskning, videregående uddannelse og mangfoldighed i DI.

Forhandlingerne om forskningsreserven har siden 2011 været en fast del af finanslovsforhandlingerne.  Forskningsreserven udgør ca. 8 pct. af det samlede offentlige forskningsbudget, som er på 23,7 mia. kr. i 2020. Forskningsreserven er en udløber af globaliseringsaftalen fra 2006, hvor politikerne satte sig for at prioritere en del af forskningsmidlerne.

-  Hvis vi skal nå i mål med en reduktion af CO2-udledningen på 70 pct. i 2030, er vi nødt til at investere målrettet i forskning, der kan bidrage med nye bæredygtige løsninger, siger Mette Fjord Sørensen.

En ny analyse fra DI viser, at de grønne projekter står i kø i Innovationsfonden, som i de seneste år stik imod de politiske ambitioner har måttet afvise i snit 70 grønne forskningsprojekter årligt. I 2018 blev der afvist 88 grønne forskningsprojekter ud af 100 ansøgninger.

- Det er positivt, at Innovationsfonden styrkes med et budget på 1,9 milliarder kr. i 2020. Det vil styrke forskningsprojekter mellem universiteterne og virksomhederne. Det er helt afgørende, at de gode idéer og den nye viden fra universiteterne kommer ud i virksomhederne, så de kan skabe nye løsninger til gavn for hele samfundet.

Der er sket et lille løft i det offentlige forskningsbudget i 2020 på grund af stigende BNP, men samlet set udgør det offentlige forskningsbudget stadig kun 1 pct. af BNP.

- Vi ser aftalen som et første vigtigt skridt, men vi håber at ambitionsniveauet bliver endnu højere næste år, således at den grønne forskning løftes med yderligere 1,5 mia. kr. frem mod 2022, siger Mette Fjord Sørensen.

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk