Om DI Pressemeddelelse

DI: Kunstig intelligens skal ud af Hollywood og ind i virksomhederne

DI hilser regeringens nationale strategi for kunstig intelligens velkommen. Der er brug for den.

- I dag skal vi ikke til Hollywood for at opleve kunstig intelligens. Vi kan opleve det i hverdagen - eksempelvis med Watson, Alexa eller kinesiske tv-værter og også i nogle danske virksomheder. Men i Danmark er vi bare ikke særlig langt med at bruge kunstig intelligens, og det skal vi ændre på, siger Lars Frelle-Petersen, direktør med ansvar for digitalisering i DI.

DI mener, at en national strategi for kunstig intelligens er vigtig, hvis vi ønsker at fastholde vores position som et af verdens mest digitaliserede lande. Selvom vi pt. er i verdenstoppen, når vi taler digitalisering, er der brug for at styrke indsatsen i forhold til kunstig intelligens, som kun fem procent af virksomhederne anvender.

Kunstig intelligens kan bl.a. bruges til at genkende mønstre i enorme mængder data, hvad end disse data er billeder, tekst eller tal. Det kan bruges til for eksempel langt bedre behandlinger i sygehusvæsnet og det giver vore videnskabsmænd enorme muligheder i deres forskning, og samtidig understøtter kunstig intelligens digital sagsbehandling i advokatfirmaer, når Storebæltsbroen skal vedligeholdes, og når virksomheder holder øje med, om de er ved at blive ramt af et cyberangreb.

For DI er det afgørende, at der skabes attraktive rammer for virksomheders anvendelse af big data, når vi skal udbrede kunstig intelligens i danske virksomheder. I forhold til anvendelsen af big data ligger Danmark faktisk under EU-niveau, viste tal fra Danmarks Statistik fra februar 2019.

- Udover at stille data til rådighed handler det særligt om at mindske barriererne for brug af big data – f.eks. hvordan vi håndterer GDPR-reglerne i forhold til AI. Der er også brug for at anvende persondata til AI-løsninger, men det skal ske på en ansvarlighed måde, siger Lars-Frelle Petersen og henviser til, at f.eks. Israel har fundet gode løsninger på at sætte sundhedsdata i spil i erhvervslivet med fokus på anonymisering og ansvarlighed.

- Pointen er, at vi skal bruge data i langt større grad end i dag, men vi skal gøre det ansvarligt. Når vi i DI taler om digital ansvarlighed, er dette et af grundelementerne; det skal gøres attraktivt for virksomhederne at være digitalt ansvarlige, siger Lars Frelle-Petersen.

- Helt overordnet ser vi strategien som en fin version 1. Næste skridt er blandt andet at finde flere midler til forskning i kunstig intelligens. Frankrig har meldt ud, at de frem mod 2023 vil bruge 11. mia. kr. på bl.a. forskning i kunstig intelligens. Det niveau er vi ikke i nærheden af i dag, siger Lars Frelle-Petersen.

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk
Relateret