26.03.19 Om DI Pressemeddelelse

DI: Sundhedsreform baner vejen for tættere samarbejde med virksomhederne

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag indgået aftale om en sundhedsreform, som skal fremtidssikre det danske sundhedsvæsen. DI glæder sig over, at virksomhederne er tænkt ind som central del af løsningerne, når det gælder danskernes sundhed.

- Vi står over for store udfordringer, som presser vores sundhedsvæsen og dansk økonomi. Stadig flere danskere lever med kroniske sygdomme, udgifterne til medicin stiger, og det er blevet sværere at rekruttere de læger, der er behov for. Der er behov for at tænke helt nyt for at løse de udfordringer, og frem for alt for at tænke erhvervslivet ind som en central del af løsningen. Det baner aftalen her vejen for, siger direktør Tine Roed, DI

- For virksomhederne har det været vigtigt, at sundhedsreformen skaber de rigtige rammer for at prioritere og udvikle det offentlig-private samarbejde i sundhedsvæsenet. Vi er glade for, at aftalen også har fokus på, at virksomhederne skal bidrage til at udvikle vores sundhedsvæsen, siger direktør Tine Roed, Dansk Industri.

Hun peger på, at f.eks. kan mange patienter med kroniske sygdomme med fordel behandles i eget hjem i stedet for på sygehuset. Det er bedre for den enkelte og bedre for sundhedsvæsenet.

- Telemedicin er et skoleeksempel på, hvordan vi kan forbedre og fremtidssikre vores sundhedsvæsen, men vi skal have udviklet endnu flere løsninger, og her er samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og virksomhederne helt afgørende, siger DI’s Tine Roed.

Mangel på læger skaber en risiko for flaskehalse, som blandt andet kan løses ved at lade andre sundhedsaktører varetage udvalgte opgaver i forhold til patienterne, mener DI.

- Vi kan eksempelvis spare mange besøg hos lægen, hvis apotekere med ny teknologi udviklet af sundhedsindustrien kan diagnosticere helt ukomplicerede sygdomme med en simpel test - og udskrive den fornødne medicin til behandlingen, siger direktøren.

Selvom sundhedsvæsenets organisering har fyldt meget i debatten, mener DI ikke, at det er det springende punkt i sundhedsreformen.

- Det afgørende for den enkelte patient er, at sundhedsvæsenet på tværs af landet kan levere høj kvalitet, sammenhæng og nærhed – og at det er gearet til at håndtere de udfordringer, som en aldrende befolkning bringer med sig. Det er derimod ikke afgørende, om det er opdelt i 13 amter, i 5 regioner eller i 21 sundhedsfællesskaber, siger Tine Roed.

Jonas Forup Stubkjær

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4719
  • Mobil +45 2830 1544
  • E-mail jofs@di.dk
Relateret