Pressemeddelelse

Erhvervsfremstød skal sikre danske virksomheder billet til sydkoreansk vækstrejse

Den 20.-22. maj 2019 deltager op mod 40 virksomheder i et erhvervsfremstød til Sydkoreas hovedstad, Seoul. Målet er blandt andet at styrke dansk eksport, særligt inden for bæredygtige teknologier, fødevarer, livstilsprodukter og sundheds- og velfærdsløsninger. D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen står i spidsen for besøget, der markerer 60-året for diplomatiske relationer mellem Sydkorea og Danmark.

De seneste år har mange virksomheder vendt blikket mod Sydkorea, der flere år i træk har præsteret positive vækstrater. En stor del af successen kan tilskrives den historiske frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea, der blev indgået i 2011, og som var med til at bane vejen for danske virksomheder ved at nedbryde en række handelsbarrierer.

- Vi ser en stigende sydkoreansk efterspørgsel på bl.a. løsninger til grøn omstilling, velfærdsteknologi, design og fødevarer. Her står danske virksomheder stærkt i den internationale konkurrence. Timingen for erhvervsfremstødet er helt perfekt, og Kongehusets indsats er vigtig for erhvervslivet, siger direktør Thomas Bustrup, DI.

I 2017 eksporterede Danmark varer og tjenester for næsten 10 mia. kr. til Sydkorea. Ud over stærke handelsforbindelser indgår Sydkorea og Danmark også i et strategisk udviklingssamarbejde, som er forankret i den internationale alliance P4G (Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030) med fokus på FN’s Verdensmål.

- Sydkoreas øgede fokus på bæredygtighed åbner mange spændende muligheder for danske virksomheder, der kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som Sydkorea står over for i øjeblikket. Sammen med landets stærke vækst er det en gylden chance for danske virksomheder, der drømmer om eksporteventyr, sider DI-direktøren.

Sydkorea har ca. 52 millioner indbyggere, hvoraf godt 25 millioner bor i den moderne storby Seoul. Købekraften er steget i takt med landets økonomiske udvikling, hvilket har smittet af på efterspørgslen efter højkvalitetsvarer.

- Danmark er kendt for at producere varer af særlig høj kvalitet, lige fra møbler til grøn teknologi. Det har sydkoreanerne fået øjnene op for, og det giver os en særlig eksportfordel, siger Thomas Bustrup.

Det er muligt for virksomheder at tilmelde sig erhvervsfremstødet i Sydkorea til og med 11. marts 2019.

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk
Relateret