29.04.19 DI Pressemeddelelse

Folketingskandidater debatterede med togpassagerer i Østjylland

Passagererne på morgentoget til Aarhus med afgang fra Silkeborg mandag kl. 9:29 fik en noget anderledes togtur. Toget kørte ganske vist helt efter køreplanen, men ombord var også lokale folketingskandidater, som var inviteret af Arriva og Dansk Industri til en politisk debat på tværs af Østjylland forud for det kommende folketingsvalg.

Repræsentanter fra de lokale virksomheder, som deltog aktivt i debatten, luftede undervejs en bekymring for, om virksomhederne bliver glemt i valgkampen:

- Jeg kan godt være lidt bekymret for, at politikerne glemmer at snakke om, hvordan styrker virksomhederne og arbejdspladserne, fordi det går rigtig godt i Danmark med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed. Men der er en række udfordringer for vores virksomheder, bl.a. med at finde tilstrækkeligt med medarbejdere til at holde hjulene i gang ude på arbejdspladserne, siger formanden for DI Østjylland, CCO Anders Strange, Aart Architects i Aarhus.

Bekymringen gav anledning til en livlig debat om erhvervslivets rammer for vækst og udvikling i en del af Danmark, hvor virksomhederne i stor stil bidrager til den fælles velfærd.

Alene i de østjyske kommuner skaber virksomhederne ifølge tal fra DI 186.600 lokale fuldtidsjob, og virksomhederne skaber sammen med deres medarbejdere skatteindtægter for 56,1 mia. kr. til Danmarks velfærd. For det kan man f.eks. bygge et supersygehus, have 18.000 social- og sundhedsmedarbejdere ansat, udbetale SU til alle studerende og betale for politi, brandvæsen, domstole og fængsler i hele Danmark. Hvert år.

- Motoren i vores velfærdssamfund er jo virksomhederne og deres medarbejdere. Borgerne nyder godt af den offentlige service, og omvendt får virksomhederne gavn af bl.a. nyuddannede medarbejdere fra vores skoler og uddannelser. Det er vigtigt, at vi i kampens hede ikke glemmer at smøre og vedligeholde motoren, siger Anders Strange.

Og det var også en glad vært og Arriva direktør, der efter arrangementet kunne reflektere over dagens debat:

- Jeg er rigtig glad for, at så mange passagerer og folketingspolitikere deltog aktivt i dag. Med debat-toget vil Arriva understrege, at vi tager aktiv del i samfundet, og at vi er fælles om at forbedre den kollektive trafik i hele landet. Derfor kvitterer vi også for den positive respons fra politikerne om, at mere mobilitet og bedre vilkår for passagererne står højt på deres dagsorden. Det håber vi, at en kommende regering vil arbejde aktivt for efter folketingsvalget, siger Marianne Bøttger, adm. direktør (konstitueret), Arriva Danmark A/S.

Morten Bro

Morten Bro

Head of Stakeholder Relations

  • Direkte +45 3377 4892
  • Mobil +45 5213 2346
  • E-mail mbro@di.dk

Relateret