08.05.19 Om DI Pressemeddelelse

Presseinvitation: Når sydsjællandske virksomheder vinder, vinder hele Danmark

Virksomheder har brug for stærke lokalsamfund – og omvendt. I Sydsjælland har vi heldigvis begge dele. Ved dette års erhvervstræf stiller DI Sydsjælland skarpt på fremtidens muligheder og udfordringer for det lokale erhvervsliv

I Faxe, Næstved, Stevns og Vordingborg kommuner bidrager virksomhederne og deres medarbejdere med ca. 7,3 mia. kr. til statskassen om året. For det beløb kan man eksempelvis ansætte 1.400 sygeplejersker, undervise 9.400 folkeskoleelever og beskæftige 1000 politibetjente.

Sydsjællands succes – både nu og i fremtiden – er noget, virksomheder og borgere skaber sammen. Den bliver formet af lokale værdier og kompetencer, der er afgørende for vores samfunds udvikling, hvilket er hovedtemaet ved dette års erhvervstræf.

Pressen inviteres med til hele erhvervstræffet, hvor der vil være rig mulighed for at møde lokale ildsjæle, der vil dele deres succeshistorier. Vi vil også uddele PraktikPladsPrisen 2019, der i år går til en sydsjællandsk virksomheder, som har ydet en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Tid og sted:

Erhvervstræf i DI Sydsjælland

Mandag d. 13. maj kl. 8:15-10:30

Restaurant B-Spis, Sct. Peders Kirkeplads 9

4700 Næstved.

DI Sydsjællands formand, Klaus Rønholt, byder velkommen til erhvervstræffet. Derefter vil DI’s kommunikationsdirektør, Marion Hannerup, holde oplæg om virksomhedernes rolle i et stærkt lokalsamfund. Derudover vil Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive, diskutere fremtidige udfordringer for det lokale erhvervsliv.

Man kan også møde Jesper Holst Schmidt, der -udover at være en lokal ildsjæl - også har stået i spidsen for Kähler Design, der på få år har genopfundet sig selv og sit brand. Derudover vil Københavns Zoos direktør Jørgen Nielsen give sit bud på, hvad der skal til for at skabe forandringer i en virksomhed og i et område som det sydsjællandske.

I Sydsjælland spirer et aktivt iværksættermiljø. To af dem er Martin Mayland Olsen og Allan Mayland Olsen fra Sjællands Erhvervsbeklædning, der har knækket koden til succes og vækst. Virksomhederne Mad Synergi med administrerende direktør Jeppe Graa i spidsen og Ametsis med indehaver Maja Meisner Larsen, har begge markeret sig inden for den gastronomien og bevist, at man ikke behøver at rejse til storbyerne for at finde gourmet.

Se hele programmet her

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk
Relateret